What happend to this island? - Abbie.

Tid: 24:35
Vejr: Køligt, hvilket er meget almindeligt på Islandia efter mørket tog over.
Omgivelser: Der ligger en del lig rundt omkring på gaden, få fattige mennesker står eller sidder rundt omkring.
Sted: Landsbyen.

Darren stod op af en mur, han havde ikke fået noget at spise de sidste mange timer, så han mærkede en gnavende fornemmelse i hans mave. Det var ikke unormalt for ham, der var ikke gået en dag hvor han havde været sulten. Darren så ud mod alle de fattige mennesker, hvis bare han kunne hjælpe alle de mennesker. Give dem et hjem, mad og ikke mindst tøj. På den måde kunne de også overtage øen igen. De fortjente øen og mørkets herre skulle på ingen måde være hersker over øen. Han var ikke fair til at herske. Han var uretfærdig og han var bare lige til at slå ihjel. Darren kunne godt finde på det.

Der var omkring gået 200år siden at Mørkens Herre havde overtaget Islandia, siden den kære konge blev dræbt og Islandia....... blev glemt i mørket.
Det var helt utroligt at mennesker stadig kunne klare at leve blandt alt det onde, og endda lod deres kære børn og børnebørn blev født ind til denne verden. Uden at kunne få lov til at mærke den varme sol, udover hvis de tog til Rêves Skovdel.. den eneste del af Islandia, var man kunne mærke solen hver dag. Det var også der sted, hvor de lyse væsner virkelige beskyttede. Det var jo også det sidste stykke, som virkelig var deres.
Det var også der at den lille pige ved navn Abbie holde mest til, det eneste sted hvor hun virkelig kunne føle sig tryg. Det eneste sted hvor hun turde at tage den magiske bog frem, den som kunne forandre alt på Islandia.. Den som fik væsner og mennesker til at komme hen til øen, også selv om det bestemt ikke var et kønt syn. Den eneste ting som gjorde at Islandia's folk havde et håb, at Mørkens herre ikke havde sine fingere i den.
Hun ville også heller dø, end at lade ham få fingere i den! ville grine ind i hans ansigt, det var det sidste hun ville gøre! om det så var ham eller hende det døde... Hun var også en af de få, som virkelig havde håb om at se Øen blomstre igen.

Hun havde denne dag bevæget sig ned til Landsbyen, også selv om hun ikke brød sig om at være der. Se alle de mennesker som lå rundt omkring, det gjorde hende så trist i det. Hun havde lyst til at gøre alt for dem, men hun måtte tænke på sig selv. Hvis hun først gav den ene noget, så ville hun først blevet overfaldet af resten. Hun var jo også en af dem som sultede, som måtte kæmpe for at overleve. Hun kunne jo ikke give op! det havde hun heller ikke lyst til.
Hendes tøj, eller mere en blanding af undertøj og nattøj.. Det var helt grå i det, med en masse huller. I sine beskidte hænder, holde hun et bolle. En som hun havde fået af en bekendt, en af dem som stadig troet på at lyset ville komme en gang. Det var farligt at give et menneske mad, det viste de begge. Det var nok også derfor at det ikke ligefrem var en frisk bolle, men det gjorde bestemt ikke noget.

Darren blev stående op af den halvt nedlagte mur. Han havde ikke meget lyst til at se sig omkring, men dette var et af de eneste sted han følte han hørte til. Her var han sammen med nogle der forstod ham. Men alligevel var det ikke rart at være der. Alle de mennesker der havde det meget værre end hende. Han så en pige som var omkring 10 år komme gående. Hun så ikke ud til at have det godt og bare det gjorde at Darren fik melidenhed med hende. Han satte af og gik hen imod hende. Hvis han kendte personer som hende ret, ville hun frygte at han ville gøre hende noget. Han stoppede op kort fra hende. "Hej." Darren vidste ikke hvordan hun ivlle reagere, men ligemeget hvordan hun reagerede, ville han stadig føle med hende. Han havde for meget sympati. Så meget at han også havde sympati for de værreste. En som Mørkets herre f.eks..

