What happend to this island? - Abbie.

Abbie trykkede bare sin lille krop ind til ham, og pustede alt luft ud af sig. Det var nok første gang i mange mange år, at hun havde følt sig tryg. Kunne sove uden at være bange for hvad der ville ske, kunne endelig få en normal søvn. Som hendes lille krop virkelig havde brug for, som den nu også fik.
Hun lavede små lydløste snork, som mere virkede som om hun bare træk vejret også pustede det hurtigt ud igen.
Hun drømte endelig også om nogle gode ting, blomster, sommerdag og duften af græs. Det fik et lille smil til at komme frem på hendes læber.
Hun sov igennem hele natten, mens denne drøm blev ved med at køre.
Hun åbnede først langsomt sine øjne, når daglyset lyste ind af de ødelagte vinduer "mmh" mumlede hun, og havde ikke engang lyst til at vågne fra den drøm.

Darren var i løbet af natten døset hen få gange, men han havde hurtigt vækket sig selv for at kunne beskytte Abbie hvis der skete noget. Han havde nu en anden at passe på udover ham selv. Det var underligt at se på en der sov, når de drømte og måske endda lavede nogle bevægelser. Hun så meget mere fredsfyldt ud, der var ikke så mange bekymringer. Der var ingen grund til at hun bekymrede sig når hun sov. Han så ned på hende da hun kom med en lyd fra hende. En lyd, eller måske et ord, hun havde sagt flere gange. Han aede hende forsigtigt over håret. "Godmorgen" Han hviskede det, for ikke at vække hende for hurtigt.

Abbie havde nok aldrig sovet så godt, eller hun kunne ikke huske hvornår hun havde sovet så godt! hele hendes krop var kommet sig helt, og var en del friskere end den plejede. Hun så forsigtigt op på Darren, og kunne ikke lade være med at smile til ham. Det var ikke nogen drøm! hun havde faktisk fået sig en familie. Hendes smil blev større og større, til de hvide tænder blev synlige inde i hendes mund "godmorgen Darren" hviskede hun og kløet sig i sine øjne med hænderne, mens hun gav et lille gab fra sig "mmh" kom der atter igen fra hende "kan ikke huske jeg sidst har sovet så godt" hviskede hun og rejste sig bare forsigtigt op fra ham.

Darren sendte hende et bredt smil, det var let at se hvor lykkelig han var, fordi han havde en datter. Ikke en biologisk datter, men stadig en datter. Han så bare på hende, han kunne ikke andet end at se på hende, fordi hun var så smuk. Så fantastisk. Da hun rejste sig, rejste Darren sig også. Han gik hen og krammede hende kort. "Det er jeg glad for at høre." Han aede kort hendes hår. "Jeg går lige ud og finder noget mad. Vent her, hvis der kommer nogle så gem dig eller løb. Jeg finder dig." Darren gik hen imod døråbningen og vendte fronten mod ham. "Jeg kommer om lidt."

Abbie så bare på ham og sende ham et stort træt smil, mens hun fulgte alle hans bevægelser. Hun krammede ham bare tilbage, og gav et lille nik fra sig "mmh" sagde hun, da hun ikke havde lyst til at sige ham imod. Hun skulle jo nok klare sig, det havde hun jo gjort det sidste lang stykke tid. Det var dog alligevel rart, at der var nogen der ville passe på hende. Hun tog bare fat i kosten igen "jeg fejer imens" sagde hun, da der ikke rigtigt var andet hun kunne lave... end at rydde op.
Hun så kort på ham og sende ham et af sine store smil "pas på dig selv" sagde hun og havde jo ikke lyst til at miste sin familie, den familie hun lige havde fået.

