Do not hate the game

[center]Påklædning: Se profil billedet
__________________________________________________________________

Normalt ville Castor ikke havde bevæget sig inden for landsbyen, og det var den fattige eller rige del, så stole han ikke på så mange, få slet ikke at tale om stort set ingen, hverken om de var mennesker, engle eller demoner, den eneste man kunne regne med var sig selv, men, på grund af kulden så ville en masse mennesker, hvis ikke andre dø, ikke det at han ville hjælpe dem, men mere det at han nok ville gå rundt og
udvælge nogle halvdøde mennesker og slæbe deres kroppe med tilbage til den bondegård han havde bosat sig på, mennesket botanik, havde en stor interesse for ham. Dog så kunne han aldrig finde på at gå blandt de fattige ubevæbnet, omkring livet på ham, var det nemt at skimte to store flække knive, større end dem man normalt kunne finde på et slagteri. På trods af stanken fra råddenskab, urin og ekskrementer, så var der ingen spor at finde i hans ansigt som viste ubehag. Med hastige skridt små løb Castor hen til en mand som godt kunne havde været i midten af tyvender, med en hastig bevægelse lagde Castor sine fingre på mandens hals for at finde en puls, men til ingen nytte, personen havde tydeligvis været død af kulden, i en lille times tid, ”tjaaa….Det kan vel altid bruges” smilede Castor til sig selv, når en person var frosset ihjel så var deres organer ikke ødelagte, det vil sige at den givende persons organer godt kunne bruges til hans ’forskning’ Castor smilede lidt over det, at finde en sådan ung mand som var død af kulde, fik ham til at fnyse lidt over det ”Forbandede ignorant… Man skulle da tro du havde lidt… ja.. at du havde lidt hjerne end blot at lade dig dø her ude” Castor tog en lille sort bog fra sin lomme på vesten og skriblede nogle noter ned. Da han var færdig med at skrive i bogen tog han den ene af de to flække knive op af lommen og med nærmest kirurgiske bevægelser skar han et kors i panden på den døde, ikke for dybt, men heller ikke for småt sådan så at det ikke kunne spottes mere, ”Jeg vender tilbage til dig min…..ven…. og så, så skal du hjælpe mig” Castor smilede igen til liget og slog ham let på kinden hvorpå at han begyndte at gå længere ind i byen for at kunne finde flere forsøgs kaniner til hans forskning, dog så varede det ikke lang tid efter at han havde rundet et hjørne at hans øjne faldt…på noget som han ikke ligefrem havde regnet med at se, en ellers flot ung kvinde, i en noget.. formel kjole kom gående ned langs gaderne i byen, ikke et syn man regnede med at se hver eneste dag, eller ikke fra hans side af, da han normalt holdte sig væk fra byerne, dog så tog det ikke lang tid for ham at konkludere at hun enten var på de ’ondes’ side udelukkende på grund af tøjet, eller også var hun en del af en meget velhavende familie som nok havde skabt sig en eller anden form for svag alliance med nogle… på trods af denne konklusion så måtte han finde ud af lidt mere omkring hvem hun var, med en hastig bevægelse, fjernede han sin ene kniv fra bæltet og holdte den bag sin ryg, med begge sine hænder omkring den, så det så ud som om at han bare gik med begge hænder på ryggen, dog så fastholdte han et blik på kvinden fordi hun var hans primære mål lige nu, han havde ingen intentioner om at dræbe hende, men nu til dags så kunne man ikke stole på meget mere end blot en håndfuld af personer som man har kendt igennem længere tid.

Hun følte sig ligefrem som en eller anden gudinde, når hun gik blandt de halv døde mennesker og bare kunne vise sig frem. Hun havde ikke noget smil på sine læber, det var som sten og havde ikke tænkt sig at rykke på sig. Kun de få gange hvor hun blinkede med øjnene, kunne man se at der var liv i hendes ansigt *Adriana, lad os bare gå hjem* tænkte den uskyldige unge mand inde i hende, synes selv at han havde set nok og bare ville hjem. Hun svarede ham ikke engang, og forsatte bare sin gang ned af vejen. Hun var ikke færdig med at gøre sin bror svag, og selv blive stærkere og dette var nok også det eneste sjov hun kendte til.
De havde jo fri fra jeres arbejde, så Adriana kunne ikke finde på noget andet at lave. Det var jo heller ikke fordi hun frivilligt lod Alex få styringen af kroppen, det var kun når hun sov! og det var også ofte der hvor han sov.
Selv om hun havde det kønne ansigt, så var hun jo bestemt ikke dum. Selv om hun blot brugte sin hjerne, til at få alt opmærksomheden omkring hende. Hun havde altid været en af dem som bare skulle have opmærksomhed, og kom ofte op og slås med andre.. bare fordi hun ikke fik den opmærksomhed, som hun mente at hun fortjente.
Det var nok det som skilte de to tvillinger mens fra hinanden, at hun bare ønskede opmærksomheden og ville bestemt være ond for at få den.. mens Alex heller ville være sød og så usynlig som overhovedet muligt, han kunne vel bare bestemt lide at holde sig for sig selv.
Hvis det ikke var fordi hun var fast besluttet på at holde det følelsesløse ansigt, så havde der været et kæmpe smil på hendes læber. Alle de blikke på hende, fik hende ligefrem til at føle sig som en stjerne. Hun kunne ligefrem bare finde på at gå frem og tilbage, bare for at folk skulle blive ved med at stirre på hende.
Hendes grå øjne faldt på en mand, fra hvad hun kunne se... var han et menneske. Hun kunne ikke gøre andet end at nyde hans blik på hende, som hun nød alle andres blikke på hende.