Abbie stoppede hurtigt op da hun fik øje på en mand der kom gående mod hende, Hun gemte bare hurtigt sin bolle bag sin ryg. Hun var ikke bange for at få en på hovedet, det havde hun bestemt prøvet et par gange.. det var som om alle mennesker og væsner blev onde, når de ikke fik sol, mad og vand. Selv om hun lignede en lille pige, så var hun en voksen kvinde inde i.. eller det ville sige at hun var en gammel kone.. men hun havde ikke et gammelt sind, det var mere voksen.. og det gjorde det svært med at spille et lille barn, som hun bestemt blev nød til.
Hun havde et ondt blik i sine øjne, som hentydet til at han bare kunne prøve på at tage hendes bolle fra hende "hej?" sagde hun med sin fine lille stemme, som bestemt var hæs i det.. som viste tegn på at hun ikke snakkede ofte.
Han virkede nu ret så sød, men man kunne jo aldrig vide. Det kunne jo bare være noget han gjorde for at snyde hende, hun stolede jo ikke rigtigt på nogen. Ellers havde hun delt sin hemmelighed med nogen, men det havde ikke været noget at stole på.

Darren satte sig på hug over for hende. Han kunne godt se hun var parnoid, det var ikke unormalt at man med hendes mængde penge var sådan. Han snedte hende at venligt blik og tilsvarende smil, for at vise der ingen fare var. "Du behøver ikke være bange for jeg tager din mad. Det kan du have helt for dig selv min ven." Han frygtede at hun var bange for han var en af dem der stjal mad fra andre. Det var ikke noget han gjorde, at stjæle skrald var derimod noget han kunne finde på. Det var alligevel bare noget folk havde smidt ud, så hvorfor ikke få fingerne i det. "Hvad laver du herude søde? Skal vi ikke finde et sted der er varmere?"

Abbie viste bestemt ikke om hun skulle stole på denne mand, der var så mange væsner der ude og endda mennesker! som virkede søde i det.. også når man kom lidt for tæt på, så var de den rene ondskab.
Det var nok derfor at hun ikke tog sin bolle frem, og blev bare ved med at gemme den bag ryggen "hmm" sagde hun bare som svar, da hun ikke viste hvad hun ellers skulle sige.. hvad sagde man til sådan noget? hun kunne bestemt ikke finde på noget, fordi det var jo ikke fordi hun kunne lyve.. for hun havde jo ikke lyst til at tage sin bolle frem igen.
Hun lag sit hoved lidt på skrå, og hadet virkelig når folk snakkede til hende.. som om hun var et eller andet barn.. men det var jo sådan hun så ud, og det måtte hun bare leve med
"går bare rundt.." sagde hun og sendt ham et svagt smil, også selv om hans spørgsmål gjorde hende lidt bange. Var han en af de der klamme mænd? som lag an på små børn? "jo" røg der ud af hende, kort tid efter.

Darren bed mærke i hun stadig ikke tog hendes hånd frem, det var ikke ualmindeligt at finde typer som hende rundt omkring, men når de var så unge som hun var, gjorde det ondt. Han fik rigtig ondt af det på hendes vegne. Han rejste sig op og så sig omkring. Han forsøgte at spotte et sted hvor der var varmere. Men udover huse og ruiner var det svært at finde ly. "Lad os gå forbi ruinerne, måske er der et sikkert sted i nærheden." Han vendte sig om imod hende igen, for at afvente hendes reaktion.

