Just like any other day or is it?

”kun et par timer endnu!” Blev der råbt ud til markerne, James sad oppe på en mørke grå hest og kiggede ud på alle de ’frivillige’ arbejder som han havde skaffet, det var noget af et syn, der måtte mindst havde været hundrede, som han kunne se, og endnu flere som ikke var inden for hans synsfelt. ”Kom nu folkens, hvis i vil hjem til jeres familier, og slappe af, så skal i bare arbejde i små to timer mere!” råbte han atter ud til dem, det krævede mange folk som skulle vedligeholde James land, han var ikke lige frem en modbydelig herre over dem, men han var streng og konsekvent, der havde før været oprør imod ham, fordi nogle mente at han havde presset sine folk for hårdt, og tja, nogle var måske også blevet presset for hårdt, men han havde gjort det hele i en sag som skulle være bedst for hans land. ”Okay, 10 minutters pause folkens!” Råbte han atter ud over markerne, stemmen havde ikke ændret sig, den var stadig hård og urokkelig, på trods af at han godt vidste at arbejderne ikke skulle holde for mange pause ellers blev de for dovne, men blot ved at kigge på hvordan de arbejdede, så skulle man ikke ligefrem være den skarpeste kniv i skuffen for at se at de var udmattede, trods alt, havde gruppen her, arbejdet fysisk hårdt stort set hele aften, kun med få pauser for at de skulle få pusten og noget at drikke. ”Alting var meget nemmere for blot nogle århundrede siden” lød det sukkende fra James, dengang var han ikke tvunget til at give dem pauser, hvor at de ville blot overveje at starte et oprør imod ham, hvorimod blot de seneste ti år, havde der været fem oprør imod ham. Dog så vidste alle arbejderne godt at regler var der blevet taget hånd om, og op til flere gange om dagen blev der læst op fra reglerne, stort set alt hvad man kunne gøre forkert ville i dag blive straffet med døden, et lille påhit han selv mente at de fortjente hvis de prøvede på noget, og så det at han også var træt af at håndtere de skide rebeller som blot kostede ham mere energi, penge og så det at han også skulle skaffe flere arbejder, alt i alt, så var der ikke noget mere irriterende end rebeller.
Med et let træk i tøjlerne, drejede James hesten og satte hælene i, hvorefter at hesten begyndte at bevæge sig fremad, i langsomt tempo prøvede James at holde øje med de forskellige grupper og deres fører for at se om hvordan dagens arbejde var forløbet. En lille gruppe på fire mænd kom hen til James, deres hud var hvid i det, og deres øjne var røde, dog så var de ikke ligefrem vampyrer, ligesom resten af alle de andre som arbejde for James, så var de blot lakajer for ham, med et stift blik på den lille gruppe af mænd som nu fulgte efter ham, ”Hvad nu?” lød det fra James, enten var de kommet for at klage, eller også var de kommet for noget andet, hvad det end var, så gad han ikke ligefrem at høre på det, ”Herre, vi har observationer af et forestående oprør” lød det hæst fra fortaleren af den lille gruppe mænd, *altid… Altid når jeg skal til at lave noget andet* lød det bare inde i hovedet på ham, ikke nok med at nogle varulve havde slået sig ned nær hans gård, nu skulle han så yderligere også bekymre sig om oprører, ”dræb dem, tag så mange mænd med, og dræb dem alle, de kender straffen og du skal være deres dommer, er det forstået?” lød det kommanderende fra James, i løbet af ingen tid havde de fire mænd samlet sig omkring ti person hver og var nu taget afsted imod de såkaldte oprører, atter sukkede James og kiggede ud over markerne ”I Skal yderligere arbejde fem timer, på grund af jeres rebelske venner, som har besluttet sig for at trodse mig, i kender alle straffen for at lave oprør, hvis der er nogle som taler med rebeller, straffes de med døden, hvis der er tale om oprør, straffes man med døden, samt resten af reglerne, vi vil ikke til at indfører yderligere dødsstraffe, eller vil i da ikke være en del af dette storslående gods mine kære lakajer?” lød det fra James, hver eneste ene som befandt sig på godset/herregården, var ikke andet for ham end lakajer, som alle havde et ønske om at blive vampyr, dog så var der nogle som fortjente det, og mange andre som ikke gjorde, lige nu, havde han blot dem alle under sin kontrol, ud over dem som begik oprør, men der var altid nogle som besluttede sig for at gå rebelsk, hvilket var et under for James, han sørgede for de havde mad, drikke, husly, og familie hvis de da gik ind for det, dog så var der kun få lakajer som havde tilladelse til at opholde sig på godset/herregården.
Atter satte James hælene i hesten og bevægede sig fremad, vejret var ikke ligefrem det bedste at opholde sig ude i, men nogle skulle jo holde øje med arbejderne, hvilket andre arbejdere også gjorde, men det skabte en lidt anden følelse af at han også red rundt der ude og holdte øje med dem, trods alt så flere arbejder op til ham, og stort set alle af arbejderne ville gerne blive vampyrer, det var også det trick at James spillede på når han ’tilbød’ dem arbejde, dog så havde han ikke rigtigt i sinde at gøre nogle til vampyrer.

Hestens hove slog mod jorden i en rytmisk trommesolo, der ikke syntes at søge nogen ende. Det var den samme melodi, der blev ved at gentage sig i et så velkendt mønster, at det blot løftede stemningen her en smule. Hesten var i galop. På hesten sad en ung kvinde, der med sit ydre denne aften ikke lignede den vampyr, hun egentlig var. Hun sad rank og stolt på hesten, som hun førte med en sikker hånd. Hesten blev ført så sikkert og trænet, at det næsten til dels kunne ligne, at hun aldrig havde gjort andet. Selve hele scenariet taget i betragtning, var hendes påklædning ikke den smarteste. En blodrød kjole var blevet snøret tæt om livet på hende, og af denne grund sad hun med benene til den ene side.