På trods af at hastigheden fra Castors side af, blev forøget en smule, så havde han stadig fast omkring flækkekniven *Hvis hun vil kæmpe, så får hun ikke et ben til jorden* på trods af den næsten neutrale mime at se i hans ansigt, så anede man også et spor af et lille smil som bredte sig på hans læbe. På trods af at han ikke kendte den unge kvinde som tydeligvis elskede at få opmærksomhed, så så Castor det som sin pligt, stadig at holde sig neutral i forhold til det gode og det onde som herskede på øen, han havde andre vigtigere ting at tage sig til end at kæmpes andres kamp, langsomt begyndte han at sænke farten da han var inden for nogle meters afstand til kvinden som han ikke kendte navnet på, ej hellere havde han set hende før, dog da han kom tættere på forsvandt nogle af hans intentioner og han mistede lysten til at nærmer sig hende, som om at han havde skuet hunden på håret, i et øjeblik stod han og blot tænkte på om han skulle nærme sig hende, eller om han skulle prøve at føre en samtale med hende, et svært valg, på trods af at han nærrede et had til monstrene som herskede over øen, så vidste han også godt at hvis han lige pludselig besluttede sig for at angribe dem, ville der ikke være et sted på øen hvor han kunne være i fred og lave sit arbejde, med en næsten usynlig bevægelse gemte han den halv store flækkekniv i en holder bag på bæltet, det var ikke et optimalt sted at have en kniv i tilfælde af at en fattig eller lignende skulle beslutte sig for at stjæle den fra ham, men på grund af hans hovmod, så frygtede han det ikke, hvis en fattig ville prøve at stjæle fra ham, ville han eller hun blot miste en del af kroppen, så meget hvis de blot prøvede at røre hans ting. Efter at han havde placeret kniven i den sølle holder, prøvede han at smile, én smule mere end før til kvinden foran ham, dog så kunne man godt ane spor af at han i hvert ifald ikke nød godt af at smile til hende, men på trods af hans had til monstre og hvad der ellers var på øen, så skulle han vel nærmest indlede en samtale med hende.. ”God Eftermiddag” hilste han venligt på, *åh hvor hun må elske at se andre mennesker lide på denne måde* stod han og tænkte imens at han, prøvede at hilse venligt på hende, hun var trods alt et monster, så om hun vidste hvad en god dag var, eller ej, vidste han intet om, ej heller ragede det ham, hvad hun mente, eller havde planer om at sige.
På trods af hans venlige hilsen, så hang hans halskæde med korset udover vesten på ham, hvilket nok gjorde det noget tydligt hvad han var, men hvis kvinden havde nogle planer med ham, ville han ikke gå ned nemt, med et ’venligt’ smil på læben og den afventede tid på hendes reaktion var… uudholdelig for ham, hvis han kunne ville han blot være gået tilbage til den døde fyr og slæbt lige med tilbage til den bondegår han havde bosat sig i.

Hendes ene øjebryn hævede sig en lille smugle, mens manden åbenbart bare gik over mod hende. Han havde åbenbart nosser til at snakke til hende, det var ikke ofte at hun så dette. Måske fordi hun altid snakkede ned til folk, og de kunne vel heller ikke forlange andet fra hende? skulle hun være lige som sin bror? ha! så ville hun sgu heller dø. Svaghed var ikke noget hun gik ind for, man skulle ikke vise nogle følelser.. ikke engang når man lå ved døden! man skulle være stærk til det sidste, og det var ikke noget hendes bror holde. Det var nok en af grundende til at hun ikke lod ham styre kroppen, at hun ikke ville have skam i sin familie! eller hvad hun troet hun ville få.
Hun stoppede bare langsomt op, mens manden kom tætter på hende. Hendes sko sank bare lidt ned i mudret, men hun gjorde heller ikke noget for at forhindre dette.
Hun havde ikke regnet med at hun skulle bruge sin stemme denne dag, og havde mest bare regnet med at høre Alex's stemme. Hun kunne skam heller ikke forstå, hvorfor et menneske kom over mod hende. Hendes blik undersøgte ham nøje, og faldt på korset om hans hals. Hun indså hurtigt hvad han var, en Priest! en af de mennesker, som troet at de kunne overvinde væsnerne og bare dræbe dem. Hun hadet dem mere end mennesker, bare fordi de truede hendes race og alle andre væsner.
Hans stemme gled alligevel igennem hendes øre, også selv om hun ikke havde lyst til at høre efter "god god.. det er vel en eftermiddag" sagde hun bare med en iskold stemme, og alligevel var der noget elegant over denne stemme "men.. god eftermiddag, til dig også" sagde hun og selv om hun ikke brød sig om at snakke med mennesker, og helst ville undgå dette! så viste hun hvordan man var høflig, også selv om hun ikke kunne få sin stemme til at lyde venlig. Hun havde ikke engang lyst til at prøve på det, da hun havde det fint med at lyde kold i det.

*Hvad bilder hun sig ind at tale sådan til mig?* Castor mente at han kunne skimte et glimt af had i hendes øjne, og hvis han ikke tog meget fejl, vidste hun godt hvad han var, hvilket også afslørede hende, men på trods af hendes afsløring, så vidste han ikke om hun var en demon eller vampyr, eftersom at han ikke kunne se hende ordenligt, eller diverse spor efter kamp sår, ville han regne med at hun var en demon, måske en af dem som sugede ungdommen ud af folk, muligvis havde hun lige spist og derfor så hun ung og smuk ud, ikke det at det tiltalte ham, han havde trods alt aflagt en masse løfter omkring først og fremmest sin kyskenhed, men også det at han ikke ville have noget at gøre med demoner, indtil at gud havde fortalt ham at han godt måtte, imellem tiden, stod han blot og analyserede hende, hvem hun var, hvem hun holdte med, og meget mere, ud fra de få fakta omkring hendes tøj stil, var det ikke svært at regne ud at hun holdte med monstrene, dog så tiltalte den onde side da også til Castor, men han ville ikke slås for dem, ej hellere ville han slås for det gode, indtil han vidste hvem der ville vinde denne krig. ”det var da utroligt at du kunne svare tilbage” fik Castor repliceret til hende i en noget hånede tone som om at hun var blot endnu en af de underbegavende undersåtter som blindt fulgte efter deres leder uden at stille spørgsmål, eller undre sig over hvad de laver, eller bare i det hele taget har deres egen frie vilje. Castor var godt klar over at det var noget dumdristigt af ham at tale sådan til en som fulgte det onde, og det eneste han selv var bevæbnet med var kun to flækkeknive, og de færdigheder han nu besad med dem. Med en langsom bevægelse rakte han sine hænder ud som et tegn på at han ikke havde nogle våben på sig, dog så kunne man godt skimte i hans bælte den éne flækkekniv, selve bladet havde en svag glimtren af ren og skær tid han havde brugt på at hvæsse den, og i den anden side af hans bælte kunne man se det tomme hylster hvor den anden flækkekniv magen til den første, ville havde siddet. *Ven eller fjende* Løb det gennem ham, måske var det på tide at han snart valgte hvilken side han skulle holde med, den onde appellerede mest til ham, men hvis de skulle gå hen og tabe så, ville han sidde i en slem situation, i forhold til demonerne som bare generelt var onde væsner, og tjener uden nogen sans for fri vilje ville følge deres herre i døde.
”Så, har du tænkt dig at gøre noget, eller blot stå der hele dagen med foden i mudderet” Castor smilede let til hende i det at han opdagede at hendes fod var i mudderet, *Hun er bestemt ikke ven* tænkte han imens han langsomt begyndte at gå fra side til side, som et tegn på at hvis der skulle ske noget, så var han klar på en svingom med hende. Han var jo trods alt ikke dum, han vidste jo godt at tale hånede til demon ynglet var noget han kunne straffes for, han ville da også tage sin straf, blot med modstand.