Abbie havde ikke på et eneste tidspunkt, været ked af det fordi hun skulle igennem gå dette. Hendes far havde lært hende godt, i at overleve! og hun havde da også klaret det længere, end hun burde være i live i. Hun var kun ked af det, fordi alle andre mennesker og væsner skulle gennemgå dette. At nogle af dem voksede op i ondskabenstegn, uden at se solen som var gemt væk bag de mange skyer.
Hun holde jo humøret oppe, og holde smilet på sine læber så meget som muligt. Hun så bare på ham og gav et lille nik fra sig "okay" sagde hun kort og fulgte bare efter ham, mens hun så sig lidt omkring. Det var hårdt at se sig omkring, at se alle dem som næsten ikke kunne stå på benene og bare lå blandt lig. Hun vende sit blik op mod ham, og så bare lidt undrende på ham "jeg er Abbie" sagde hun kort tid efter, før hun vende sit blik rundt igen. Hendes små fødder, gled bare ned i mudret og fik dem til at være mere brune og beskidte. Hun pegede kort mod et hus som så helt tomt ud, vinduerne manglede og døren var halvt forsvundet "der" sagde hun og uden at vente på ham, løb hun bare der over og kravlede ind af den manglede del af døren. Det var mørk der inde, men meget bedre end at være ude på gaden.
Hun vende sit blik ud efter ham, for at se om han fulgte efter hende.

Darren lod kort blikket falde rundt, men han lod det kort efter falde på pigen igen. Synet af al den elendighed var ulidelig. Han kunne ikke holde til det, så han håbede bare hun ville vælge et sted at være, så de ikke behøvede at se på den elendighed. Han så smilende på hende, da hun præsenterede sig selv. "Darren." Han rakte hans hånd ned imod hendes og forventede at hun ville ryste den blidt. Hvis ikke ville det heller ikke gøre stor forskel. Han så smilende efter hende da hun satte i løb og fulgte efter hende med hastige skridt. Han trådte ind igennem dørhullet og så sig omkring. Det så ud til at have været et flot hus, dengang det stadig var helt. Han forstillede sig at han kunne bygge en masse huse op igen til de fattige. Så de ikke behøvede at leve på gaden og bare kunne nyde at leve livet igen. Men hvis han gjorde det risikerede han også at komme i fængsel eller blive dræbt.

Abbie var jo en ret så venlig person, også selv om hun kunne være ret så ond. Det var hun dog kun overhoveder onde væsner, ellers opførte hun sig som en engel. Hun tog derfor hans hånd og rystede den bare, inden hun havde forsvundet ind i huset.
Man kunne svagt se de hvide tænder i hendes mund, af det store smil som hun gav fra sig "her er flot" sagde hun også selv om det lignede lort, men for hende var det jo stadig smuk. Sådan var det vel, når man ikke så skønhed hver dag. Hun så lidt tøvende på ham, før hun rakte ham resten af sin bolle "her.. du må den resten" sagde hun og kunne lige så godt dele med sig, også selv om det var et ret så svært valg. Hun gik bare hen og satte sig på et gammelt bord, som lige kunne holde hendes vægt. Hun svingede let med sine ben, som fik mudret til at flyve af lidt efter lidt "hvad er du?" spurgte hun om og lag sit hoved lidt på skrå.

Darren nikkede til hendes bemærkning om husets ynde. Han gik hen i en bunke aske i vindueskarmen og fik med hans ene evne, en blomst til at vokse op. Han fjernede den fra asken og gik hen til Abbie med den. Han tog imod bollen, men gav hende både blomsten og bollen igen. "Jeg har fået nok at spise i dag. Tag den bare." Han sendte hende et bredt smil og afventede en reaktion fra hendes side. Han forventede at hun tog imod den, hvis ikke ville det undre ham en del. Han kunne ikke lade vær med at smile da hun lagde hovedet på skrå. Hun var utrolig nuttet, han ville ønske sig en søster eller en datter som hende. "Engel. Skytsengel." Darren havde ikke fuldstændig fundet ud af hvad hun var, blot at hun ikke var på den mørke side. Men det skulle man ikke være engel for at gennemskue.