Raquel var denne unge kvinde. Hun var ikke ligefrem det, et menneske ville kalde for ung længere. Som en vampyr havde hun ramt det punkt, hvor ungdom kun fandtes på det kropslige. I sit liv havde hun allerede set mere, end hvad et menneske nogensinde ville komme til. Det var både en velsignelse og en forbandelse, og hvor meget hun til tider hadede det, elskede hun det således også. Vampyrismen havde gjort hende stærk. Selvstændig. Der var ikke nogen mand, der kunne bestemme over hende længere, uden hun selv skulle have noget at få sagt. Raquel var blevet en stærk kvinde, og hun elskede følelsen af det.
”Hvad laver du her?” De svage ord fra et udmattet menneske nåede vampyren. Hun sagtnede farten omgående for at se ham an. Han så ikke ud af meget, havde tydeligvis arbejdet en hel dag og kunne ikke mere. Raquel hævede lettere uinteresseret det ene øjenbryn af dette individ, der ikke syntes at arbejde sammen med andre på værende tidspunkt. Det lod til at være et stort stykke land, denne vampyr havde. Skulle hun være ærlig, havde hun undervurderet det en smule. Hun stod blot i udkanten af denne mandlige vampyrs mange tønder land.
”Hvilken vej er herregården?” Raquels faste stemme overraskede tilsyneladende mennesket, der blot lettere fraværende pegede i den retning, hun skulle. Det meste, hun kunne spotte, var blot mere land. - Og massere af det! Raquel nikkede kort som tak og red så videre. Det var ikke ligefrem i galopfart, hun kom frem i, men mennesker var placeret så umådeligt mange steder. Lyden af arbejde og dæmpet snak opfangede Raquel med sin vampyrhørelse. Havde de mon respekt for deres herre her på herregården? Hun ønskede ikke specielt at overveje denne tanke, for hun havde kun hørt om denne vampyr. James så vidt hun havde opsnappet. Hun kastede et hurtigt blik ned til sadlen, hvor en taske var fastspændt på den ene side. Heri lå grunden til, at hun netop havde søgt ud på disse ensomme egne. Eller, ensom var måske ikke ordet med alle disse arbejdere, men for Raquel var dette langt fra hendes normale sted. Et let køligt smil var at spotte om hendes læber. Denne James måtte have magt med en sådan stor herregård med land. Ville hun kunne få noget ud af dette?
”Hvad er dit gøremål?” Endnu et menneske. Endnu en svag stemmeføring, der var så insisterende, at Raquel sagtnede farten. De mennesker var jo krævende, når der kom nogle nye til. Eller også var det fordi hun var en kvinde. Hvad end svaret var, morede det hende tydeligvis. Blikket flakkede mellem herregården længere fremme og så menneske ved siden af hendes hest. Raquel kneb øjenbrynene let sammen i en overrasket gestus.
"Jeg har en besked til din herre: James." Raquel rankede sig autoritært i sadlen for at vise, at hun var langt vigtigere end denne arbejder. Hvis kjolen ikke var tegn nok på, at hun ikke var på sultegrænsen, snarere tværtimod, ville denne autoritære bevægelse gøre det sidste udfald. Vigtigheden lå i stoltheden i den ranke ryg. Denne vampyr var en stolt kvinde med lidt over 300 år af levetid. Det virkede ikke som så længe, når hun lod erindringer oversvømme sig, men det var en god hånfuld tid for dødelige. Mistænksomhed flakkede i dette menneskes klare, havblå øjne. De mindede om havet en varm sommerdag. Hun hævede hagen en anelse og forlod da personen til sit arbejde igen.
"James formoder jeg?" Raquel havde redet videre og var stødt på den ene person, der så vigtig nok ud til at være den såkaldte James. Forventninger og oplysninger smeltede sammen i den lille bevægelse, da hun lagde hovedet let på skrå. Det kunne vist godt erklæres, at han var tilsvarende forventningen på mange måder. Dette var vel og mærke, at denne unge mand netop var James. Intet gav hende den ide, at denne unge herre ikke var nogen vampyr.
"Jeg har medbragt en besked for Dem." Raquel holdt på normerne og høfligheden, hvor meget det end pinte hende at gøre det. Hendes overbevisning havde altid været, at hvis man lagde et godt førstehåndsindtryk ind, ville resten gå godt. Det var heraf Raquel altid bedømte andre. Førstehåndsindtryk. De rødbrune øjne gled langsomt op og mødte himlen, der var blevet tætpakket med skyer. Det lå som en tung dyne over Islandia, og prikken over i’et var netop den smule regn, der faldt. Fremtoningen af hende virkede ikke som et udemenneske, men det var ikke noget, hun havde noget imod. Det mørkblonde hår hang ned over skuldrene i små og bløde, men vilde, bølger, der på mystisk vis ikke så helt skidt ud til hende. Et forventningsfuldt smil prydede hendes rosa læber.

