wop wop!

”Du vil have mange år foran dig endnu min unge mand” Sagde den gamle spåkonen som Castor havde sat sig overfor *Ja, helt løgn er det vel ikke* Men om det blot var et nummer hun spillede ham på vidste han ikke, spåkonerne her i Feu Noir var ligeså pålidelige som stort set alle andre, hvilken som helst idiot kunne tjene nogle slanter her, enten ved at udgive sig som tryllekunstner, spåkone, eller blot som simpel lomme tyv, det var et totalt tidsspilde at snakke med spåkonerne, når der var så meget andet han kunne lave, han nød ikke at gå sammen med alle de forskellige væsner og mennesker som befandt sig her, dog så bragte det ham en smule glæde at se glæden og smilene på børenes ansigter og læber, med en hastig bevægelse nikkede Castor til spåkonen, tog sine ting og rejste sig, han stak hånden ned i sin inderlomme på den næsten alt røde frakke han bar, og fandt nogle hånd øre og smed dem over til den gamle kone, selvom det var imod hvad han mente, så havde hun dog også ret i nogle af de ting hun havde fortalt ham, med en let bevægelse satte han sin tophat på og smilede til den gamle kone. Med hastige skridt drog Castor hen til den nærmeste stand hvor der var lidt mad at se på den, nogle æbler og diverse brød, ikke noget at juble over, ej hellere var det af suppen som tydeligvis kunne lugtes, i et forsøg på at prøve at tage nogle flere penge op til lidt mad, opdagede Castor at han ikke havde flere penge på lommen, med hastige blikke skimtede han rundt omkring efter de skyldige, højst sandsynligt var det nok de små møgunger som løb rundt omkring og legede en eller anden besyndig leg, ”Forbistret” lød det lavmælt fra ham, da han godt var klar over at tyven var over alle bjerge og stort set ikke kunne findes igen, ej hellere den lille sum penge som han havde mistet, *Du kan ikke engang stole på mennesker nu til dags* Lød det bare inde i hovedet på ham, han var godt klar over at det var mennesker som havde stjålet fra ham, det kom ikke bag på ham, det var trods alt også menneskerne som havde lidt aller mest af mørket. Castor forlod den lille bod med det lille udvalg af mad, og fortsatte med at gå ned langs gaden forbi de forskellige karruseller som tydeligvis havde lidt bedre dage end hvordan de så ud nu, overfyldte hver eneste ene var de, ikke et under for ham. En lille på omkring de 7-8 år befandt sig nogle meter foran Castor, og kiggede ham lige i øjnene, hvilket ikke var usædvanlig, det var ikke så tit at han befandt sig ude i stører menneske mængder end højst nødvendigt, dog så var det ikke hvad der røbede den lille knægt. Knægten stod med hånden nede i en læderbrun pose, ikke meget større end at der var plads til nogle mønter, en mindre formue for en fattig knægt og hans familie ville man kunne påstå, den selvsamme pose som Castor havde mistet for lidt tid siden, stjålet endda, med et fast blik imod den lille knægt som havde stjålet hans pose og med hastige skridt nærmede han sig ham også, med det skinnende kors hængende uden på hans tøj og med to synlige knive ved hans side stod drengen blot fastfrosset til jorden, enten i en form af skræk eller også i en form af glæde over at havde stjålet noget som faktisk var det mere værd end hvad han kunne drømme om, ”Giv mig den!” fik Castor næsten råbt til drengen og hev hans pung ud af hænderne på knægten, som blot stadig stod fastfrosset, nok mest var det af frygt nu, Castor tog fat i kraven på den lille dreng og slæbte ham efter sig, hen til et faldefærdigt bord, som ikke var meget mere overbefolket end to personer som hurtigt rejste sig og forlod det, skrigene fra drengen var ørredøvende, syntes Castor selv, dog så gav han ikke slip på ham, ”Og dette er så hvad der sker med tyveknægte” Spyttede han i hovedet på den lille dreng, og tog ud en kniv, bladet på kniven var særdeles skarpt, det var ikke til at tage fejl af, selve stålet var tydelig slebet, så tydeligt at det