Det var jo ikke ligefrem fordi hun selv lag mærke til hvordan hun snakkede, hun snakkede jo bare på den samme måde til alle sammen. Hun kunne ikke se hvorfor hun skulle smile, det var jo bare et tegn på svaghed. Det fik hende også bare til at se mere kold ud, som hun heller ikke noget imod.
Hun kunne ikke forstå hvorfor han snakkede til hende, hvad ville han hende? hvad ville et menneske sådan en som hende, de burde jo slet ikke snakke sammen. Hun havde bestemt ikke lyst til at snakke med et menneske, svaghed stod der jo skrevet overalt på dem. Der var jo en grund til at de bare skulle ligge på gaderne, hvor de kunne dø også forsvinde fra jordens overfalde.
Hun gav slip på sin kjole, og lag i stedet sine arme over kors. Han prøvede jo ligefrem på at provokere hende, ellers var det bare hende som følte at alle mennesker var der for at provokere hende *Adriana, lad os bare gå* sagde Alex til hende, mens hun stadig forblev stille. Hun gad ikke engang svare sin bror, hun havde mange bedre ting at bruge sin tid på.
"utroligt at du overhovedet snakker til mig" sagde hun bare og gav et lille snobbet lyd fra sig, som viste at hun bestemt ikke lod folk snakke til hende.. som de ville.
Hun havde ikke engang tænkt sig, at prøve på at være sød overfor ham. Det lå ikke i hendes natur, folk måtte elske hende for den hun var. Hun var jo også overbevist om at alle elskede hende, også selv om de fleste nok gjorde det modsatte. De turde vel bare ikke at sige det til hende, bange for hvad hun kunne finde på at gøre.
Hendes grå øjne fulgte bare alle hans bevægelser, skulle være sikker på at han ikke gjorde noget uventet "min kære bror.. får opgaven i at gøre dem ren, når jeg kommer hjem" svarede hun bare og havde ikke tænkt sig at flytte sig, ikke før mennesket fortalte hvad han ville hende.
Så var hun sgu ligeglad med hvor langtid hun skulle stå der, hun havde jo en viljestyrke som hun holde fast ved "hvad vil du mig?" spurgte hun alligevel om kort tid efter.

Han havde vist ramt et ømt punkt, i hvert ifald så havde han da fornærmet hende, sådan lød det da til, hun var tydeligvis en af dem som følte sig højere hævet over alle andre, hvilket jo også er klart, siden at kongen døde, så havde ondskab bare overtaget øen, og indhyllet det i mørke, selv menneskerne havde vendt sig mod hinanden, hvilket bare gjorde det nemmer for Castor at studere den menneskelige biologi og adfærd.
Men disse demoner og andre vandskabninger som nu herskede, de var helt enestående, specielle i hver sin sag, i hver sin forbindelse. På trods af hendes hovmodne svar, kunne han ikke lade være med at smile stadigvæk til hende, ”Ja, det er da utroligt at jeg overhovedet snakker til dig, jeg har så mange andre og bedre ting at tage mig til, end at rande rundt efter en,… ja en kvinde som har så lille hjerne at hun ikke engang kan se ud over sin egen næse tip, og tror hun ejer gade, jeg må da give dig ret, det er da utroligt at du overhovedet kan fører en så civiliseret samtale som du gør nu… det må jeg sige, du klarer det flot” Han vidste godt at det var et dumt træk at gøre, men ikke at svare igen, ville blot være et tegn på svaghed overfor hende, et tegn som han ikke ville vise, et tegn som ikke måtte ses, ligesom følelser ville komme i vejen for ham og hans mål, det eneste det handlede om lige nu, var overlevelse, og i nogle tilfælde når man mødte andre som også havde nosser nok, så måtte man ikke vise nogen form for frygt eller andre svaghedstegns. ”Din bror har tænkt sig at gøre det rent? Wow… hvad er han så? Endnu en tøs, eller blot en for stor kryster til at gå rundt ude på gaden?” igen kunne han ikke lade være med at svare igen, al form en smule respekt var forsvundet i ham, mere af alt havde han bare lyst til at sætte kniven i struben på hende og gå væk, dog så kunne han ikke blot gøre den slags, ikke mindst, så kunne han ikke bare gå rundt og dræbe folk på åben gade, ikke medmindre at han havde det rette grundlag for det, og som det stod lige nu, så havde han intet grundlag, forhåbentligt så tænkte hun det også på den måde, så det ikke udviklede sig til en kamp imellem dem, han ville så nødig blive nødt til at dræbe hende. ”Så, du vil stå der hele dagen, kan jeg gætte mig til… jamen….. vær min gæst… jeg vil da ikke prøve at tale fornuft ind i knolden på dig.. der har jeg simpelthen for meget respekt for mig selv, i forhold til at stå og tale sådan en som dig til fornuft” grunden til at han ikke fik sagt hvad hun var, var fordi han stadig var i tvivl omkring det, at han ikke ville sige noget omkring det endnu, men som det stod på lige nu, så ville han havde dømt hende til enten at være vampyr eller en demon som sugede ungdommen ud af folk, dog så kunne han ikke være sikker endnu, før han havde håndfaste beviser, men hvordan han skulle få dem, havde han ikke planlagt, ej heller vidste han det endnu, han måtte blot vente og se hvad tiden bragte med sig, og om han kunne bruge det.

Hun viste ingen tegn på sit ansigt, ingen tegn på hvor irriterende hun synes han var. Han havde virkelig brug for at få nogle på hovedet, og hun ville med glæde være den som gav ham dem.
Hun lignede jo slet ikke en som kunne finde på at slås, men de lange negle.. var bygget til at rive øjnene ud på folk, hun passede også på dem.. Så hun havde et våben, uden at folk så det som et våben.
Det var en af de ting som hun elskede ved at være en kvinde, at folk ofte så dem som svage og alligevel gemte de ofte deres vilddyr inde i sig.
Hun gav et par kolde grin fra sig "hvor er du kær.." sagde hun og gav atter et par grin fra sig "du kom over til mig, snakkede til mig.. så du ønsker min opmærksomhed" sagde hun og var ret ligeglad med hvem der ønskede hendes opmærksomhed, hun gav den med glæde.. så længe du fik dobbelt så meget opmærksomhed tilbage.
"mmh.. at have lidt klasse.. betyder ikke at man har en lille hjerne" sagde hun gav igen et par af sine grin fra "det burde du vide som menneske" sagde hun med en stemme, som afslørede hvor stort et had hun havde til mennesker.
Begge dæmoner viste at han skulle begynde at passe på, Adriana fandt sig jo ikke i alt.
Hun begyndte med elegante skridt at gå rundt omkring ham, mens hun lod en finger glide fra hans skulder om i nakken over til den anden skulder "han har ikke noget valg" hviskede hun let i det, og havde bestemt ikke tænkt sig at give Alex noget valg "han er vel bare så svag.. som i mennesker" sagde hun og stoppede op foran ham igen "svagheden som kaldes følelser" sagde hun og gav nogle flere grin fra sig, da hun ikke havde hørt om noget mere svagt end følelser. Hun var tæt på at brække sig, bare ved tanken om denne ting.
"du kan få lov til at slikke mine sko af,... hvis du er heldig" sagde hun og rystede let på hovedet af ham, da han virkelig var lige så ussel som alle andre mennesker.