Det var tydeligt at høre arbejderne var trætte og udmattede, men på grund af denne lille rebelske opførelse som nogle tydeligvis havde prøvet at begive sig afsted med umærket, havde påvirket arbejdet, stort set alle arbejdere var ude af takt, hakken i jorden lød mere som tilfældige hak end blot få individer som hakkede på en gang, James havde en del erfaring når det kom til rebellerne og vidste godt hvad hakken betød, spændingen var steget på de mange tønder land han var i besiddelse af, sådanne en hakken betød at flere først og fremmest havde forladt deres poste, eller også så betød det at de givende hakkere dækkede over slagsmål som oftest endte med at James ’soldatere’ dræbte oprørerne, hvilket at James også tog udgangspunkt i, James drejede hovedet imod gården og så fem ryttere alle sammen klædt i sort tøj komme ridende imod ham, ”Det var da også på tide i kom, i har forladt jeres poster, og ladet endnu nogle rebeller lave optøjer” med et lille sving i remmene traskede James hest op ved siden af den forreste rytter, med et så grusomt smil at det ikke kunne fortolkes på andre måder end at én af dem ville dø nu og her, med en hurtig bevægelse, havde James knyttet hånden og slået den ind i struben på den forreste rytter, hvorefter at rytteren langsomt døde af et ødelagt strubehoved ”I andre, tager af sted nu, i kender loven for at svigte mig, og for at tale om oprør, det er jeres pligt at udrydde sådanne opstande imod os, svigt mig ikke igen” James stemme var ikke til at tage fejl af, hvis de fejlede igen, så ville der komme katastrofale følger med det, godt nok var disse ryttere mere end blot lakajer for ham, de var nærmest vampyrer også, dog så var de ikke vampyrer, men af alle menneskerne på gården var det disse som var tættest på at blive vampyrer. De nu fire ryttere forstod godt alvoren i James stemme og red hurtigt igennem markerne, og forsvandt, ligeså hurtigt som de var kommet, om kampen imellem rebellerne og hans egne soldater var afsluttet vidste han ikke noget om, dog så vidste han at kampen ville slutte til fordel for ham når de fire ryttere var ankommet til pladsen, ”En eller anden tag lige og ryd ham her væk, samt hesten” lød det fra James og nærmest med et svuptag, kom der tre mænd løbende hvor at de hjalp hinanden med at placere den døde rytter oppe på hesten og en red så hesten væk. Der var noget af en følelse at se sine lakajer arbejde sammen på denne måde om at få en opgave gjort, alle vidste hvad de skille gøre og hvornår de skulle snakke til ham, dog så var der nogle problemer når det galt fremmede mennesker og andre væsner, han havde før haft problemer med at lakajerne overfaldt de forbi gående på hans grunde, hvilket også havde påvirket hans grunde, før i tiden blev vejen brugt til blot mere end at han skulle holde øje med forbipasserende, mistænkelige personer, nu blev vejen stort set ikke brugt til andet end at hans lakajer skulle gå på den. James drejede hesten så den atter travede en smule ned af den grusbelagte vej, man kunne ligefrem høre gruset under hestens hove, da det blev presset ned, noget man ikke hørte så tit, da der kun var en lille håndfuld af mænd som faktisk havde en hest på gården, og som var betinget til at ride på dem. Med atter et kig ud over markerne var rytmen atter at skelne, hakken var ved at tage dets oprindelige form og der var kommet flere mennesker som nu var tydelige, de skulle kun arbejde til klokken tre om natten og så var deres vagt forbi og nogle nye skulle tage over. En punslen hørtes inde fra markerne, og en beskidt lille mand kom ud, han havde nogle interessante nyheder til James, den lille mand fortalte at der gik rygter om nogle varulve som havde slået sig ned i nærheden af gården, faktisk var de tættere på end hvad han havde regnet med, den lille mand fortalte også at en ung kvinde, muligvis vampyr var spejdet lidt længere nede af vejen, selvfølgelig, var nyhederne et stykke tid om at finde James, hvilket at det var klart fordi da han spejdede ned af vejen, så han den unge kvinde som var på vej imod ham, med et nik til den lille mand, som et tegn på at han havde gjort det godt, forsvandt han, den lille mand vidste godt hvad han skulle gøre nu, og hvem han skulle til at snakke med. Det var trods alt andet end kun arbejdere på gården, manden som lige var løbet var en spejder, nogle knap så betydelige mennesker som skulle holde rotte bestanden nede og holde øje med stort set alt, og rapportere det tilbage til James. Kvinden som han lige havde fået at vide var kommet for at snakke med ham var, stort set kun nogle skridt væk fra ham, dog så, var det sjældent at han så kvinder bevæge sig ned imod hans gård, især kvinder som havde en hest, hesten afslørede at hun var rig, det at hun ikke ligesom de andre mennesker inde i byen som ville begå mord for at skaffe en hest som kunne spises, dernæst var der tøjet, velsiddende, måske ikke ligefrem ride tøj, men hun så dog ret flot ud, i det ”Du formoder korrekt, jeg er i sandelig James, hvem anden kunne jeg være” Sagde han i så høflig tone han kunne og smilende til hende, Kvinden havde det vist som på samme måde som ham selv, at det galt om at være høflig når det galt andre, hvad ville det ikke udvikle sig til, hvis de begyndte at kaste med mudder efter hinanden, høfligheden afslørede mere end hun måske ville vise, enten var hun demon eller også var hun en vampyr, hvilket tiltrak ham en smule, han kunne trods alt godt bruge en hjælpende hånd på gården, dog så gav det ham en undring at hun havde medbragt en besked til ham, var hun ikke andet end blot et kæledyr for en anden, som var for bange til at mødes? Eller var hun kommet af egen fri vilje? ”Jamen, hvad siger du så til at vi snakker om din besked over noget at spise? Huset besidder stort set alt hvad du ønsker, lige fra, lam og and, til mennesker hvis du skulle have lyst til det” James smilede til hende, og ventede blot på om hun gennemskuede hans lille ’velkomst fælde’ fordi hvis hun valgte menneske, så var hun jo tydeligvis en vampyr som ham selv.

Det begyndte at blive surrealistisk oplevelse, da arbejderne i lidt bedre takt. Det var som når to heste, der før havde galoperet i to forskellige rytmer, ramte den magiske rytme. Hovslagene mod jorden syntes Raquel delvist stadig at kunne høre runge for sine ører, men hun havde nu også altid elsket denne lyd. Det var ikke ofte, hun egentlig kom op på en hest og red, men når hun endelig gjorde, elskede hun det. Selve lyden af hestens vejrtrækning, når den fik yderligere fart på. Hovslagene mod den hårde jord, der dannede sin egen specielle sang. Vigtigst af alt var den frihed, der ramte en, når man sad på en hesteryg. Vinden i håret og farten havde altid ligget lige til Raquel, og af denne grund red hun altid, når hun kunne. Det var mere spændende steder, der var blevet en begrænsning. Desværre.