Så længe man var sød mod Abbie, så var hun bestemt også en sød unge. Selv om hun havde det med at være stille, men det var bare for at beskytte sin hemmelighed. Hun havde også blevet meget stille efter sin far døde, dette havde også taget tungt på den lille pige. Hun viste dog hvad hendes far ønskede, og det var det ønske hun havde tænkt sig at være en del af at opfylde.
Hun blev helt overrasket over blomster, og at hun fik bollen igen. Hun tog bare imod det, og fik en lyserøde farve på sine kinder "iiih den er flot" sagde hun og tog en dyb indåndingen af blomsten "mmh.. den ser man ikke så meget af længere" sagde hun og var ligefrem lykkelig over at se sådan en smuk ting, hun var vel en pige!
Hun så hurtigt over på ham igen og gav et lille nik fra sig "mmh.. det giver mening" sagde hun og holde en lille pause "du virker heller ikke ond" sagde hun og tog bare en stor bid af bollen, som hun tyggede langsomt.. selv om hendes hele krop, havde lyst til at spise den hurtigt.

Der skulle meget til før Darren var ondskabsfuld, ikke at det aldrig skete. I de tider blev man nød til det, ellers ville man ikke overleve. Han smilte over hendes begejstring for blomsten. Det var svært at finde blomster rundt omkring. Han førte en hånd hen over gulvet, som kort efter blev dækket af blomster og græs. Det gjorde dog at han blev svimmel, så han støttede sig op af væggen. Efter et par minutter falmede gulvet igen og blev igen det gråt. Det var trist at se på, men det havde da gjort det en smule festligt at se på da det var fyldt med farver. "Du virker også som en sød lille pige. Jeg ved dog ikke helt hvad jeg synes om tanken om at du render alene rundt. Det gør mig utilpas." Han ønskede inderligt han havde et hjem at byde hende indenfor i. Det fik han måske en dag, men indtil videre ville han ikke kunne tilbyde hende noget.

Abbie holde bare øje med alt hvad han gjorde, og var ved at tabe kæben da hun så det. Hun hoppede hurtigt ned fra bordet, og satte sig ned foran græsset og de mange blomster "wow" udbrød hun og lod bare sin ene hånd røre ved græsset "mmh.. ligesom i Rêves Skovdel" sagde hun og bed sig i læben, for ikke at komme til at smile for meget. Nok var hun ikke noget natur væsen, men hun elskede stadig naturen lige så meget. Det var så meget bedre, end at være i landsbyen.
Hun fik et trist blik i sine øjne, da det forsvandt igen og et lille ulykkeliget suk kom ud mellem hendes læber. Hun vende sit blik op mod ham igen, og sende ham et lidt usikkert smil "øen skal nok blive fyldt med skønhed igen.. en dag" sagde hun og rejste sig bare op igen og rystede let på hovedet af ham "jeg klare mig" sagde hun og ville ikke have nogen skulle være bekymret for hende, hun skulle nok klare sig på den ene eller anden måde "hvis jeg nogensinde dør.. så bliver det ikke under sult.. eller noget andet af den slags" sagde hun og lukkede hurtigt i, da det bestemt ikke var helt normalt at en pige snakkede sådan. Hun sende ham i stedet bare et stort smil.

Darren nød synet af hendes begejstring igen. Det var fantastisk at se noget han havde skabt glædede hende så meget. Darren håbede hun havde ret, han ville bare se øen blomstre igen, når han fløj over øen, så ville han bare kunne se hvor smuk den var. Han havde det stadig ikke godt med at hun var helt alene, det gjorde ham bare for utilpas. "Hør.. Det lyder måske underligt.. Men kan jeg ikke 'adoptere' dig. Jeg kan ikke give dig et hjem, eller noget ordentligt mad. Men jeg vil bare gerne give dig noget. En familie." Han undrede sig kort over hendes sætning om hendes død, det var sjældent piger på hendes alder tænkte sådan, men hun var blevet voksen fordi hun boede på gaden. Det gjorde bare noget ved et barn. Darren så sig omkring og fik pludseligt en idé. Han kunne måske oppynte huset, gøre det til et hjem igen. Måske endda lave flere huse som de fattige kunne bo i.