Han havde virkelig ramt et ømt punkt, det var næsten for tydeligt at spore i hendes ansigt, at han havde sagt noget som virkelig havde ramt en nerve hos hende, hvilket han blot fandt morsom dog uden at vise for meget, at han fandt det morsomt at se hende, oprevet over det, eller sådan så han det selv da.
På trods af fysikken så, så hun ikke særlig farlig ud, men det første der viser at man vil tabe en kamp ville være at undervurder sin modstander inden kampen overhovedet var begyndt, og med det hovmod som Castor havde udvist her på det seneste så, var han allerede i gang med at tabe kampen, hvis hun var en demon, så galt det om at have álle detaljer med omkring hende, og senere skrive dem ned i sin bog om de forskellige væsner der fandtes på øen og som han havde mødt. Castor havde før undervurderet sin fjende som endte med at det hele gik galt og næsten kostede ham livet, hvilket var en fejltagelse han ikke ville lave igen, fordi næste gang, kunne være den dag at det kostede ham livet. ”Jeg ved det, jeg er simpelthen elskværdig” smilet på hans læber var stort set forsvundet, og en neutral mime var dukket op, på trods af hendes så ellers varme ord omkring hvor kær han nu var, ”Baah, hvad skal jeg med din opmærksomhed, du er ikke andet end et dyr som bliver styret af din herre” med rolig stemme svarede han hende igen, og atter poppede smilet op på hans læber, han var virkelig begyndt at blive hovmodig, han havde før nedlagt nogle demoner, men ikke nogen i sammenligning med hende her, et trofæ stod lige foran ham, han ville være en tåbe at lade den gå til spilde, men som det stod lige nu, havde han ingen grund til at fjerne hende, ej heller havde nogle betalt ham for at fjerne hende, så hvad hun mente omkring ham kunne rage ham en hø fjer.
”og hvorfor skulle jeg vide noget omkring det, bare fordi jeg er et menneske? Jeg er intet sammenlignet med de andre skvat som befinder sig rundt omkring på jorden, tigger og beder for mad, i forhold til dem, så kan jeg klare mig selv min fine ven” en lidt hårdere tone var der at spore i hans stemme, at blive sammenlignet med nogle svage mennesker som ikke kunne håndtere dem selv var et ømt punkt, eller også så var det at han blev sammenlignet med fattige mennesker, hvilket han heller ikke kunne udstå, hvis der var noget værre end demoner & andre monstre, så var det fattigdom.
”Pas på du ikke sammenligner mig med dem” sagde han hånligt og nikkede over imod nogle grupper af fattige mennesker, om de var levende eller døde vidste han ikke, og lige nu var det ikke det vigtigste, lige nu, var det at tryne hende. ”Jamen, hvis du virkelig mener at følelser er svaghed, så udstråler du virkelig af svaghed min kære” Castor på begyndte atter sin gang i cirkler omkring hende ”Du er alt for hovmodig, du er alt for opmærksomheds krævende, du viser følelser, og jeg vil også påstå at du føler frygt lige nu for hvad der kan ske” et ondt, nærmest sygt smil bredte sig på hans læber, hvis han havde ramt rigtigt, så havde han ikke det store at frygte fra hende lige nu, måske ville hun endda gå, og sende flere af hendes venner efter ham, ”Jeg slikker først dine sko, når jeg er den sidste levende Priest i tre miles omkreds” han fortsatte med at smile til hende, hun var ikke andet end en hovmodig demon, dog så udstrålede hun også af at være speciel, ikke noget han memorede stod i hans bog, hverken omkring hende, eller noget lignende hende, ”Hvad kalder du dig selv?” spurgte Castor, da han blev nødt til at få så meget information ned omkring hende, som muligt.

Han var bestemt ikke andet end irriterende i hendes hoved, ikke nok med Alex! så skulle hun også høre på dette menneske. Hvorfor var der bare nogle mennesker, som troet at hun gad snakke med dem? hun havde aldrig forstået det, kunne de ikke se at hun var over deres klasse og de ikke ville få noget ud af at snakke med hende?
Hun rullede bare med øjnene af ham "elskværdig, det vil et menneske aldrig blive.. man skal bare træde på dem alle sammen" sagde hun og var ikke bange for at sige hvad hun synes om mennesker, da hun jo godt viste at hun var så meget mere værd end dem alle sammen.
Hun lag sit hoved lidt på skrå af det han sagde "føle dig bedre, må jo være svært at være et menneske" sagde hun også selv om man kunne høre i hendes stemme, at hun bestemt ikke brød sig om det var hårdt at være et menneske. Hun ville med glæde grine dem alle op i ansigtet, det gjorde hun bestemt også allerede "mmh.. ja jeg bliver styret af min herre.. skønhed, som med glæde vil dræbe jer alle sammen" sagde hun og hentydet til sig selv, da der bestemt ikke var nogen som skulle bestemme over hende! Mørkens herre kunne endda rende hende højt og helligt, da hun var sin egen herre og altid ville være det.
Hun gav et par små grin fra sig "i er alle sammen ens... svaghed fra top til tå.. burde alle sammen, ligge i jeres grav" sagde hun og kunne bestemt ikke skjule sit had til mennesker, det havde hun heller ikke nogen grund til! de skulle jo bare vide hvem der bestemte, og hun ville med glæde være den som viste dem det. Hun ville gerne være den, som sende dem alle sammen i graven og være den sidste de ville se i live. Hun holde alligevel ikke med nogens side i krigen, selv om mørkens herre var end af hendes slags.
Så betød det ikke at hun gad holde med ham! Han havde jo valgt at vælge den forkerte vej efter hendes mening, at vælge vejen at gøre sit folk bange. Lade de fleste blive efterladt på gaderne, og kun de mørke og stærke væsner.. måtte få lov til at overleve.
Hun kunne ikke lade være med at grine af ham, ikke fordi han var særlig sjov "opmærksomhed har intet med svaghed at gøre.. bare fordi jeg kan vise mig frem, og gør det med glæde. Så betyder der ikke at der er nogle følelser inde i denne krop... det vil der heller aldrig komme" sagde hun og ville aldrig vise andre følelser end vrede og ligegladhed.
Hun rystede let på hovedet af ham "jeg vil aldrig være bange.. ikke engang når jeg en dag ligger og skal dø.. så vil jeg grine jer alle sammen ind i ansigtet" sagde hun og var ikke bange for ham, det ville hun nok heller aldrig blive.
"Jeg er Adriana Jackson" sagde hun og havde ikke noget imod at fortælle sit navn, alle skulle jo ligefrem vide hvem hun var.