Der lå et imponerende system over arbejderne på marken. De vidste, hvornår hver især skulle indtræde, og tydeligvis kendte de fleste deres plads i hierarkiet. Hvor lidt det end betød fra den lavest stillede arbejder til en af lidt højere rang, var de alle under den samme herre. Alle havde de samme levevilkår og arbejdstider. Eller, det var i hvert fald sådan, Raquel valgte at se på det. Det virkede ualmindeligt dumt, at der ikke skulle ligge en sådan lighed over arbejderne. Det var snarere en sygelig stræben efter mere magt, der ville drive dem til mere.
Raquel håbede en smule på, at ordet om hendes tilstedeværelse nåede frem hurtigere end hende selv. Ikke at hun forventede, at denne James ville begynde på en årelang historie om, hvordan arbejdersystemet fungerede, og hvor hurtigt hendes tilstedeværelse var rejst fra mund til mund, til hun selv kom op til den egentlige endestation. Blikket gled under over de usigeligt mange tønder land, denne James var i besiddelse af. Det var en imponerende mængde at have under sine beføjelser. Arbejderne var blot endnu en forstærkning og understregning af dette. Det var så underligt imponerende. Dragende.
”I så fald, James, bør jeg vel introducere mig selv.” Påbegyndte Raquel med en af sine mere vigtige og høfligere stemmer. Det var en under, at hun kunne holde den i så lang tid. I normaliteten var hun mere spydig og ligefrem. Kølig og ikke høflig. Vampyren foran Raquel var af vigtig afstamning, og af denne levede han godt. Tydeligvis. Bare på hans påklædning, fremtoning og besiddelse af arbejdskraft fortalte, hvad han egentlig havde. Jovist havde han mere end Raquel, ikke at hun glædeligt indrømmede dette, men hun var ikke selv dårligt stillet på nogen tænkelig måde. Skulle det gøres helt klart, hvor forskellige de egentlig var, var denne James mere frembrusende med at vise det. Raquel havde rigdommens sødme som et billedligt lag udenom sig som, som havde det været en kappe. En gård ejede hun dog ikke.
”Redfern. Raquel Redfern!”Arrogancen syntes at snige sig ind i kropsholdningen ved den blotte præsentation af sig selv. Blikket gled op og ned ad James, der efterhånden ikke var langt fra Raquel. Det ene øjenbryn gled lettere fornøjet i vejret, alt imens hun generelt udstrålede stolthed og høflighed. Havde denne vampyr mon allerede opsnappet Raquels race? Hvor meget han end var kommet frem tid, gav Raquel ikke synderligt mange ledetråde. Dog var måden at føre hesten på ikke på den ”moderne” måde, som man gjorde det på denne tid. Da Raquel var ung, menneske vel og mærke, havde hun lært at føre hesten på en bestemt måde. Denne måde slap hun aldrig, nægtede sågar at slippe den.
Endelig lod Raquel blikket glide op på herregården og virkelig Betragte den. Studere. Den var så prægtig, så fantastisk, at det fik hende til at ønske, at hun havde et sådant sted at bo. Morskaben var et af de elementer, der lå tydeligst i hendes rødbrune øjne, skønt det snarere burde have været en tydelig beundring, man kunne se.
”Jeg har ikke engang været her foran dig i 5 minutter, og du inviterer mig allerede på en middag?” Udbrød Raquel fornøjet med en undertone af ligefremhed og delvist noget drilsk. Øjenbrynene skød let i vejret. Hvorfor det kom bag på hende, at han inviterede hende indenfor, kendte hun ikke selv det egentlige svar på, men i hvert fald overraskede det hende. Skønt hun var kommet her for egen skyld og lyst, havde hun blot forestillet sig en af de hurtige visitter. Raquel trak den ud, så længe det uden kejtethed var muligt. Et lettere fornøjet smil prydede hendes læber, som hun kantede hesten en anelse tættere på.
”Vi må vist hellere komme indenfor i så fald. Vi burde beslutte der, hvad middagen bør bestå af. Jeg tvivler ikke på, at du har det til rådighed.” Gådefuldt betragtede Raquel James, skannede efter den ønskede reaktion. Hele hendes ydre sang smukt af morskab og gådefuldhed, og des mere hun trak den ud, des mere syntes den at vokse. Det havde altid været morsomt at ’lege’ med andre på denne måde, men hun. Det gjorde det meste en smule sjovere, hvis man da stod overfor personer, der ikke kunne ens liv hvert øjeblik, det skulle være. Raquel betvivlede ikke James’ evner eller magt på denne front, for blot hele scenariet af arbejdere og hans fremtoning fortalte, at han ikke var svag. Han var blandt de stærke indenfor de racer, Raquel åbenlyst respekterede. Det ville være absurd ikke at respektere egen race, når man bar på kvaliteterne, vampyrismen havde skænket dem.
”Jeg ser gerne på dit udbud af mennesker, James.” Fortalte Raquel velfornøjet til den mandelige vampyr foran sig, og hun syntes at ranke sig yderligere i sadlen ved de blotte ord. Havde James på noget tidspunkt været i tvivl, ville han med sikkerhed vide, hvad hun var nu. - ”Hvis du viser vej, følger jeg glædeligt efter.” Dette kom mere neutralt og hentydede tydeligvis til, at hun havde droppet det helt vilde af sin høflighed. Den lå der stadig, men efterhånden var det mere som en skygge over tiltalen af James og generelt i tonefaldet. Blikket søgte op mod herregården igen, draget.

