What am I doing here? - Raquel.

Sted: Markedet.
Omgivelser: Sælgerere, købere og tyve på spil.
Vejr: Som altid er det en smule køligt.
Tid: Efter mørkets frembrud.

Valentin blev træt af at sidde der hjemme. Han gik ofte ud, men blev også ofte inde. Han var forhadt lige så meget som han var respekteret på øen. Så at komme ud kunne være riscikabelt. Men som altid havde han sin trofaste følgesvend, Smith, med. Han havde fulgt Valentin siden han startede sin plan, eller siden den blev sat i værk i hvert fald. Valentin havde besluttet sig for at kigge nærmere på markedet. Han havde ikke tænkt sig at købe noget af det skrald man kunne få på markedet. Men det var underholdende at se folk arbejde for føden, når han selv fik alt serveret på et sølvfad. Valentin havde en lang frakke på, en skjorte og et par gammeldags grå bukser. Det var svært at få noget tøj der passede til det 21. århundrede, hvilket passede Valentin fint, så kunne han meget nemmere herske på øen. Valentin nærmede sig markedet, med Smith rendende i hælene på ham. Han var der altid for ham. Da Valentin trådte ind på markedet kunne man svagt mærke en vind flyde hen over markedet. Man viste alitd når han var til stede. Han så sig omkring. Der var egentlig ikke noget der var ret spændende. Bare en masse sælgere der solgte hjemmelavet skrammel.

Smith fulgte efter hans herre som han altid gjorde. Det var svært at finde Valentin uden Smith ved hans side, det var selvfølgelig muligt hvis Valentin ikke ønskede det. Men hvis han ønskede det, så var Smith der med det samme. Han var iført et jakkesæt, han var overtjeneren i Valentins hieraki, hvilket betød at han var en af dem der var højest oppe. Man kunne tydeligt se forskel på Smith og Valentin, i Valentins ansigt kunne man se storhed, stolthed, følelsesløshed. Men i Smiths ansigt kunne man finde taknemmelighed, respekt og til tider også følelser. Men han forsøgte at holde følelser til når Valentin ikke var til stede.

Efter mørkets frembrud trådte Raquel frem. Som når mennesker vågnede op om morgenen og søgte ud, søgte Raquel ud om natten. Den unge kvindelige vampyr var et barn af natten, og i denne tro levede hun fuldt ud. Rødbrune øjne, der dog var mere røde end brune, søgte rundt i mængden af væsener. Det var efterhånden snart tid til at få noget at 'spise', men det var ikke denne lille ting, der drev hende længere ind på markedet. En markant person fangede hendes interesse, som en skrig pink plet på et hvidt papir ville kræve det menneskelige øjes opmærksomhed. Nysgerrigheden drev hende i denne retning.
Lyden af knust glas stoppede hende. Blikket gled rundt i mængden og stoppede ved et tilsyneladende klodset menneske, der havde tabt et glas af mere værdi end det meste på markedet. Et let smil af ren og skær morskab omsvøbte de fyldige, let rosa læber. Mennesket begyndte umiddelbart efter at samle de knuste stykker op, men i klar dumhed, skar mennesket sig. Blod. Raquel kneb øjnene sammen i få sekunder. Det var ikke dette, der skulle få hendes opmærksomhed! Raquel løsrev sig dette scenarie og fortsatte videre. Han skulle ikke mistes af syne nu!
”Jamen, er det ikke Mørkets Herre?” Udbrød Raquel, da hun endelig fik indhentet den markante figur, der havde krævet så meget af hendes opmærksomhed. Så vidt hun var bekendt, brugte han ikke synderligt meget tid uden for sit hjem. Hvor mange måtte ikke også foragte ham, som de der respekterede ham? Raquel stod selv rimelig centralt i disse stridsprægede tider. Mørket havde dog sin trygge hånd solidt plantet under sig.
”Det er ikke ofte, man ser en så fremtrædende karakter ude på denne tid...” Fortsatte Raquel nu mere legende og lod et tilsvarende og køligt smil bevikle sine læber. Elevatorblikket var ikke et under fra Raquels side, idet hun netop stod så tæt på den nuværende hersker af Islandia. Det var spændende, dragende. Surrealistisk på netop det tidspunkt.

Smith havde bemærket at den unge vampyr nærmede sig ham selv og Valentin. Han prikkede blidt, usikkert og med stor respekt Valentin på skulderen og trådte selv i baggrunden.

Valentin lagde hans tommelfinger på den ene side af hans hage og de resterende på den anden mens han så den unge, meget smukke, vampyr nærme sig. Valentin havde altid haft noget for vampyrer, de var ofte lige som ham selv. Blodtørstige. Men ikke helt på samme måde som ham selv. Dæmoner ville dog altid være den overlegne race, stærkt forfulgt af vampyrer. Det var ikke svært at høre hun hældte mere til hans side, hvilket var nok til at han ville forsøge at overtale hende. Han lod sin hånd falde igen og nikkede anerkendende til hende. !"Det kan jeg sværge på den 'gode' konges død det er." Han lød meget alvorlig, men det lå bare til ham at være alvorlig. "Jeg er begyndt at bevæge mig ud. Med Smith ved min side, kan ingen såre mig." Han så kort over på Smith. "Desuden, vil jeg ikke gå glip af vampyrenes frembrud."