Darren vidste ikke hvor han skulle starte med at finde noget mad. Det skulle nok ske at han fandt noget hurtigt. Der lå overraskende mange rester, fordi nogle af de mellemrige, smed deres rester ud som om det var værdiløst. De rigeste lod intet gå til spilde, så de fattige kunne få fingerne i det. "Og i lige måde." Darren forsvandt ud af døren. Han stod et kort øjeblik og så rundt. Hvis han havde stået der for et par 100 år siden, så ville det have set langt bedre ud. Han kunne beundre det, at se glade mennesker på gaden, farver og selvfølgelig ingen ruiner. Ikke ret mange i hvert fald. Darren begyndte at gå, han sparkede indimellem til en sten, mens han gik med hænderne i lommerne. Han kunne ikke lade vær med at tænke på Abbie. Nu havde han endelig en familie. En rigtig familie. Han stoppede op da der var en fantastisk duft af brød der ramte ham. Han kunne ikke beskrive hvor lykkelig han var. Brød var noget af det bedste man kunne få, især i de tider. Han fulgte duften og endte et godt stykke henne, i den rigere del af byen, han stilte sig helt op af muren og så ind imellem ind af vinduet. Der stod tre der inde, en kvinde og to mænd. Han ville ikke kunne kæmpe sig forbi dem alle sammen. Men han kunne transportere sig. Darren lukkede øjnene og fokuserede. Han forstillede sig det lille bageri. Kort efter dukkede han op inde i bageriet. Det kom bag på dem alle sammen. De slog ud efter ham med nogle værktøjer de havde i køkkenet. Han blev indimellem ramt, men ikke noget der var alt for slemt til at han kunne komme uskadt derfra. Han viklede sit ene ben om den ene mand, som væltede ham selv og den anden mand. Kvinden stod nu tilbage. Han ville godt kunne nå at få fat i noget brød og så smutte. Han satte af og løb hen imod det friskbagte brød. Darren tog to store stykker brød under armene og forsvandt ud i et det blå igen. Han endte uden for bageriet igen. Men han forstillede sig blot huset hvor Abbie befandt sig. Han lukkede øjnene i og så det for sig. Vupti. Så var han foran huset. Darren gik ind i huset igen og så på Abbie mens hun gik rundt og fejede.

Det var helt utroligt at man fra det ene øjeblik kunne være forældreløs og det samme med hjem, til at have familie og snart et skønt hjem. Det var nok et af de øjeblikke, hvor hun virkelig kunne virke som et barn! glæden der gled igennem hendes lille krop, fik hende ligefrem til at stå og danse med den ødelagte kost. Hun kunne ligefrem se det for sig, hvor hyggeligt at deres hjem ville blive! et af de få steder på øen, hvor hun sådan rigtig kunne føle sig tryg. Hun så bare kort på ham med et smil på sine læber "skal jeg nok" svarede hun, før hun så ham forsvinde ud af døren. Hun havde lyst til at råbe og skrige, af ren glæde af alt det som havde sket for hende.
Hun viste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, og begyndte ligefrem at hoppe lidt for sig selv og begynde at synge alle mulige underlige sange.
Hun havde ikke stået og fejet særlig længe, før lugten af brød kom hen til hendes næse. Hun vende sit blik og så lidt overrasket på Darren, men var også glad for at han allerede var tilbage "du er tilbage" sagde hun med glæde i sin stemme, satte bare kosten op af et ødelagt skab før hun gik hen til ham "det var du hurtig om" sagde hun og havde ikke regnet med at han ville komme så hurtigt tilbage, da det plejede at tage hende hele dagen for at finde mad.
Hun så bare tænkende på ham, overvejede hvordan han ville reagere.. hvis hun fortalte sin hemmelighed, nah! hun måtte vente.. måtte se om hun virkelig kunne stole på ham, før hun kunne fortælle sådan en stor hemmelighed.