På trods af hierarkiets orden, så var der altid nogle som ikke fulgte lov og ordenen, hvilket at dagens hændelse også tydeligvis havde været et prægende eksempel på, dog så håbede James inderligt at Raquel ikke havde opdaget, ej heller blot havde hørt om det, rygter løb hurtigt i omløb her hos ham, hvem der startede det var en gåde, eller, faktisk var det ikke ligefrem en gåde, dog så havde James ikke i sinde at finde ud af hvem som startede med at sige nogle ting og hvem der førte ordret videre til andre, lakajerne havde deres egen lille form for kommunikation med rygter, hvilket at James også respekterede til dels, dog så skulle ingen af dem yde et ondt ord omkring ham, eller hvad han lavede. På trods af hun ikke rigtigt havde introduceret sig selv endnu, så var det tydeligt at hører på tonen at hun i det mindste prøvede at lyde vigtigere end hvad hun måske end var, ”Jamen Raquel Redfern, velkommen til min”James tav et øjeblik og kiggede sig over skulderen hvor den store gård lå kun nogle få hundrede meter væk, og slog armene ud som et humblet tegn og fortsatte så ”min ydmyge bolige, vi har alt hvad hjertet begære” James smilte atter slesk til hende, og begyndte at føre hesten hen ad vejen imod gården. På trods af at hun måske selv mente hun var genial til at skjule at hun var overnaturlig, så var det ikke blot udseendet som røbede hende, langt fra havde James også fået færten af at hun var vampyr, samt at intet menneske ville havde overlevet at komme så langt ind på hans område uden at hans lakajer havde dræbt den givende person, mange flere faktorer indikerede også på at hun var en vampyr, nu var spørgsmålet så bare om hvad hun ville og om hun havde et langt familietræ. ”Jamen Raquel, der er jo først og fremmest en grund til at du er kommet her til min så ellers ydmyge bolig, jeg er sikker på at det kan vente til over en middag, og dernæst så, er det vist lidt over 100 år siden vi sidst havde så fornemt besøg, af en smuk kvinde” Det hele var ikke løgn af det James sagde, ej heller gemte han det bag mure, han var åben, endda meget, han mente virkelig at hun var en smuk, måske endda også ung kvinde, og der var altid en hage når så fornemt besøg kom, hun var atter nok en af dem som ville påstå at de var i familie, eller andet, men han skulle nok pille hende ned fra den høje hest hun mente at hun sad på overfor ham. ”Angående middagen, så foreslår jeg at vi hurtigt tager en lille bid and, huset har noget af en kok, samt diverse ting til rådighed, og så regner jeg med at, altså jeg personligt, siger da ikke nej tak til en tår blod fra en af de heldige unge kvinder på gården” James smilte atter til hende, dog i en mere, mystisk lejre, hvad hun drak vidste han ikke, ej heller om hun var en vampyr, dog så tydede stort set alle faktorer på det, men det var før sket at han tog fejl, dog så ville han aldrig indrømme det. ”Det må være noget af en besked du bærer på Raquel, siden det er for vigtigt at tale om det her ude, men at vi ligefrem skal være indenfor. Du kan i det mindste blot give mig nogle ting at arbejde med, inden vi sidder og spiser, så jeg, lettere kan fordøje din nyhed” om Raquel havde forstået den lille vigtighed han havde puttet ind i sin lille enemands tale vidste han ikke noget om, dog så regnede han stærkt med at hun forstod den, og blot ville bære atter en tavs mime under maden, hvilket han ikke håbede, gården kunne godt trænge til noget latter. James satte atter hælene i hesten som begyndte at trave hurtigere imod gården, dog så vendte han sig ikke om for at se om hun fulgte med, han regnede blot med at hun gjorde det. Trods alt, så havde hun klaret sig så langt, men om hun ville klare middagen var et mysterium for ham, trods alt, så var det ikke ligefrem ’gode’ vagter han havde inde i huset, flere af dem var dømte forbrydere, mordere og diverse afskum samfundet havde kasseret, og som James havde taget til sig i nødens stund, ”Jeg vil lige advare dig Raquel min kære, mine vagter vil nok se ondt på dig, og hvis du prøver på noget, så vil de ikke være venlige, de er den værste gruppe af slyngler, afskum, mordere, som lever siden om side med mig, de vil beskytte mig, med deres liv” James vendte sig rundt efter at havde sagt det, og afventede hendes svar, alvoren var til at spore i ham, hvert enkelte ord han havde sagt var ikke just for sjov, disse vagter ville dræbe kvinden hvis de så sig nødsaget til det, eller hvis hun blot prøvede på noget, en stor respekt havde de også derfor fået i det lille hierarkiske system James opperede med her på gården ”Og lige en ting mere, jeg opgiver ikke mine grunde, snarer vil jeg have mere, et større område, og du skal vide, at jeg vil gøre alt for at opnå det” James vendte sig rundt på hesten og satte den i stop, og ventede på at Raquel skulle komme op på siden af ham, så de kunne snakke uden at han skulle befinde sig foran hende.

En let og fin latter fik arbejdet sig op igennem struben. Det var den fine tone, sneen ville lave, hvis de første snefnug havde sin egen sang at synge. Latteren lagde Raquels ansigt i mere rolige og afslappede folder, der fik hende til at virke mildere og langt mere rolig, end hun egentlig var. Ingen spontanitet, kulde eller spydigheder lå over hendes forfinede ansigtstræk, ej heller kunne det spores i de rødbrune, intense øjne. Den normalitet, der efterhånden havde indfundet sig i de levende, kolde øjne, var for en kort stund smeltet bort. Som sneen i tøvejr, indtil sneen atter ville falde og dække jorden på ny.
