Do you believe in magic? ~ Abbie

”Kom nærmere!” Kaldte en ung kvinde, der stod i midten af en forsamlet menneskemængde. Kvinden i midten var munter og dansede lystigt til sit eget fløjtespil, når hun ikke sagde noget. Melodien var så langt fra den, man normalt ville høre på et tivoli som Feu Noir. Den var anderledes, dragende og mystisk. Middelalderagtig. Kvinden lavede en hurtig gestus mod en lille fin hat, der lå placeret for fødderne af sig. Spændt lod hun sine mørke, nøddebrune øjne skanne publikum. Dette øjeblik var det bedste.
”Dig, sir!” Esmeralda pegede muntert på en ung herre, der stod i udkanten af halvcirklen, der omgav hende. Smilet var stort og legende, for det var i sandhed her, Esmeralda hørte til. Fløjten blev skubbet op bag det højre øre, og i en skjult lomme fandt hun i stedet et spil kort. - ”Vælg et kort!” Kortene blev blandet med måde og en nøje trænet hånd, og forvirringen blev stor. Kortet, man troede ville være øverst, havde for længst forvildet sig ind i kortenes midte eller andetsteds. Esmeralda foldede dem ud i en vifte og rakte hånden frem.
”Vælg kortet, der har valgt dig. Vælg det kort, du mener, jeg aldrig vil kunne finde igen..” Fortalte Esmeralda manden, der var iklædt et fint jakkesæt og en hat, der var kastet let på skrå. Håret var fint friseret og alt i alt lignede han en velhavende mand, der med garanti havde penge i lommen. Esmeralda sendte han et strålende smil, da han havde trukket sit kort. Med en håndbevægelse fortalte hun ham, at han burde vise kortet til mængden. I spænding dansede Esmeralda elegant på stedet, og i de små hop og vrik hun lavede, ænsede man næsten ikke, at hun reelt haltede.
”Vil jeg kunne gætte kortet?” Spurgte hun dramatisk forsamlingen, inden hun rykkede sig tættere på den unge herre, der omgående stak kortet i bunken igen. De kaldte hende shamanen, og med en glimrende grund til dette blandede hun kortene elegant. Langsomt begyndte et kort efter det andet at spring op fra mængden, til Esmeralda nåede til det, hun mente var det rette. Resten af bunken blev tabt på jorden, og kortet, der endnu befandt sig i luften, blev grebet. Smilet voksede.
”Hjerter es?” Udbrød Esmeralda spændt og viste kortet frem. Publikum brød ud i latter, idet Esmeralda trådte frem og satte det fast til hans hat. Med den ene hånd henviste hun opmærksomheden på hatten, mens den anden hånd diskret gled ned i hans lomme. Jackpot! Forundringen i den unge herres øjne var tydelig. Han var en af dem, der betvivlede magiens eksisteren. Esmeralda var ikke en udøver, hun kunne såmænd blot sine tricks…

Abbie havde denne dag besluttet sig for at tage til Feu Noir, hun ville jo ikke være til for meget besvær for Darren og kunne heller ikke hænge på ham hele tiden. Det var jo også snart jul, også selv om man ikke så særlig meget til det. Hun havde alligevel tænkt sig at hun ville have en julaften, eller hvad man nu kunne få af en juleaften på Islandia. Det var jo første jul med hendes nye familie, og hvorfor ikke gøre noget ud af det? Feu Noir var også det billigste sted, at købe småting og det var også derfor hun var taget der hen.
Hun havde et par småpenge i sin ene hånd, som hun havde sparet her og der. Hun kunne ikke gøre andet end at glæde sig, til at bruge sin juleaften sammen med sin far. Det var endelig underligt at kalde ham far, men det var jo det han var for hende.
Hun var gået hele vejene til udkanten af skoven og til Feu Noir, og begyndte at mærke glæden inde i sin krop. Hun elskede jo virkelig dette sted og alle mennesker og væsner, det var som om alt lykke bare kom frem i folk.
Hun så sig hurtigt rundt med et kæmpe smil på sine læber, kunne næsten ikke beslutte sig for hvor hun skulle gå hen.
Hun stoppede op i en mængde, og fik øje på en mand og en kvinde.
Hun kunne ikke lade være med at lægge mærke til at kvinden tog mandens penge, hun havde alligevel ikke lyst til at sige noget. Han lignede jo virkelig en som havde penge, så hvorfor skulle hun hjælpe sådan en?
Hun klappede bare mens alle andre gjorde det, da det jo bestemt var godt klaret "wow" hviskede hun for sig selv.

Esmeralda forlod manden, proppede pengene og kortet i den skjulte lomme, hun før havde taget kortene op fra. Med et muntert smil begyndte hun at danse omkring og spille på sin fløjte, hun atter havde taget væk fra øret igen. Den mærkværdige melodi fyldte cirklen af mennesker, og i takt med tempoet i dansen steg, blev en god stemning pisket op. Hvis der havde været en tankelæser iblandt publikum, ville de have hørt hendes skrålen i hovedet.
Esmeralda var en af de typer, der altid bar på positivitet og energi. Glæden sad udenpå tøjet såvel som indeni, og hun dansede denne glæde ud. Gøglede den helhjertet ud.
Juleaften var snart på vej, men denne ånd lå ikke synderligt over Islandia overhovedet. Stemningen havde længe været nede over landet. Det var en kæmpe skam, for Islandia var en dejlig ø. Esmeralda havde altid holdt af dem, og selvom der for tiden lå en mørk tid over øen, kunne det umuligt fortsætte på den måde. Det måtte få en ende på et tidspunkt. Hendes positivitet på dette punkt fejlede intet, for intet var så skidt, at det kunne holde evigt. Lyset ville finde vejen tilbage. Med denne tanke liggende på sine skuldre, gik hun glæden i møde."Entertainment of the Feu Noir's pride
Entertainment for the times we dance
Entertainment is all we need!" Esmeralda begyndte at synge disse ord, mens hun ledte rundt i sin taske, der før havde ligget næsten for fødderne af hende. Et smil var stadig klistret på hendes læber, da hun fremdrog et nyt spil kort. Øjnene skannede atter publikum, hvori hun så en lille pige. Børn var altid sjove at gøgle for, og kunne hun få nogle smil frem på andres læber, ville det være nok. Esmeralda begyndte at blande kortene på vej over mod hende, mens hun begyndte at samle dem i en vifte. - ”Vælg et kort, mit barn! Tag det kort, der taler til dig” Delvist blev ordene hvisket, som var det en hemmelighed iblandt kun de to. Esmeralda blinkede til hende.