Baah hun var ikke andet en hovmoden, uhøflig, utaknemmelig, lille skøge af demon racen, ikke bedre end selv de mest latterlige kommentere hun kom med omkring menneskerne, dog så kunne Castor dog godt se at hun havde ret i mange af de ting som hun sagde, menneskene var virkelig gået rabundus, de var faldet helt ned på bunden af rang listen over prioriteter, blot ved at kigge på gaden og se menneske tigge om føde var væmmeligt, ligefrem stanken af, urin og ekskrementer fra dem, gjorde det hele mere væmmeligt end hvad det var. ”baaah vi er da meget mere elskværdige end, hvad en som du nogen sinde kan blive, eller er du blot bange for at man ikke finde dig.. attraktiv?” Selvom det ikke var det klogeste træk, kunne han ikke ty sig ikke at sige ordene, imens han lagde et tryk på den sidste del ’attraktiv’ imens han skød et øjenbryn i vejret som et tegn på, at han ikke så noget smukt over hende, eller fandt hende særlig attraktiv, blot som endnu et monster. På trods af hendes spydige bemærkelser, om det ikke var svært at sammenligne sig selv som højere stående end de simple borgere , ”Næ, egentlig ikke, i forhold til dem, så står jeg her, og siger.. ja dig imod, det er jo tydeligt at jeg har mere sjæl end dem, og ikke rigtigt har givet op, ej heller synes jeg det er svært fordi… jeg lever og har stadig min livs glød, prøv at se på de udskud.. jeg mener… virkelig prøv at se på dem… de har givet op.. for gud og hellige moder maria, de har mistet deres tro over for gud, og derfor rammer han de syndige for deres synd” selvom at han var klar over at hun tydeligvis ikke troede på gud, så skulle hun under ingen omstændighed frarøve hans tro fra ham, hellere dø end at opgive sin tro. Om hun holdte med mørkets herre eller ikke var et mysterium for ham, i så tilfælde at hun gjorde, ville han være i en større kattepine end den han var i nu, hvis hun ikke var med ham, ville han nok blive rigeligt belønnet af mørkets herre for at fjerne en uønsket demon som ikke havde sluttet sig til ham, da han havde besteget sig tronen, eller nærmere tilraget sig tronen, men hans holdninger omkring mørkets herre kom ingen ved.
”Hvis vi alle er ens… hvordan vil du så forklare de mange forskelle som skeler mennesker fra hinanden? Tja, hvis du er så ivrig efter at sende mig i graven… så kom og hiv mig ned i min.. hvis du da er op til en udfordring” et smil bredte sig på hans læber med hastig bevægelser tog han fat omkring de to knive og trak dem op fra deres holdere, hvorpå han holdte blikket fast rettet på de to knive, og smilede lettere for sig selv, for dernæst at kigge op på Adriana, som hun åbenbart hed, med to lette bevægelser kastede han begge knive op i luften hvorpå at de snurrede rundt i en lille smule tid, man kunne lige hører at knives ægge rørte hinanden, da en skinger lyd af metal rørte hinanden med en høj fart, hvorpå med en næsten dødelig fart faldt ned imod Castors hænder, men som om det var ingen ting, greb han begge knive, og smilede til hende, ”Heller ikke over for mig?” sagde han og smilte nærmest ondt til hende, på trods af at han kun var et menneske over for et monster, men han havde stået over for noget lignede, godt nok ikke en som hende, men andre lignede mostre, ”Det er ellers ærgerligt, du kommer aldrig til at få en side i min bog hvis du vil tage kampen op med mig min fine ven” smilet var stadig fast plantet på hans læber, og stoltheden stod nærmet malet i ansigtet på ham da han omtalte sin bog, der skulle ikke mange detektiv sanser til for at regne ud at bogen betød meget for ham, ”Og du kan kalde mig Fader Pollux, mit barn” fik han indført inden han regnede med at hun ville angribe, eller tror på at han var præst eller lignede, på trods af hans tøj afslørede ham som ikke værende en præst men mere lignede en slagter eller en fanatisk organ tyv.

hun morede sig ligefrem over dette menneske, også selv om han bestemt også var irriterende at høre på. Han gav hende jo alligevel opmærksomhed, også selv om han nok ikke ville indrømme det. Hun var derfor ligeglad med at skulle stå der ude i kulden, så længe hun fik det hun ønskede "i er jo også svage" sagde hun og gav et lille grin fra sig "mmmh.. hvorfor skulle jeg være bange for det?" spurgte hun om også selv om hun ikke ønskede noget svar "kvinderne vil være mig.. og mændender vil have mig" sagde hun og havde aldrig prøvet på at blive afvist, måske fordi hun aldrig lag an på nogen. Hvis der var nogen der ville have hende, så måtte de ligefrem gå ned på knæ og tigge hende.
Hun kendte til sin skønhed, også selv om man kun kunne finde den udenpå. Det havde hun heller ikke noget imod, hvorfor skulle man se godt ud? og samtidigt være sød i det? det var jo bare skørt, når man kunne være ond og grine af andre folk.
Alex blev bare ved med at prøve på at få hende til at gå, han gad bestemt ikke have at hun kom op og slås! han ville ikke risikere at dø, bare fordi hun ikke brugte sin hjerne.
"du er stadig en af dem.. menneskelig og kedelig" sagde hun og havde bestemt ikke tænkt sig at lade ham sige ting om hende, uden at hun sagde et par ting tilbage.
"du nyder jo åbenbart at sige mig imod.. ellers havde du ikke stået her" sagde hun og havde ikke noget imod at bruge sin dag på dette, det var så meget bedre end at skulle høre på Alex og alle hans dumme følelser.
Hendes ansigt udtryk, ændrede sig ikke engang da han tog sine knive frem. Hun blev bare ved med at se på ham "er det her at du vil have at jeg skal gå ned på mine knæ,.. og tigge om forladelse?" spurgte hun om også selv om hun ikke havde tænkt sig at gøre det, hun havde aldrig været en som tiggede om noget. Det var alle andre som skulle tigge hende, også kunne de alligevel få en på hovedet.
Hun rystede på hovedet af ham "slet ikke overfor dig.. døden skræmmer mig slet ikke.. den kommer for alle" sagde hun og kunne engang se hvorfor man skulle føle frygt, det var jo en af de dummeste følelser hun havde hørt om.
"haha hvor er du sjov" sagde hun også selv om hun ikke mente det "mit barn? hvad er det for noget at sige" sagde hun og havde aldrig fattet det, hun var ikke noget barn