næsten glimtede, ”Ved du hvad vi plejer at gøre ved tyve? Vi tager deres hånd så man kan kende forskel på jeres rakkerpak og på os anstændige mennesker ” lød det hårdt og kommanderende fra Castor. Dog så svarede den lille dreng ikke, han fortsatte kun med at skrige og bønfaldt Castor om ikke at tage hans hånd, dog så ville Castor ikke lytte til fornuft og med blot ét hak, mistede drengen hånden, blodet flød fra den lille drengs hånd som Castor havde som et ’trofæ’ og stillede sig op på bordet ”Dette er et tegn på at INGEN stjæler fra mig! ER DET FORSTÅET!” mængden stoppede med at smile og var fokuseret på Castor som havde den lille hånd, hvorpå at ikke en lyd blev givet. Castor hoppede ned fra bordet og vidste godt at folk havde forstået budskabet, hvorpå han smed hånden ned på jorden og smilede og talte lavmælt for sig selv ”Retfærdighed ske fyldest”

//satser på, at nu hvor det er overskyet og tåget, kan Raquel godt valse omkring? ;-) //

Der var latter og glade dag. De dårligere tider var glemt for en stund, og i stedet befandt glæden sig over Feu Noir. Det var et vidunder, at væsener under mørkets hersken kunne glemme hverdagen for nogle timer og blot grine. Mennesker og andet godtfolk hyggede sig på en måde, der var overraskende.
Det var en spændende dag. Raquel var normalt ikke ude om dagen, men sommetider måtte man bare bryde normen. Normaliteter og daglige regler var til for at blive brudt. Det og så var Raquel efterhånden blevet godt og grundigt sulten..
Det var her, glæden gemte sig. Den skulle oftest ledes længe efter, og tit måtte opgivelse få sin sejr i hus. Med et let, legesygt smil om sine læber gik den unge vampyr igennem menneskemængden blandet med andre væsener. Det var som en buffet, hvis man blot kendte til forførelsens kunst. Blod var glade mennesker burde være sundt, hvis glæde er sundt, ikke sandt? De rødbrune øjne gled igennem mængden, skannede den, som havde blikket aldrig gjort andet. Karruseller og boder var overfyldte, og skønt der var så meget forstyrrende omkring Raquel, der ville tiltrække opmærksomhed, var ét scenarie mere krævende end mange af de andre. En tilsyneladende tyv, et barn sågar, fik sin straf for sit tyveri af et menneske, der var voldelig og afskrækkende af fremtræden. Raquels i forvejen legesyge smil trak yderligere i mundvigene. Spændende!
"Åben afstraffelse? Hvor interessant.." stemmen var tilsvarende smilet, men med andele af spydighed i sig. Øjenbrynene gled let i vejret, mens hendes blik langsomt skiftede til den lille dreng med den blødende hånd/arm. Sulten gled ind og ud af blikket i de rødbrune øjne. Et blik der langsomt skiftede til en mere klar, mørkerød farve. Blikket gled tilbage på manden. En let latter kun anes fra denne unge kvindelige vampyr, en klar og silkeblød latter.

//nop havde selvfølgelig tænkt mig at slå hende ihjel med det samme x'D//

Opmærksomheden i alle de mange ting, blev hevet ud af den lille pige. Da der var en stemme som smed hendes glæde væk, som hvis mørkens herre havde kommet til Feu Noir. Hun vende sig hurtigt om, da skrigene fra den lille dreng overdøvede alt andet omkring hende. Det gjorde ondt i hele hendes krop, da blot en af øens beboer.. havde det dårligt. Hun ville jo med glæde hjælpe dem alle sammen, men det kunne hun ikke.. ikke endnu!
Med nogle hurtigere og faste skridt, skubbede hun folk væk for at komme hen mod skrigene. Det var bare svært med alle de voksne mennesker og væsner, som ikke havde de store lyster til at flytte sig. Hendes brune øjne blev så store, da hun fik øje på den lille dreng og en voksen mand. Hun skulle lige til at råbe, da hun mærkede hænder foran sine øjne "ikke kig mit barn" var der en kvindelig stemme som sagde, hun skubbede dem bare så hurtigt væk som overhovedet muligt. Det var bare forsent! den lille dreng stod uden en hånd, mens manden havde taget beslutningen om at fortælle alle om det lille tyveri.