Adoptere? Adoptere? Det ord røg igennem hendes hoved mindst 100 gange, mens hun bare stirrede på ham med store øjne. Det var nok første gang hun havde hørt det, ja folk synes hun så sød ud! men ingen har nogensinde spurgt, om de måtte adoptere hende? Folk var jo nok bekymret om dem selv, så at tage en lille pige til sig.. ville være den sidste ting de ville tænke på, hvis de overhovedet skulle tænke på sådan noget. Så ville de nok heller tage en ung dreng til sig, en som kunne beskytte dem på et tidspunkt.
Hun stod der bare og så på ham, uden at sige noget og stirrede bare på ham med de store øjne. Hun var som gået i stå foran ham, som om hele verden var gået i stå. Hun rystede hurtigt på hovedet "jeg kan jo godt klare mig selv" sagde hun og ville ikke være til besvær, da hun havde det som om at det var det hun var.
En familie.... det var længe siden hun havde hørt det. Ikke siden hendes far i live, og de havde haft det godt sammen. Hun slog hurtigt tanken ud af hovedet "en familie" gentog hun og sende ham et stort smil.

Darren kunne godt se at det kom meget pludseligt, og det var også en fejl fra hans side. Men nu var det sket. Så var det op til hende hvad hun ville svare. Darren så sig omkring mens han ventede på at hun ville svare noget og ikke bare stå og se forstenet på ham. Han vendte blikket mod hende efter noget tid. "Det var overhovedet ikke ment sådan. Jeg tror sagtens du kan klare dig selv. Men det er altid godt at have en at støtte sig til." Han så smilet på hendes læber, hvilket fik et smil frem på hans læber. Han gik hen til hende og aede blidt hende over håret. "Jeg kan være din familie. Hvis du ønsker det." Han fjernede sin hånd og lod den falde ned langs hans side. Han prøvede på ingen måde at overtale hende, men han ville bare fortælle hende hvad han kunne gøre for hende.

Det var jo ikke fordi hun ikke ønskede sig en familie, hun ville bestemt gerne have en. Det var bare svært at få sig en, når man levede i denne verden. Hun var vel også bange for at blive skuffet, også selv om hun ikke havde lyst til at vise det "nej.. ved jeg godt" sagde hun og viste endelig ikke hvad hun skulle sige, hun vende bare sit blik ned mod gulvet.. Hvor græsset havde været, og kunne ikke lade være med at smile når hun mærkede hans hånd i sit hår.
Hun vende hurtigt sit blik op mod ham igen "jeg har altid ønsket mig en ny familie" sagde hun stille og sende ham et til kæmpe smil, for at vise at hun gerne ville have ham som familie.
Hun krammede sig bare hurtigt ind til ham, og lod sine øjne glide i. Hvis hun havde en familie, så ville der nok heller ikke nogen der ville tro at hun havde bogen.

Darren ønskede sig inderligt en familie, han havde aldrig haft nogle. Ikke udover dem der tog ham til sig, men det var ikke engang hans rigtige familie og hans forældre kendte han ikke. Måske havde han søskende, bare tanken om at han havde familie derude var ikke til at tænke på. Han sukkede kort, fordi han syntes det så sort ud. Han fornemmede at hun ikke ønskede at være hans familie, hvilket også var helt fint. Han håbede bare. "Familie er også godt. Det er svært at leve uden sin familie. Så har man ikke nogle at væe tæt på. Men jeg forstår godt.." Han nåede ikke at sige mere før hun krammede ham, han kunne godt have sagt mere, men han blev bare overrasket. Positivt selvfølgelig. Han lagde en arm om hende og kunne ikke lade vær med at smile. "Jeg genbygger et hus til os."

Abbie gav bare slip på ham kort tid efter, og sende ham et stort sødt smil. Hun viste hvor svært det var at skulle leve alene, at ikke have nogen familie. Igennem så mange år, hvor hun skulle leve i den lille krop. Lige fra hun var 7 år og til nu, hvor hun var.. tja.. hun havde ikke rigtigt tal på hvor gammel hun var.
Det eneste hun behøvede at tænke på, var hvor gammel hun så ud til at være. Så måtte hun bare glemme hvor gammel hun var inde i, og bare opføre sig som den alder folk så hende som.
Hun så bare op på ham, og kunne bare ikke lade være med at smile "kan du det?" spurgte hun om, og ville elske at have et sted hvor hun kunne føle sig tryg.