Det var et totalt tidspilde at bruge tiden på denne tykhudede kvinde, ingen ting kom ind bag pande lapperne, hvad årsagen var til dette, om hun virkelig var tykhudet eller om hun blot var for dum til at sætte sig i andres sted vidste han ikke, heller ikke det at han havde nogen intentioner om at finde ud af det, dog så irriterede det ham meget hvor.. opmærksomheds krævende hun var, den træng hun havde over opmærksomhed, det måtte være utåleligt at få opmærksomhed, især fra de døende fattige mennesker, som kun frygtede hende udelukkende fordi hun var ligesom de andre monstre, ”Måske vil kvinderne være dig, og ved du hvorfor? Prøv at se på dig selv i forhold til dem… du er jo fed, álle de fattige kvinder vil da også leve livet i sus og dus, og mændene? Ja, prøv at gætte hvorfor, lige så tyk som du er, lige så rig må du vel også være, og de går jo bare hen i deres simple gold digger face, du tænker slet ikke gør du mit barn?” Igen smilte han til hende, og med kirurgisk nemhed og pression havde han placeret begge sine knive i deres holdere uden at kigge ned på dem, han havde ikke brug for at kigge på deres repræsentive sted for at kunne sætte dem på plads. Igen spillede han på de følelser som tydeligvis betød mest for Adriana, hvilket også gjorde det hele lidt mere underholdene for ham, især hendes reaktion, på trods af at hun hadede mennesker, så gav han hende udelukkende en årsag mere til det, dog så tog han ikke den store notits af hvad et monster som hende mente omkring ham, eller han race. Noget.. mystisk var der over hende, som om at der var en anden magt som spillede ind i faktorerne, en som ikke ville kæmpe, om det var guds ord eller en tredje spiller som holdte hende tilbage vidste han ikke, dog blev han mere og mere nysgerrig af det, hvis det var gud, så havde han et højere formål end blot at kæmpe mod et lavt rangeret monster som hende, og burde gå efter de større fisk. ”Hvis du mener jeg er kedelig, og du ikke er bange, hvorfor… farer du så ikke i flæsket på mig? Mine knive er ellers sat på plads, men dog så holder du dig stadig tilbage, noget holder dig i hvert ifald tilbage” Et øjeblik vendte Castor sig om med ryggen imod Adriana og kiggede op på himlen og med lavmeldte ord hviskede han ” almægtige fader, jeg beder om foregivelse for at sende endnu en sjæl op til dig i den almægtige himmel, tag godt imod den når der bliver banket på porten og lad dig selv møde op, thi du er vore fader, den almægtige og eneste, amen” På trods af at det ikke var en rigtig bøn til gud, og han ikke havde forberedt noget, så, så han det som en god nok bøn i tilfælde af at hvis han selv døde, eller han blev nødt til at dræbe monsteret også kaldet Adriana, hvorpå at han vendte sig om igen og stod med ansigtet rettet imod hende, ”Jeg regner ikke med at du vil tigge, ej hellere bede om tilgivelse, ikke til mig i hvert ifald.. men til vore fader, regner jeg med det” Han smilte atter til hende, hvis han skulle finde ud af mere omkring hende, måtte han enten tirre hende til det ekstreme så hun ville angribe, eller bede om tilgivelse for sin frækhed, og da det sidste var udelukket, så han ingen anden mulighed end den første,
”Der tager du fejl… Ser du… Det er muligt at snyde døden… dog så kræver det lige at man skal vide hvordan mit barn…” Han smilte væmmeligt til hende, som et tegn på at han vidste hvordan, også selvom han ikke gjorde, men med mange års studier omkring kroppen havde han en ide om hvordan man kunne snyde døden, i hvert ifald, hvordan man snød døden for alderdom og kunne leve for evigt.
”Er jeg sjov, og hvorfor så det, mit barn?” fik han repliceret igen, åbenbart så var det noget væmmeligt noget at sige til et monster, eller sådan måtte Adriana da opfatte det, på den måde som hun reagerede overfor ham, hver gang han sagde det ord til hende, hun kunne ligeså godt snakke med rent mel ud af posen i stedet for alle hendes hemmeligheds kræmmeri, han ville jo alligevel finde ud af det hele før eller siden.

Adriana havde altid været en forkælet unge, lige siden fødsels.. havde derfor ældre og resten af familien, forkælet hende mere end Alex. Hun var jo en pige og skulle bare have alt, det havde deres forældre altid sagt. Mens Alex var en dreng, og måtte klare sig med det han nu fik. Han havde altid stået i skyggen, og det var ikke fordi han havde noget imod det. Han havde aldrig været en af dem som var gode til at få opmærksomhed, en genert dreng som bare holde sig for sig selv. Det var nok derfor at hans familie altid havde set ned på ham, fordi han aldrig blev den mand som viste sig frem.
Han var tæt på at tigge hende om at gå, da han jo virkelig ikke gad ballade og helst bare ville væk. Han ville hjem til baren, hvor der altid var hyggeligt over steder. Han kunne dog ikke tvinge sin søster til at gå, og det viste han bestemt udmærket "du kender mig jo slet ikke.. kvinder vil være mig for at jeg er den som jeg er, mænd vil have mig.. fordi jeg vil se fantastisk ud ved deres side" sagde hun og havde bestemt ikke tænkt sig at fortælle om hendes liv, hun var bestemt ikke rig længere. Hendes familie havde jo blevet dræbt, og det var kun hende og hendes bror tilbage. Det var også bare ynkeligt at være tilbage sammen med Alex, hun ville heller være den eneste fra familien tilbage. Så kunne hun gøre helt selv hvad hun ville, og forsætte familien med stolthed.
"jeg tænker mere end du tror" sagde hun og brød sig bestemt ikke om at blive kaldt et barn, men det lød ikke til at han havde tænkt sig at stoppe. Hun måtte bare holde sit pokerface, og bare trække vejret stille og roligt.
Hun havde også bare mest lyst til at angribe ham, lære ham hvordan man snakkede til hende. Hun gad bare ikke høre på Alex, høre på alle de dumme ting han havde at sige "mmh.. hvem har lært dig at prøve på at komme op og slås med en kvinde?" spurgte hun om også selv om hun var ret så ligeglad, hun var jo ligeglad med ham! "mmh måske.. måske er det et fjols som holder mig tilbage" sagde hun og snakkede om Alex, som ikke sagde noget til det. Han gad ikke engang bruge sine ord på at sige noget til hende, da hun alligevel ikke ville lytte efter på ham.
Hun hævede bare sine øjnebryn, da han begyndte at bede til gud "gud? hvis han findes.. så lytter han ikke på dig.. så ville ondskabet aldrig have overtaget øen" sagde hun og troet ikke på gud, og alle som gjorde! tja de var bare skøre i hendes hoved.
Hun begyndte bare at grine af det han sagde "gud holder ikke med mig.. så jeg har intet at undskylde for" sagde hun og havde bestemt ikke tænkt sig at undskylde til nogen, det var hun for stolt til at gøre. Hun ville heller dø, end at undskylde til nogen!
Hvem havde overhovedet lyst til at snyde døden? det var hun sgu ikke sikker på, det var jo bare latterligt at gøre.. Måske fordi hun aldrig ville dø? udover hvis hun nu blev dræbt.
"det har jeg ingen interesser for at gøre.. hvis døden vil have mig, så tager han mig bare" sagde hun og gav atter et par grin fra sig.
"fordi du er sjov" sagde hun også selv om hun ikke mente det.