Darren kunne ikke undgå at smile af hendes dans og sang. Hun var en dejlig pige, men meget moden af sin alder. Forståeligt nok, når hun havde levet alene i et godt stykke tid. Darren trådte ind i den halvødelagte bygning, han kunne ikke gøre det hele på en dag, men det ville hurtigt blive synligt at der skete en forskel. Han ville dog mest arbejde indendøre. Han ville ikke skabe for meget forskel mellem huset nu og så huset som det ville komme til at se ud. Måske fik han nogle brædder sat op der kunne gøre at det var tæt, så man kunne holde varmen inde. Han ville så derefter begynde at finde møbler og gøre det til et hjem. Men først bygningsarbejdet. Han så stadig smilende på hende. Efter et stykke tid, stoppede han dog. Han brækkede et hjørne af det ene brød og gjorde sig klar til at kaste det til Abbie, han ville dog lige sikre sig at hun var klar på det. Så det ikke gik til spilde. "Jeg har mine metoder." Han ville have transporteret sig der, men besluttede sig for at lade vær. Der var ingen grund til at blære sig. Det var jo ikke noget specielt, ikke noget vildt specielt i hvert fald. Han kastede brødet hen imod hende, hun burde være klar til at gribe det efter den tid. Darren tog selv et stykke og nippede til det. Mmmh.. Bare duften fik ham til at savle ustyrligt.

Abbie var bare glad for at se ham tilbage, og at han var i god behold. Det fik hende bare til at indse hvor hårdt det ville blive, at have en anden at tænke på end sig selv. Hun kunne alligevel ikke lade være med at syntes at det var dejligt, dejligt at have en familie.
Hun så bare lidt tænkende på ham, men sende ham alligevel et stort smil på læberne "ah okay... det er da altid noget" sagde hun og greb bare brødet når han kastede det hen til hende, før hun tog en dyb indånding af det "mmmh" røg det ud mellem hendes læber, mens hendes øjne gled i imens "aldrig smagt noget som dette.. i meget langtid" sagde hun forsigtigt, før hun gik hen og satte sig op på bordet. Hun så bare over på ham, med et kæmpe smil på sine læber. Hun kunne ikke holde sit blik særlig længe på ham, før det havde bevægede sig ned på sit brød. Hun tog bare et forsigtigt bid af det, og havde det som om hun kom ind i en drømme verden. Hun kunne ikke andet end at elske det, det smagte jo så utroligt fantastisk. De fleste ville nok tage sådan noget forgivet, mens fattige folk ville gøre alt bare for at få en lille bid "tak" mumlede hun lidt for sig selv, da hun ikke rigtigt var så god til at sige tak til folk.

Darren var selv en stor fan af brød, det var som om der var en masse ting samlet i en konsistens. Det var fantastisk. Darren tog en bid af brødet, det fantastiske, dejlige, gærede brød smeltede på hans tunge. Han så over mod Abbie, han nød virkelig hendes selskab, det var dejligt at have en at tage af, det var fantastisk at have en familie igen. Men han vidste at det blev svært, han vidste at det krævede mere at sørge for hun havde det godt også. men han havde været igennnem det nok gange til at vide det var det værd. Darren nikkede forstående til hendes ord. Han havde heller ikke fået det længe, det var også tydeligt at se på hans tynde muskelatur. Darren gik hen imod hende og satte sig op af en væg og så op på hende. Han kunne ikke lade vær med at smile. Hun var bare.. Hans familie. Alt han behøvede for at have en grund til at overleve. Darren nippede en smule mere til brødet, det var fantastisk hvordan noget så enkelt kunne være så dejligt.

Abbie spiste så forsigtigt brødet, som overhovedet muligt. Hun ville helst bare proppe sig med brødet, men det ville nok bare se dumt ud. Hendes blik fulgte efter ham, når han bevægede sig hen og satte sig ned. Hun holde bare sit blik op ham, mens hun havde et stort smil på sine læber. Hun hoppede til sidst ned fra bordet, og gik hen og satte sig ned ved siden af ham "skal jeg så kalde dig far?" spurgte hun stille om og viste ikke om han ønskede det, hun viste heller ikke om hun havde noget imod det. Det var jo længe siden at hun havde kaldt nogen for far, og det var endelig ret så underligt at sige dette ord. Det fik alligevel et svagt smil frem på læberne, som hun prøvede på at skjule ved at spise videre af sit brød.
Hendes blik gled langsomt rundt omkring, mens hun prøvede på at forstille sig deres nye hjem. Hun var endelig bare glad for at skulle have et sted at bo, også med en som hun følte sig tryg hos.