Darren vidste ikke hvor perfekt huset ville blive hvis han forsøgte at genopbygge det, men han ville forsøge. "Jeg kan altid prøve. Hvad siger du til det her?" Han førte en arm rundt for at vise han mente det hus de stod i. Det var ikke stort, og i den grad smadret. Men det var muligt at gøre det nogenlunde til et hjem. Han slap hende og gik rundt mens han forstillede sig hvordan huset kunne se ud. "Hvis jeg finder nogle mursten kan jeg bygge murene ud til helt op, væggene herinde kan altid bygges op med træstykker. Døren kan også laves med træ og vinduerne kan vi måske også genopbygge med træ. Så skal vi bare have fjernet alt det ødelagte og så kan vi kalde det et hjem. Måske kan vi endda finde nogle møbler." Han havde mange idéer til huset, men mange af dem kunne sikkert ikke komme til virkelighed.

Abbie stod bare og så op på ham, mens hun lyttede efter på hvad han sagde. Hun hørte nok bare det halve, det ordet familie.. blev ved med at ryge igennem hendes hoved. Hun forsvandt bare mens han stadig var igang med at snakke, og kom tilbage kort tid efter med en halv kost i sine hænder. Nok var den i stykke, men havde fået en bedre højde til hende. Hun begynde bare at feje gulvet "sådan her" sagde hun og gav et lille grin fra sig "så bliver her rent" sagde hun også selv om det fik meget af støvet op i luften, og fik hende til at hoste et par gange "puha" sagde hun, mens hun forsatte.

Darren vendte sig om imod hende da hun begyndte at feje. Hun så sød ud når hun gik rundt og fejede. Men det var hun altid. Hun så altid sød hun. Han kunne ikke lade vær med at smile. "Præcis sådan der." Han gik hen til vindueskarmen og skubbede asken der lå der ud af åbningen hvor der skulle være et vindue. Darren havde brug for nogle værktøjer før han kunne få fat, før han kunne begynde at bygge på huset. "I morgen får jeg fat i noget værktøj og begynder at finde noget matriale til huset." Han satte sig op af en væg. "Du behøver ikke feje. Det kan jeg godt klare. Vil du sove her i nat?"

Abbie havde ikke noget imod at hjælpe til, det ville hun heller end gerne. Hun var jo en del af deres lille skøre familie, så ville hun også være med til at bygge den op. Hun kunne ligefrem forstille sig deres hus, et varmt og trygt sted. Hun kunne næsten ikke vente med at se det færdigt, og det holde hende også i gang med at feje. Ellers havde hun nok faldet i søvn af træthed, som de fleste mennesker udenfor allerede havde gjort.
Hun hostet et par gange til, og gav et enkel lille nys fra sig. Som fik alt hendes brune hår til at svinge frem foran hendes ansigt, hun vippede det bare tilbage med den ene hånd. Hun gav et par grin fra sig, før hun satte kosten op af det ødelagte bord og gik over til Darren. Hun satte sig bare ned på hans skød, og lag sit hoved ind mod hans brystkasse "heller her.. end på gaden" hviskede hun mens hun så sig lidt omkring "skal nok blive hyggeligt" hviskede hun og lod sine øjne glide i.

Darren så til, mens hun gik rundt og fejede. Hun så ud til at være i sin egen verden. Han forstillede sig også et hyggeligt sted. Det krævede en masse arbejde, men det ville blive det værd. Da hun satte sig på ham aede hun hende på overarmen. Han skulle til at svare hende, men så var hun faldet i søvn. Han vuggede hende forsigtigt frem og tilbage, for at blev ved med at være rolig. Han kunne blive siddende med hende indtil hun vågnede, han behøvede ikke engang at sove selv. Når bare hun sov, så var Darren tilfreds.