Åbenbart havde Adriana altid været familiens lille kælle dægge, hende som fik hvad hun pegede på, det sås tit i de tidligere overklasse samfund, hvorimod hvis det havde været en dreng, så havde han blot været et bedrevidende fjols, men skulle dog skaffe sine egne ting, oftest sås det sådan, dog så var der jo altid noget som brød reglen, enten en svag fader figur som gav drengen alt, eller også blev barnet, eller børnene smidt ud hjemme fra da de lige var blevet myndige og skulle klare sig selv derefter. Adriana var tydeligvis en af dem som havde fået alt hvad hun pegede på, også selvom moderen og faderen ikke var gået med til det, så havde hun muligvis manipuleret sig vej frem til det eller truet sig frem til det udelukkende på familiens rigdom og magt. Castor havde aldrig selv haft det nemt, hans far døde da han var blot en ung mand, og hans bror døde mange år efter, han havde ingen tilbage i hans familie, i flere år havde han klaret sig selv udelukkende alene og hans tro på gud, noget i Castor fik ham til at overveje om Adriana led af en eller anden voldsom skizofreni, da hun omtalte om at der kun var et fjols som også styrede hende, en meget stærk fader figur måske? Eller en svag bror? I tilfælde af den stærke fader så måtte det udelukkende være fordi hun var bange for ham, og i tilfælde af den svage broder, så måtte han enten betyde meget for hende, eller blot være en del af hende, øen havde set mange besynderlige ting i hans alder, dog så aldrig noget så besynderligt, heller ikke noget han memorede fra sin fars bog omkring de forskellige demoner, vampyre, Ect. Ect. Monstre. ”Okey, hvis du mener at det udelukkende er derfor at kvinderne vil være dig, og mændene udelukkende vil ha’ dig, på grund af dit udseende, så synes jeg at du burde vende om, fordi, min kære ven” Castor smilede atter til hende, og lænede sig lidt længere frem og spyttede nærmest ordene ud imod hende ”Så flot er du altså heller ikke” hvorpå han lænede sig atter lidt tilbage og rettede på sin ryg så det tydeligvis kunne høres at den knækkede op til flere steder, hvilket at Castor kun fandt behageligt når det gjorde, ”Du kan muligvis tænke mere end hvad jeg tror, men i så tilfælde så giver du ikke særlig meget udtryk for det, eller blot vælger du at tie dine tanker” Smilet var stadig fast plantet på hans læber imens han prøvede at holde et grin tilbage, hun var da virkelig et hovmodent monster, et meget speciel fund, det ville være syndt hvis han blev nødt til at dræbe hende nu, hvilket han heller ikke ville, også selvom hun kunne finde på at fare lige i ansigt på far og gøre…. Ja hvad det nu var hun kunne finde på at gøre imod ham, han ville tydeligvis forsvare sig selv, men han kunne ikke finde på at dræbe hende, ikke endnu.
På trods af hendes dårlige forsvare omkring hvem der dog ville slås med en kvinde, så lagde han blot sit hoved lettere på skrå ”Tja, nu er du jo ikke ligefrem en kvinde…. Nok nærmere en forkælet møgunge, eller et…” han tav et øjeblik og spyttede på jorden og kiggede atter op på Adriana og hviskede med akkorat lige nok kraft i stemmen til at hun hørte det ”monster” Atter smilede han selvfedt over kommentaren, hvis der var noget som kunne få monstrene på øen til at få ’blodet’ hvis de havde noget, i kog, så var det at de blev kaldt for monstre, eller sådan havde reaktionen da været for de monstre som han selv havde mødt, nedlagt og også fået slag af. Dog så røg Castors blod lettere i kog da hun omtalte gud som om at han ikke fandtes, og det var tydeligt at hører hans stemme lød mere og mere alvorlig, et emne man ikke skulle komme ind på ”Du omtaler gud, vore fader, som om at han ikke findes, og at han derfor lader øen omsvøbe i denne mørke tid, ak nej mit barn, Gud har valgt at forlade denne ø, på grund af dets syndere, med alle af din slags som går rundt her på øen udelukkende for at være hovmoden, gud tester dog også stadig øen for at tro på ham, jeg vil næsten vove den påstand og sige at du kunne være en af de syv dødssyndere, hovmod” tanken havde ikke faldet ham ind før nu, men hvis han stod over for en dødssynd, så var det tydeligt hvad han skulle gøre.