Hun hev bare et tørklæde ud af lommen på en mand, før hun gik det sidste stykke hen til drengen "her nu skal jeg hjælpe" sagde hun med et blid stemme, selv om hun var så varm af vrede over dette. Mennesker der gik mod hinanden, var noget af det sidste hun havde lyst til at se. De burde bare holde sammen i stedet, og tage kampen op om at få deres ø tilbage. Hun holde sine småpenge tæt inde i sin hånd, som fik hendes hånd til at blive mere hvid i det. Hun sende ham et svagt smil, bare for at prøve på at lette hans humør en lille smugle. Hun band bare tørklædet tæt omkring det afhuggede af håndledet, også selv om hun havde mest lyst til at besvime. Hun skammede sig ligefrem over at risikere sit liv for mennesker, ingen overvejede at hjælpe drengen og bare lod manden være. Hun skulle bare have efterladt dem alle sammen! bare tage den magiske bog og Darren, med sig til et fredeligt sted og leve livet som barn. Hvis det ikke var fordi hun havde et løfte til sin far, så havde hun bestemt også gjort det.
"så skal du bare til hospitalet, også skal de nok hjælpe dig" sagde hun og sende ham atter et smil, før hun vende sit blik mod en ældre kvinde "tag ham til hospitalet" sagde hun og kvinden nikkede bare, før de gik deres vej og Abbie vende sit vrede blik mod manden "hvem tror du at du er?" sagde hun med en vred stemme, som man næsten ikke kunne regne med kunne komme ud af sådan en lille pige "du burde skamme dig over at gøre sådan noget mod et barn" sagde hun og var jo bestemt ikke bange for manden, hun havde mistet følelsen af at være bange.

Castor vendte sig atter om og kiggede på den lille forsamling som han skabt til denne lille sene, godt nok hadet han at få opmærksomhed men dette tilfælde var noget helt andet, knægten havde stjålet fra ham, og derfor skulle han også bøde for hans ugerninger, hvis man i sådan en ung alder, kunne vælge at begå forbrydelser, så kunne man også tåle at få en straf lagt over sig, godt nok var det måske ikke ligefrem en retfærdig behandling at Castor havde givet ham, ej hellere var de medicinalske omstændigheder til rådighed, men det tog han ikke det store notits af, det var en velfortjent straf at han havde udmålt til drengen for den givende forbrydelse. En lille pige havde brudt forsamlingen og bevæget sig fremad, enten fordi at hun så flere muligheder for at stjæle fra mennesker når de nu var optaget af noget andet, og straks var Castor opmærksom på sine værdigenstande, han ville nødig straffe én til, dog ville han ikke have noget i mod det, men han så ingen grund til hvorfor han skulle tage sorgerne på forskud, stemmen lød kommanderende fra hende, som om at hun prøvede at dømme ham for en ugerning han havde gjort, ”Jeg er Fader Pollux, mit barn” et smil bredte sig på hans læber, godt nok var han ikke ligefrem uddannet præst som de andre falske gudsbespottere var, han var trods alt i en højere klasse end dem, og derfor også mere værd end disse bespottere, ”Og hvordan kan jeg være dig til hjælp-” Castor nåede ikke at færdig gøre sin sætning inden han blev afbrudt af hende igen, en ubehøvlet lille pige, ”Jeg? JEG burde skamme mig?” Lød det spørgende fra ham, som om at han absolut intet havde gjort forkert, ej heller at han ville overhovedet erkende at han kunne havde forsaget noget som var forkert ”Jeg udmålte den straf drengen skulle modtage, han skal blot se det som et held at det var mig som dømte ham til end straf, end at det var gud, mit barn, jeg er meget mere, barmhjertig end vore himmelske fader” Castor kiggede op i himlen og smilede op til gud, som om at han kiggede lige ned på ham dag ind og dag ud, hvorpå at hans blik faldt ned på den lille pige igen, ”Hvor tit beder du til vores fader? Hvor tit har du spurgt ham om hjælp? Og hvor tit har han hjulpet dig mit barn?” Castor sendte hende et venligt smil, hvem var hun som skulle dømme ham? Hvem var hun som skulle betvivle de ord, de ordre som gud havde givet ham, hvem var hun som