”Mange tak, James. Jeg sætter pris på gæstfriheden” Raquel lavede et lille nik med hovedet som et tegn på sin tilfredshed. Et skævt smil prydede de fyldige læber i en fornøjet gestus, da James lavede en armbevægelse mod den prægtige herregård. Den var alt andet end ydmyg. Det var det modsatte, der stormede rundt i Raquels inderste tanker. Hvilken ære det dog ikke måtte være at bo her! Det at have folk under sig, der adlød ens mindste vink og ønskede at tilfredsstille de fleste behov. Tjenestefolk kom og gik i det billede, Raquel imaginært havde skabt i eget hoved. Hun kunne forestille sig deres respekt for James, og således også hvordan de ville gøre alt, for at James havde fået det, han ønskede. Det måtte være vidunderligt, skønt Raquel nød godt af at gøre mange af sine ting selv. Det havde aldrig rigtig skadet hende, for det havde blot stillet hendes selv i bedre position.
”Jeg må hænge dig op på den senere. Mit hjerte har lidt af hvert at begære.” Kommenterede Raquel med et glimt i øjet. Efter at have betragtet herregården en rum tid, syntes blikket nu at vende tilbage til James og forblive her. Den ene hånd fjernede en hårtot, der havde forvildet sig ned mod hendes øjne. Det var et af de minusser, at ride bragte med sig. Det ændrede ikke på hendes overordnede glæde ved den frihed, en ridetur kunne give.
”Fornemt besøg? Kan det virkelig passe, at der ikke kommer mange ud på disse egne?” Spurgte Raquel med en andel nysgerrighed, der mundede ud i en svagelig mistroiskhed. Det kunne ikke andet end at undre hende, at James påstod, der ikke så tæt kom besøg eksempelvis i form af hende selv. Det havde blot virket som en selvfølge, at da hun besluttede sig at tage herud på landet, at der sikkert lige havde været eller allerede var besøg af andre. Raquel rynkede svagt på næsen til den tanke. James måtte have store andele af social kontakt til nogle af sine ansatte, gættede hun sig frem til. Raquel mærkede en lille reaktion på at blive kaldt ’smuk’. Den lille svageligt rynkede næse og det mere sikre tag i hestens seletøj var nok det mest tydeligt, skønt man skulle være opmærksom på det for at se det.
”Jeg vil lade dig vælge middagen, James. Du lader til at have styr på, hvad der er mest delikat og sikkert vil falde bedst i min smag.” Raquel red efter James, idet han begyndte at bevæge sig op imod herregården. Det gik uden synderlige besværligheder, selvom hesten var begyndt at pruste mere end højest nødvendigt. Raquel aede hesten beroligende på halsen, mens hun sørgede for ikke at irritere si beundringsværdige dyr. Hesten, hun var kommet ridende på, var en smuk rødbrun hest, stor af størrelse og prægtig på samme punkt. Den havde længe været til stor gavn og glæde for den unge kvinde, der havde købt den af en landmand, da hesten endnu kun var et føl. Den red forrygende af sted med Raquel.
”Jamen dog, er du så nysgerrig, James? Jeg kan til dit uheld fortælle dig, at du må vente til over middagen med detaljer.” Morskaben lå i undertonen, og som Raquel udtalte ordene, fremgik det, hvor meget hun nød at lege med denne nysgerrighed. James skulle jo ikke tro, at han ville få detaljer serveret nu, når det vel og mærke kunne vente til middagen, han var så stærk optaget af at servere for hende. Raquel var begyndt at mærke kanten af sult, hvis ikke det allerede var vokset til mere end blot kanten af heraf. Det blev rart at få noget at spise efter en så lang ridetur.
Valget af vagter var en smule overraskende. Raquel valgte at lave et svirp med hesten tøjler, så hun kunne ride op ved siden af James. Hun havde fulgt godt med, når man tog hestens stand og træthed i betragtning. Raquel kastede et sidelæns blik på James, da hun lod hesten falde i rytme med James’. Hvor slemme kunne sådanne vagter være? Så meget havde Raquel da heller ikke i sinde, og da slet ikke at gøre James fortræd af hensigt.
”Jeg har ikke i sinde at genere dem, kære James. Det vil jeg love dig.” Forsikrede Raquel James en kort rum tid, hvor hun blot overvejede disse vagters bedømmelseskriterier. Der var dog en skjult spænding over hele dette skabte billede. Hvor slemme kunne sådanne vagter være, der angivelsesvis var slyngler af værste slags. De måtte vel have blot den mindste smule respekt for James og hans ord, ikke sandt? Alvoren var kommet en smule bag på hende, om James ønskede effekt blev opnået. Raquel fik en delvis uønsket respekt for de ’afskum’, James omtalte. Ved James næste ord nikkede Raquel blot forstående, for ord rummede hun ikke til dette emne lige nu. Det måtte vente.
”Bør vi gå indenfor?” Spurgte Raquel kort efter og nikkede mod James’ stolte bolig. De burde være tæt nok på herregården nu, til at de kunne gå det sidste stykke vej. Et spørgende såvel som roligt blik hvilede på James’ skikkelse.