Adriana kunne da ikke gøre for at hun var opvokset i sådan en familie, det var jo heller ikke fordi hun havde noget imod det. Hun nød bestemt at være en kvinde, og en af de fine! hun skulle aldrig være en fattig røvhul. Så ville hun heller være et rigt røvhul, også selv om det ville tage tid! før de ville skaffe så mange penge igen, som de havde mens deres forældre var i live. Hun havde alligevel ikke tænkt sig at give slip på det flotte tøj, og ligne en rig bitch som hun elskede.
Hun var jo stolt af sin familie eller næsten hele sin familie, hadet til sin bror var så stort! og det viste han udmærket også godt, at de aldrig ville have kærlighed til hinanden. Så to forskellige væsner, ville aldrig kunne være venner og slet ikke kunne vise kærlighed. De så jo heller ikke hinanden som familie, og ville heller aldrig nogensinde gøre det! Hun ville med glæde slå ham ihjel, hvis det ikke var fordi hun ikke ligefrem havde lyst til at dø. Hun viste jo ikke hvordan hun kunne komme fri fra ham, så hun kunne dræbe ham. Havde ikke lyst til at prøve på at dræbe ham inde i hendes krop, også risikere at hun så også døde.
Hun måtte derfor bare leve med det hun nu havde, og bare håbe på at han holde kæft så ofte som muligt.
Der var bestemt heller ikke nogen der kunne skubbe hende ned, fra den trone som hun var oppe på. Det var en af de ting som man bare ikke kunne, var at få hende skubbet ned fra sin selvoptaget trone. Hun var så selvsikker og selvglad, at hun var ligeglad med hvad andre sagde om hende. Hun viste jo hvorfor de gerne ville være hende og have hende, hun havde jo ikke vildt mange penge! så skønheden var det eneste de kunne få lov til at drømme om, og det måtte de bestemt også gøre.
Hun tørrede bare sit ansigt af med sin ene hånd "du skal ikke spytte på mig" sagde hun med en rolig stemme, også selv om hun havde lyst til at slå ham. Det var jo ulækkert at sådan et ynkeligt menneske, begyndte at spytte på hende og hun skulle have hans snavs på sig "siger du bare.. fordi du ikke kan få mig" sagde hun og lod en finger glide fra hans kæbe og hen over hagen, før hun træk hånden til sig igen. Hendes blik var forførende i det, også selv om hun havde et indre had til ham.
Hun hævede bare sit ene øjebryn af ham, og gav nogle grin fra sig "du kan ikke høre mine tanker.. og det skal du være glad for" sagde hun og havde det nok med at Alex kunne høre dem, og hun var også sikker på at han slet ikke havde lyst til at høre dem. Det var jo ikke ligefrem fordi, det var nogle skønne tanker hun havde i sit hoved.
Han prøvede jo ligefrem at få hende til at slå ham, og han var også tæt på at få hendes mørke side til at komme frem "bare fordi at i mennesker, ikke vokser op i sådan en familie som min.. og jeg jo er meget bedre end jer.. så er jeg stadig mere kvinde, end nogle af i mennesker nogensinde vil blive" sagde hun og kunne ikke gøre for at hun var en stolt kvinde, også selv om mennesker lå rundt på gaderne "fattige.. ækle.. bedende.. fjolser" sagde hun og rullede med sine øjne imens, mens Alex ligefrem havde opgivet af få sin søster til at gå videre. Han viste at hun nu ikke ville give op, hvis det var en kamp dette menneske ville have! så var det også en kamp hun ville give ham.
Han kunne få et par på hovedet, også kunne hun bare grine ham ind i hovedet efter.
Hun rystede på hovedet af ham, da han begyndte at snakke om gud "din gud har også efterladt dig.. han ønsker at se dig død, blandt alle andre mennesker" sagde hun og gav et lille grin fra sig.

På trods af de så ellers velargumenterende og ikke spor emne svingene kommentarer hun kom med, så stod hun fast ved sine meninger, hvilket fik en smule respekt fra hans side af, dog uden at han gav noget bevis for at det var muligt at respekter eller blot at vise respekt overfor monstrene, de var ikke andet end hjerteløs dyr som ikke gjorde andet end at være grådige og udelukkende tænkte på sig selv, godt nok var Castor også en del af sådan et rakkerpak, men hans mission var hellig, det var gud som havde vist ham vejen til et udødeligt liv, det var gud som havde fortalt ham hvordan man overlevede, det var gud som han snakkede med, dag ind og dag ud, i sine så ellers stille timere på bondegåen. Åhh hvor han dog savende det sted, hvorfor havde han også begivet sig ud i dag, lige den dag hvor der er brug for nogle nye… specielle leveringer til gården, så skulle han akkorat møde Adriana, nok den mest selvfede, skruppelløse person i miles omkreds. Dog på trods af de finere klæder, så Castor noget han ikke havde tænkt på før, mørket måtte vel også havde påvirket hendes familie, ligesom den havde påvirket stort set alle andre, med et lumsk blik og et væmmeligt smil, rettede han sig op og kiggede på Adriana ”Du er ikke spor velhavende, måske på randen af fattiggården, du bor udelukkende også på et værelse på den nærmeste kro vil jeg gætte mig til, du sover i selv samme senge som de så ynkelige mennesker lavede, det samme tøj som de lavede, du er fuld af selvmodsigelser min kære” *Uhh du må havde ramt plet nu gamle ven…* Et selvfedt smil bredte sig på hans ellers tørre læber, han havde slet ikke givet sig tiden til at få noget at drikke i de sidste par timer, og dehydreringen var ved at tage fat i ham, hovedpinen & migrænen, med en håndbevægelse gnubbede han sin pande for ligesom at prøve i et forsøg at fjerne hovedpinen, dog så hjalp det ikke meget, ej hellere gjorde det det meget værre, men nu var det hendes chance for at slå til imod ham, hvis hun havde nogle planer om at angribe. I de seneste par dage havde han også lidt under en feber, sveden begyndte at trille roligt ned af hans pande, i form af små sved perler, hans sanser var svækket *Ikke nu fader, ikke nu, jeg kan ikke falde om nu, medmindre at det er dit mål med mig, hvis du mener at jeg skal falde for en… et monster.. så vil jeg fader* Et suk kom fra Castor, og med lukkede øjne satte han sig ned på jorden, og blot ventede på at der skulle ske noget, dog så ville han ikke lade hende vinde uden at gøre lidt modstand, ej heller var han sikker på at hun ville dræbe ham, hun kunne vel se at han var svækket af feber og af hovedpine fra før. Dog så fortog smerten sig i hans hoved ikke, og han gnubbede atter sit hoved for at få den til at forsvinde men til ingen nytte, intet hjalp på det, det eneste han kunne gøre nu var at vente på det næste slag, det næste træk monsteret også kaldet Adriana ville rykke imod ham, og han måtte så godt som muligt enten undgå det, eller lave et modtræk som ville ophæve hendes træk, adskille former for modtræk havde han allerede placeret i hovedet på sig selv, men om det var et af dem eller ikke et af dem vidste han ikke, og med den sygdom han havde lige nu, så var der ikke tid nok til at udtænke på flere, kun at skaffe sig selv mere tid, med en ellers langsom bevægelse end hvad man før havde set at han kunne, trak han en hvid pipe op fra sin inderlomme og noget tobak og puttede tobakken i, med atter en normal bevægelse ledte efter noget at tænde den med, dog uden held, vendte han sig imod Adriana, og åbnede øjnene, ”Har du måske noget ild jeg kan låne, den tænder jo ikke af sig selv…” Atter sukkede han og lukkede sine øjne og ventede på hendes svar, om hun havde det, eller om han ville være død og i himlen næste gang han åbnede sine øjne vidste han ikke, men han kunne ikke gøre andet end at sidde ned og vente på det ukendelige, hans fader havde sagt at hans tid måske var kommet, og han skulle gøre som der blev sagt, om det så kostede ham livet eller ej.