skulle bedømme noget overhovedet omkring ham, eller gud, dog så var Castor ikke helt dum, han havde godt set hvordan hun havde hjulpet den lille dreng, og smilte atter til hende ”Hvis jeg ikke tager megen fejl… så er det imod loven at hjælpe forbrydere, hvilket du tydeligvis har gjort, og muligvis har du nok også stjålet noget imens du gik her over, nogle penge, et ur måske? Eller noget meget mere værdifuldt?” Castors smil blegnede en smule da han stoppede med at kigge på hende, for at se om forsamlingen stadig var der ude, dog så var den der ikke til hans største forbavselse at den var forsvundet, det så nærmere ud til at folkene havde atter glade dage på trods af at det var overskyet og tåget, ”Hvis du ikke har andet at tage dig til mit barn, så vil jeg fraråde dig at hjælpe de små kriminelle og prøve at skaffe noget mad på bordet, eller i dit tilfælde, så stjæle noget mad, du er nok ikke meget mere værd en blot nogle få skillinger” Castor så hende an og spyttede på jorden, ”Måske ikke, du er nok højst sandsynlig én skilling værd” Hun så ikke ud af meget, måske en smule udsultet ud, dog så var hans øjne ikke faldet på mange andre mennesker i den lille forsamling som der før havde været der og derfor havde han heller ikke rigtigt set om nogen havde fulgt efter ham med øjnene, dog så havde han det lettere på fornemmelsen, men kunne ikke bide sig sikker på det.

En lille pige maste sig frem, og blot hele det lille scenarie var overraskende. Lavmælt hørte hun dele af mængdens ord, hvor den lille pige passerede. Hun var alt for bekymret over sine omgivelser, mente Raquel. Hun rynkede på næsen, som pigen maste sig tættere på startstedet for det hele. Øjenbrynet skød hurtigt i vejret lettere overrasket. Pigen var ret overraskende. Hvor kom det fra?
Vreden kom ikke bag på Raquel, men den overraskede hende i sandhed. Det var som når man fik et snefnug i øjet. Det var ikke et under, at det kunne ske, men det var overraskende alligevel. Måske fordi det netop var ikke ville komme bag på en? Det var kraften bag ordene, der var så ualmindeligt imponerende. Dog var det ikke noget, hun åbenlyst reklamerede med i det åbne rum. En pige af denne størrelse havde Raquel ikke forventet at rumme så meget vrede og mod til at gå mod en voksen mand, der netop havde overmandet en af pigens egen størrelse. Et let smil passerede læberne. Koldt.
Stridigheder havde altid været sjove at iagttage. Måden, to modstridende parter kunne dele et emne i to, var imponerende. Når emnet først var delt, kom kløften imellem, der næsten satte verden på to ender. To sider af en sag, der ikke kunne dulmes eller forbedres. Det var denne slags stridighed, der foregik foran vampyren. Hendes blik fulgte de to, som de nærmest skældte hinanden ud. De endevendte stemningen i nærområdet på Feu Noir, hvor den lille dreng brutalt havde mistet sin hånd. Skønt det reelt var en ganske ulækker tanke, morrede det hende et eller andet sted. Det var anderledes. Interessant.
Det var som at betragte en bordtenniskamp, hvor bolden hele tiden skiftede side uden at kæden blev brudt. Ord blev slået over på den andens side af slagmarken, den anden side af kløften. Raquel kastede hovedet ganske let på skrå, da hun blot betragtede deres stridskamp på ord. Tydeligvis var manden, der kropsmæssigt var ældre end Raquel, mere frembrusende og kold over for følelser overfor tyve.
En præst? En fader? Skønt Raquel ikke var indblandet i kampen på ord, tog hun alligevel sig selv i at himle med øjnene. Raquel stoppede med at tro på noget, den dag vampyrismen overtog hendes krop. Da hun begyndte at gå igennem forvandlingen, virkede det praktisk talt umuligt, at der skulle have været en såkaldt ’fader’, der ville holde øje med hende. Vampyrismen var en forbandelse, havde hun hørt. Sollyset havde hun set det sidste til for så mange år siden, og aldrig ville hun opleve en solopgang. Når det var kommet til dette punkt, kunne han ikke eksistere. Slet ikke.