På trods af de hjertens skærende ord som Raquel nu havde givet ham, om at han blandt andet skulle vente til under middagen, med at få de oplysninger som hun nu bar, og det at hun ikke havde i sinde om at forvolde ham problemer, så slappede han dog ikke helt af, om denne kvinde også havde forstået alvoren bag hans ord omkring de forskellige personer på gården, var ikke til at spotte, dog så var James ret sikker på at hun forstod det. I løbet af en lille rum tid havde James nu sænket farten, og var hoppet ned af heste, en ung mand, i slidte laser kom løbende over til James og bukkede mange gange for ham, og førte hans hest væk, hvorimod at en anden skulle komme over til Raquel og tage sig af hendes hest, hvem der gjorde det var James stort set ligeglad med, så længe at hun bare fik sin hest sat ind i en af staldene hvor den ville få noget af spise, med et hastigt blik, kiggede James op på himlen, blot for at tjekke om der skulle være fuldmåne i nat, dog så det ikke sådan ud. Han vendte sig om imod den unge smukke Raquel og smilte så til hende ”Det ser ud til, at vi ikke får flere gæster i løbet af aften, så hvad siger du til and?”James smilte stadig til hende og fortsatte så op imod den massive egetræs dør, hvor to vagter, begge i en blanding af hvidt tøj og noget mudder på deres bukser, dog så kom der ikke den store reaktion fra James, da han ikke opdagede det til at starte med. James tog et par skridt tilbage og kiggede på de to mænd, og sukkede ”hvis i går indenfor, så sørg i det mindste for at tage ordenligt tøj på, okey?” De to mænd sagde intet men nikkede blot til James, som fortsatte indenfor, Rummet var stort, overdådigt, der hang op til flere malerier, både af mennesker, og af selve gården, en stor kvartsvings trappe som førte ovenpå, trappen var et af de klassiske symboler på gårdes alderdom, da denne var speciel lavet til huset, til højre for James som stod i indgangen, var der en opholdsstue, med op til flere tæpper, som kom fra overalt i verden, og på væggen hang der flere trofæer end hvad, efter James mening, kongehuset havde, mange store stole og et klaver stod i et hjørne, op til flere bogreoler som også gav et indtryk af at han var lærd, samt flere og flere nipsting, end hvad han ville begynde på. Til venstre for ham lå spise stuen, eller nærmere gildesalen, et stort aflangt rum, med et hoved bord, og en masse små border ude omkring væggen, samt en pejs for enden, en lille tyk mand kom slentrende ud fra et rum bag spise stuen, ”Maden err zzerrverret mizzterr Jamezz” Lød det fra den lille tykke mand som tydeligvis stammede, James smilte, venligt til den lille mand som atter løb tilbage til køkkenet. ”Kom Raquel, lad os spise” Den tilberedte and som lå på bordet, fik munden til at løbe i vand, eller næsten, for James gjorde den, kokken havde tilberedt den som James gerne ville have det, så rød at anden stort set lige var slagtet, og blodet var stadig i den, ”Hvis der er noget du vil have Raquel, så sig endelig til, hvis and ikke siger dig noget, forstår jeg det skam godt, det er en… usund vane jeg har udviklet i gennem de sidste par hundrede år, men sæt dig nu endelig” Imens at han holdte sin lille enetale, havde han allerede sat sig ned for bordenden, James kiggede ud over de mange mennesker som pludselig havde sluttet sig til hans selvskab, der måtte mindst være 20, ”Raquel, dette er så.. dem der holder øje med dette hus, de gør det godt, men skal holdes i kort snor” James fortsatte med at kigge på maden og ventede på at en af de nye som han havde fået skulle komme og skænke op til ham, da der ikke skete noget, puffede den lille tykke kok til en ung pige, hvis hud var næsten ligbleg, hun undskyldte mange gange overfor James og hans gæst, for at hun ikke havde gjort det med det samme, og var lige ved at bryde i gråd, over det, James smilte blot til hende og henvendte sig til Raquel ”Hvad mener du min kære, at straffen er for at glemme at servere for os? Jeg er åben for forslag” Det venelige smil var nu forsvundet til en bitter mime, den unge pige skulle straffes, hvordan, var uvist, medmindre at Raquel havde et eller andet godt forslag til ham. ”og lad os da så snakke om, disse oplysninger der var så vigtige, skal vi ikke?” Afbrød James uden at han havde forventet noget svar fra hverken Raquel eller nogle af de andre inde i rummet, trods alt, så var det ham der bestemte, og havde det sidste ord, hvilket han også nød godt af, måske var det ikke lige sådan at han havde forestillet sig at bruge en evighed, alene og forladt, men så når der endelig kom sådan et fint selvskab som der var kommet nu, så var James i et helt andet humor, han var gladere og knap så streng når der var besøgende, som om at det vigtigste for ham, var at behage sine gæster, og promovere sig selv, han ville trods alt gerne stå godt, og hvis der kom nye alliancer, så var det en sjælden mulighed at han ikke måtte sige nej til, fordi i den branche at han kørte i, så stod det ikke så godt til hvis han var black listed af mere end én enkelt person, men måske var det netop dette at Raquel ville snakke med ham om.

Raquel fulgte nøje James med øjnene, for hver gang en reaktion indtraf over hendes ord. Et selvtilfreds smil spillede om hendes læber, og der var ikke gjort noget, for at det skulle være skjult. Det var interessant blot at følge disse små ændringer, der kunne forekomme. Det var ordets magt, der fik sin kraft fremsagt i form af en enkelt reaktion. Reaktioner var det, der holdt Raquel kørende. Efter et så langt liv, hun allerede havde levet, var dette en af de vigtige faktorer. Vampyrer havde til dels en anden måde at reagere på. Det var fascinerende.
Svageligt lys fra herregården blev spejlet i Raquels øjne, hvor heraf farven blev mere gylden. Unik. Det var som at se ind i en oplyst kobberskål, der kastede et umådeligt anderledes skær tilbage til det seende øje. Det var disse øjne, der fortsat fulgte James’ hver eneste bevægelse. Skønt troede hun ikke, han ville gøre noget, men tillid var ikke en standard gave til alle nye, hun mødte. Raquel ænsede næsten ikke, at James’ hest blev ført bort. Hun var hurtigt optaget af et lille, ligbleg ungt menneske af hankøn, der med en svag stemme fremsagde hans ordre. Tøvende hoppede Raquel af hesten og så stift ind i den unge mands øjne.