”Sikke en masse gode råd, du kan give til det lille barn.” Indskød Raquel, idet hun trådte nærmere. Folkemængden begyndte at formindskes og dele sig ud på de forskellige dele af Feu Noir igen. Liv summede et sted omkring dem, og skønt Raquel havde de forstærkede sanser, opfangede hun det ikke rigtigt. Det var mere en del et sted bag hende, hvor hun ikke rigtig bekymrede sig om det. Standene og de få forlystelser og sågar de evige tyverier. Scenariet foran Raquel tiltrak den opmærksomhed, hun var villig til at give til noget på dette tivoli.

Abbie kunne ikke lade være med at føle et had til denne mand, måske fordi han havde gjort noget som hun ikke havde lyst til at se. Hun havde blevet i så mange år, og alligevel var ondskab ikke noget hun nogensinde ville kunne klare at se. Hun savnede de fri dage, hvor ondskab ikke fandtes.
Hun stirrede bare underligt på ham, når han begyndte at snakke om gud! som om sådan et fjols kunne få hjælp fra en som gud "gud har aldrig hjulpet mig.. og kommer han nok heller aldrig til.. lige så lidt, som han vil hjælpe dig.. du er et monster.." snerrede hun og gad bestemt ikke høre om gud, og slet ikke fra en som ikke fortjente at tro på ham. Hun kunne ikke se at sådan en mand kunne tro på gud, også gøre sådan noget mod et barn.
Hun ville med glæde tage alle de straffe, som de kunne give hende! det ville bestemt ikke stoppe hende i at hjælpe nogen, som havde brug for hendes hjælp. Hun var jo en kærlig person, som bare ønskede alt godt for alle mennesker og væsner "og hvad har du tænkt dig at gøre ved det? jeg hjælper hvem jeg vil, og du og ingen anden kan stoppe det" sagde hun og var jo ikke bange, også selv om hun burde være bange. Hun havde bare ingen frygt i sin krop, ikke efter alle de mange år hun havde levet på egen hånd.
Det gjorde hende bare mere sur at blive kaldt en tyv, hun havde bestemt aldrig stjålet noget! og ville heller ikke komme til det, så ville hun heller sulte end at begynde at stjæle fra folk "du skal ikke kalde mig en tyv!" hviskede hun med den samme snerrede stemme "du kender mig ikke.. men du er en ussel mand" hviskede hun og gad ikke finde sig i at blive kaldt en tyv, men hun havde dog heller ikke tænkt sig at flyve på ham.
"som sagt.. hjælper jeg hvem jeg vil.. hvad med at du bare lægger dig til at dø? eller forsvinder væk fra Islandia? vi har ikke brug for dig" sagde hun og gad virkelig ikke høre på ham, det var jo bare latterlig snak! som han kom med.
"en skilling? hvem tænker overhovedet på det? eller er du en af de der klamme mænd?" sagde hun og havde ikke engang lyst til at få svar på det, det var jo bare ulækkert at en mand tænkte på sådan noget.
Hendes blik blev hurtigt fanget af en anden stemme, og hun fik hurtigt øje på en ellers så smuk kvinde "han skulle hugge hånden af sig selv" sagde hun bare og vende sit blik mod ham igen.

En pludselig indskydelse kom fra en kvinde som før havde stået i mængden af folk, hvem hun var, hvad hun var, havde ikke den største betydning som landet lå lige nu, det som betød noget var at det lød som om at hun stod over på den samme side som Castor også stod på, måske havde hun været en tilhænger af åben afstraffelse overfor folket for at skræmme stører folkemængder, hvem hun end var, eller hvad hun end var, så kunne dette godt udvikle sig til en interessant historie, hvorpå at han snakkede til den unge dame ”Ja, man bliver vel nødt til at give dem nogle råd i en ung alder, hvem ved?-” Castor stoppede et øjeblik og kiggede på den lille pige og fortsatte så ”- Måske ender hun med at forsvinde sporløst?” Castors opmærksomhed blev atter rettet imod kvinden som før havde snakket til ham ”Jeg hører rygter om at, ja sådan noget tit sker for både børn og voksne, jeg har så også hørt at det.. tja.. skræmmer befolkningen og holder optøjerne nede, hvilket jo blot gør mit arbejde nemmere” Der skulle ikke meget til for fremmede at vide hvad han arbejde som, godt nok var han selv blevet smidt ud af det forhenværende broderskab og havde startet sit eget, men det krævede ikke megen hjernekapacitet for at regne det ud, ”Jeg er Fader Pollux, også kendt som slagteren og så kører jeg en lille forening, vi omtaler os selv som The Dead Rabbits” Et selvglad smil bredte sig på hans læber, også selvom kvinden og den lille pige måske ikke anede hvem han var, så ville og kunne de sagtens komme til at hører mere omkring den lille forening som han var så stolt over. På trods af de, hårde og stødende ord fra den lille pige, som åbenbart ikke så, så mange valgmuligheder end at omtale ham som et dårligt værende menneske, fortsatte han blot med at smile, ”Mit barn dog, Jeg er blot en tjener for vore himmelske fader, som har lagt én lille smule byrde over på mine skuldre, hvis det gør mig til et monster at fortolke disse hellige ord fra vore himmelske fader, så, mit barn, så ja, så er jeg et monster, men du skal blot huske mit barn, at gud holder øje med os alle, og at han ikke vil finde sig i at blive omtalt på denne måde” Castor smilede stadig til hende og lod en hånd kører op til sit øre som et tegn på at gud var i gang med at hviske noget til ham, og fortsatte så ”Hvis gud aldrig har hjulpet dig, så er det fordi du ikke tror nok på ham, vi kan jo tage mig som et eksempel, gud har i mange år, guidet mig, han har guidet mine venner og slægtninge, sågar endda mine fjender til at falde foran mig” han smilte stadig til hende og fjernede hånden fra sit øre og kiggede skifte vis imellem den lille pige og den lidt ældre dame. Hans opmærksomhed var atter rettet imod den unge kvinde ”Jeg vil endda tro at gud har hjulpet dig, eller blot vist dig en vej du kunne følge, hvem ved? Måske mere end blot én vej?” Et øjenbryn blev løftet på hans pande og han smilte til hende også, om det var et selvisk eller blot en facade han havde oppe og kører var svært at se, de hårde ord fortsatte fra pigen, nu bad hun ham om at flytte væk fra hans ø, væk fra hvor han var opvokset, væk fra denne gloværdige ø, hvor man stort set kun var sin egen lykkes smed, ”Jamen, jamen, mit barn dog, du påstår at du aldrig har stjålet noget? Uhh, det har jeg svært ved at se for mig, men om du vil lyve for mig, eller om du vil lyve for gud, er helt op til dig selv, du skal jo blot vide at din straf bliver længere, jo mere du lyver, din tid i skærsilden er ikke kort mit barn, ak nej, du vil få en lang straf, hvorimod at undertegnede, vil få en kortere straf i skærsilden, fordi jeg udføre guds arbejde på jorden for ham” Smilet blegnede en smule da hun påstod at Islandia ikke havde brug for ham og hans gloværdige arbejde, og de fremskridt han havde gjort på øen ”Jamen, mit uskyldige barn som ikke kan se fra den rene skære korruption, øen er befængt med syndere, den lille dreng, han var en snyder, jeg hjalp ham på vej fra aldrig at synde mere, jeg har hjulpet så mange, med at sænke deres straffe i skærsilden, det er alt fra at bede dagligt, til denne sørgelige smerte som jeg bliver nødt til at give dem, for det er guds ord, medmindre du kan bevise noget andet, dog så skal du huske mit barn” Castor lænede sig længere frem imod hende og hviskede til hende ”Går du imod en faders ord, så bliver vi nødt til at fjerne dig” lavmælt rettede han sig op og kiggede på hende med stålfast blik og en urokkelig mime ”Og nu mit barn, bed fem ave maria og fire fadervor, og vi kan sige at det var det” Castors blik rettede sig igen mod den unge kvinde, ”Og hvad er deres navn så frøken?” han smilede atter til hende indtil at en irriterende stemme atter skar sig igennem hans øregang, ”Jeg er aldeles ikke en af disse klamme mænd mit barn, jeg påpegede blot at dit liv ikke var meget mere værd end en blottet lille skilling, og hvad mine eller blot min ene hånd angår så, så kan jeg love dig for at jeg har lidt mere smerte end hvad du kan forestille dig” Castor overvejede et kort øjeblik om han skulle vise hvad han havde gjort ved sig selv, dog så tog det ikke særligt lang tid for at beslutte sig at han nok måtte lade være med at gøre noget dumt.