”Pas på Mirage. Det kan være en vanskelig hest at have med at gøre!” Det var næsten ikke til at høre de faretruende ord, Raquel hvislede til James’ staldknægt. Den blotte hvisken trængte tydeligt igennem til knægten, der med et umærkeligt nik tog hesten tøjler lige så tøvende, som Raquel havde overladt hesten til dette menneske. Et kortvarigt giftigt smil var at spotte, men det var blot som en refleksion i et spejl, når man hurtigt gik forbi det. Roligheden indtog dennes plads.
”Det vil være mig en glæde at spise and med dig, James. Du har talt godt for dette måltid!” Raquels stemme var en silkeblød tone, og med alle de negative følelser fra før, lød dette som en stemme fra en anden person. Umiskendelig. Raquel fulgte med rank ryg James op ad trappetrinene til det prægtige egetræsdør, der var åbningen til dele af James. Et hjem sagde meget om en person, og dette vidste Raquel udmærket godt. Hun nikkede stilfuldt til James arbejdere, da hun passerede dem på vejen ind til herregården. Synet herinde var umådeligt smukt. Det var som at tage hendes forestillinger og virkeliggøre dem.
”Hvem er alle de mennesker på malerierne?” Lød det nysgerrigt fra Raquel, der tydeligvis var interesseret i sådanne ting. Hun blev stående for en stund og blot betragtede rummet og lod sanseindtryk regne ned over sig. Det ene efter det andet satte sine præg på de gyldne, kobberfarvede øjne, idet hun valgte at følge med James videre. Hun forholdt sig tavs, til de nåede til det rum, der uden tvivl måtte være spisestuen. James satte sig umiddelbart hurtigt ned i modsætning til Raquel, der nærmere holdt på sine manerer. Delvist. Hun nikkede af respekt for James til køkkenpersonalet, der stod fint og betragtede dem. Skulle Raquel være ærlig, virkede deres blik stikkende imod hende. Det var så anderledes. Uvant.
”Jeg glæder mig til maden. Det er spændende.” Forsikrede Raquel James om, inden hun indtog sin plads ved bordet ved sin dækkede plads. Et glimt af morskab indtraf, idet kokken talte. Det virkede næsten stereotypt, at en person som kokken netop stammede på denne måde. Hele hans fremtoning lagde næsten op til dette stereotyp. Det var en fornøjelig overraskelse, at netop dette blev den sande virkelighed. Raquel indåndede åbenlyst duften af mad, der lå på bordet foran dem. Det duftede smagfuldt, og anden virkede så delikat. Det var tydeligt, at den var slagtet for nyligt. Blodet fra anden pirrede til Raquels smagsløg og sulten vældede op i hende. Det var næsten en dyrisk sult, dog var hver og et af hendes kropssprog kontrolleret og ’normale’. Intet var direkte at spore.
En latter undslap Raquels læber. Sukkersød, blid og en latter tilhørende dyret og ikke jægeren. Hvem skulle have lov til at tro på, at hun ville få lov at få denne ære? Det var altid spændende og adrenalinfremkaldende at skulle fremsige en dom. Blikket gled fra James over på den flæbende pige, der ikke helt kendte sine arbejdsvilkår endnu. Blikket vandrede op og ned ad skikkelsen, indtog hver en detalje af hende, der ville være behjælpelig til selve ’dommen’.
”Du kunne lade mig stille min sult..” Påbegyndte Raquel, som hun lod sine hugtænder langsomt vokse og blive tydelige. Pigens reaktion var til morskab for Raquel, da hun hørte det overraskede hvin. En mere mørk og dyster form for overraskelse. Et grumt smil gled over læberne, da ord og domme fór igennem hovedet på hende. Der var så meget, denne pige kunne udsættes for. - ”Eller du kunne lade hende forstå, hvad virkeligt arbejde er. Lad hende prøve det hårdeste arbejde, du kan give hende her på gården. Lad hende gennemgå det, til hun forstår!” Endelig kastede Raquel blikket tilbage på James. Ord var fattige for det, disse øjne tydeligt fortalte. Han burde vælge hendes dom, dog havde Raquel allerede sin favorit i at stille sulten. Hugtænderne gled modvilligt ind igen. Langsomt.
”Jeg vil lade dig om dommen, da denne ret tilfalder dig, James. Jeg kommer som sagt af helt andre årsager” Begyndte Raquel forklarende, og hævede det ene øjenbryn spørgende over, om han var med på denne del. Hun afventede intet, for så hurtigt hendes kunstpause var begyndt, måtte den også affinde sig med sin ende. Det var næsten, som afbrød hun sig selv. - ”Jeg har haft familie på disse egne engang. De havde ikke ligefrem et stort stykke land, og det var ikke noget af storhed, men det var ydmygt og hyggeligt. Jeg har hørt en fugl synge om, at du er villig til at udvide dit eget stykke jord, har jeg ret?” Det var næsten en enetale, Raquel fik over sine læber.
I mellemtiden havde Raquel fisket et lille brev frem, som hun omgående sendte over til James. Det indeholdt de nødvendige oplysninger, han end måtte have behov for. Et tilfreds smil fandt sit sikre sted over hendes fyldige læber, da mulighederne for godtagelse indfandt sig. James kunne gå hen og blive en stærk alliance, hvis hendes planer da ville løbe legende let. Der var altid en risiko forbundet med et sådant spørgsmål, men dog: Hvordan skulle James kunne afslå? Det var endda et stykke uberørt land, der grænsede op til hans eget. Gården havde ikke sagt Raquel noget overhovedet siden sin families død. Landet havde altid været et ensomt sted. Byen rummede mennesker, rummede den tæthed og den overhørelse, man kunne få. Det var sådan, hun spottede stærke allierede. Ellers var hendes job som en simpel bartender under hendes værdighed. Det var mere et dække for det, hun ellers gik og lavede. ’Black Pearl’ summede af liv mange steder, og jo mere hendes navn blev udbredt, des bedre var det. De kobberrøde øjne mødte James’ med et viljefast glimt.