Det var noget af en snak, der kom fra manden, der endnu ikke havde præsenteret sig propert. Det var imponerende at en bagatel til et lille tyveri kunne blæses op til dette. Et sandkorn blev forvandlet til en ørken ved et lille pust. Det fløj med skældsord, høje toner og dårlig stemning. Hvor meget det end lød negativt, så morede det faktisk Raquel usigeligt meget. Med blikket rettet mod manden det meste af tiden, lå der denne morskab begravet dybt i de rødbrune øjne. Efterhånden var sulten blevet undertrykt en smule, for der var sjovere ting at give sig til lige her.
”Du må jo gøre forsøget, sir. Børn bør opdrages.” Tonen var kold. Neutral med hensyn til en egentlig side i denne ligegyldige sag. Blikket gled videre over på barnet, der ej heller havde slynget sit navn ud endnu. Hun så ikke ud af meget, og generelt sang hele hendes fremtræden af uskyldighed og det at være et barn. Fordomme havde allerede bragt denne pige og mand en ørken af bagateller og en ligegyldig konflikt. Dette barn virkede dog ikke normalt. Der lå noget mere mod og dog dumdristighed i denne lille krop, Raquel ikke kunne sætte en finger på. Tilbage ved uskyldigheden var Raquel dog fast besluttet på, at det blot var en simpel illusion. Det var og kunne ikke være rigtigt.
”Fader Pollux? Det siger mig ikke meget.” Raquel måtte snarere uinteresseret indrømme, at hun ikke anede, hvem hverken han eller The Dead Rabbits var. Det ene øjenbryn gled dog sigende i vejret i en delvis interesse, for hvor meget kunne ligge bag en sådan forening. Der havde altid været foreninger igennem tiden, og de fleste af dem havde rummet en så stor ligegyldighed, at det aldrig rigtig havde berørt Raquel. Med en mand som ’Fader Pollux’ foran sig, kunne det ikke være en helt almindelig og ufarlig en af slagsen. Manden havde koldblodigt hugget en lille drengs hånd af under det simple scenarie af et tyveri: Hvor langt ville hans forening så ikke gå? The Dead Rabbits måtte hun memorere og holde øje med.
”Hvad indebærer The Dead Rabbits?” Spurgte Raquel med hovedet let lagt på skrå. Det virkede som vigtigt at spørge ind til, og kunne det have betydning for Raquels ståsted senere hen, var det vigtigt at tage tyren ved hornene inden den fik fart på og vrede. Resten af deres stridigheder gik let og elegant over hovedet på Raquel. Den eneste reaktion, de reelt fik fra hende, var den bløde, fine latter. Man ville kunne forestille sig hende stå bøjet over sit offer med tænderne dybt begravet i halsen, mens blodet var som en velsignende smørelse for halsen. Her ville latteren dukke op. Den let kølige og legesyge latter hang næsten i luften omkring hende.
”Navnet er Raquel. Hvis bekendt kan Black Pearl gå an.” Præsenterede Raquel sig med en sådan rank ryg, at det næsten virkede umuligt. Raquel var i sandhed en af de stolte vampyrer. Hun kneb brynene let sammen ved Castors ’straf’ til det lille barn. - ”Det var da meget bøn over et sølle tyveri. Eller rettere blot hjælpen..” Kommentaren blev leveret med armene over kors. Et let smil var at finde om hendes læber, men et af en farlig karakter. Raquel hævede det ene øjenbryn af dem. Hvor længe ville de kunne blive ved? Ikke at Raquel ville komme til at kede sig. Tværtimod.