We're strangers-Christian Anthony

Sted: På en af de få stier der løber tværs gennem skoven
Tid: Klokken er omkring 19:00
Vejr: En let dis har samlet sig over skoven, og området bliver langsomt mørkere og mørkere. Derudover er det koldt - netop så koldt, at man kan se sin ånde hænge i luften i nogle sekunder i en hvid dis... Hvis man altså trækker vejret.
Omgivelser: Skovens dyr hersker i denne skumrings-tid. De mange lyde fra skoven kan give ethvert menneske paranoia.

Et menneske ville sikkert være faldet om af udmattelse for længe siden. Men han var ikke et menneske... Ikke længere i ihvertfald. Nej, Derek havde for flere år tilbage lagt det liv bag sig. Nu levede han i skoven blandt dyr og planter. Ganske vist under mere "anstændige" forhold, selvom den gamle hytte han boede i var forfalden og lå i skjul bag solide træer.
Han havde løbet i lang tid. Faktisk var han nået så dybt ind i skoven, at han faktisk ikke var sikker på, at han var kommet så langt før. Selvom hans vejrtrækning var hurtig og hjerteslagende bankede på højtryk - følte han sig ikke træt eller udmattet. Tværtimod var adrenalinen det rette for ham. Det var den samme fornemmelse der fyldte ham, når han dræbte... Ja, næsten i hvertfald.
Da han endelig stoppede op, så han sig omkring. Skovens lyde bankede i hans trommehinder på grund af de skærpede sanser. Han kunne derudover lugte hjorte, kaniner og andre dyr langt væk fra. Øjnene kunne også se længere mellem træerne og buskene, trods hans syn nærmest blev stærkere dag for dag. Hvis han koncentrerede sig for meget om et punkt i horisonten, gav det ham blot hovedpine - så at stirre for meget, var bestemt ikke noget han satte højt på listen.
Snart opfattede han en anden tilstedeværelse i skoven. Noget der nærmede sig. Roligt bevægede han ansigtet fra den ene side til den anden. Var det et bytte? Et strejf af udfordring formede sig i hans øjne, selvom han ved hvert drab, fortrød sin handling. Men han havde ikke lært at stå imod endnu.

påklædning

han stod ved gaderne og stirrede ud stirrede ud over alle folk, dumme varmblodet skabninger, uviden om hvad der kunne ske dem, uden viden om at man hvert øjeblik kunne blive solgt af sine egne forældre, givet videre til nogle som hellere end gerne ville misbruge unge til deres egen tilfredsstillelse.
han rullede med øjnene og skubbede sig væk fra muren hvorefter han lod sig glide igennem folkemængden og hen mod skoven. med armene over kors og et neutral udtryk i øjnene, trådte han ind i det græssede område.
hele hans liv, var kun fuld af sorg og terror, Amanda, den kvinde, onde dame, han hade hende, foragtede hende mere end noget andet, det hun havde gjort mod ham for så mange år siden, den smerte hun havde påført ham...den var utænkelig.
han gik hurtigere ind i skoven og hen mod centrum, ind mod den del hvor han kunne slappe af og være alene, alene fra alle og enhver. men en lugt fik ham til at stoppe op, rynke brynet og indånde lugten...hvad var det. han fulgte den og stoppede først da han fik øje på en ung mand, meget ung mand hvis han selv skulle sige det

Med hagen hævet en smule, forsøgte han at få færten af hvad-end-det-var, der nærmede sig. Det var ikke et menneske... Ikke et dyr... Derek havde dog opfanget denne lugt før. I byen, som var spækket med overnaturlige væsner, trods hele denne verden stadig var "ny" for ham, og han knapt kunne skelne mellem de forskellige forstærkede sanseindtryk. Hvis han havde været i sit ulvestadie, ville han måske have kunne opfange hvad end der nærmede sig, hurtigere, men nu stod han her og lignede hvert andet menneske. Hvis folk bare vidste hvad han kunne gøre. Hvis det bare vidste hvad han var i stand til.
Han tog et skridt tilbage fra stien han kom fra. Gruset der formede skovstien knasede blidt under hans fødder når han rørte på sig... Stien var fyldt med hans fodaftryk fra den heftige løbetur. Lungerne trak stadig luft ind, mens hjertet stadig dunkede med en vis kraft. Dog gik der ikke lang tid, før hans indre igen hvilede, og trangen til at producere mere adrenalin, kom frem igen.
Snart kom en silhuet til syne gennem den lette tåge. Et ukendt ansigt viste sig snart. Den unge mand sendte ingen genkendelige bølger op gennem Derek. Og han var sikker på, at dette var et ansigt man ville huske. Det så perfekt ud, og trods den unge mand faktisk så... meget ung ud i sin fysiske form - var det som om der lå mere bag dette ydre. Som om han faktisk havde mere livserfaring end mange andre.
Af en eller anden grund syntes Derek at blive mere anspændt i kroppen. Det virkede naturligt for ham, at være påpasselig med hvem han var i nærheden af. Han havde ingen tillid til andre, og det var som om at han opfangede noget ved denne unge mand, der gjorde ham mere mistroisk.
"Godaften," kom det så fra Derek der hævede stemmen en smule, trods den selvfølgelig skar igennem stilheden der ellers herskede i skoven. En lille rynke samlede sig mellem hans øjenbryn, mens han stadig bedømte den unge mand der befandt sig adskillige meter fra ham, "Så er jeg vist ikke den eneste der vover sig herud på denne tid af døgnet," kom det så fra ham, for at se hvilken reaktion det ville få fra den ukendte, "Skoven er jo et farligt sted..." Hvis han viste sig at være et menneske, burde han stikke af nu... Men det tvivlede Derek stærkt på at han var.

han så opmærksomt på ham og allerede før denne mand havde åbnet sin mund vidste han at dette var en varulv og åbenbart en ung en, da ingen varulv ville stå så tæt på en vampyr uden at fyre eder og forbandelser af.
han kørte en hånd igennem sit hår og rettede på sin jakke "jamen goddag" han følte sig så endelig fristet til at sige hund, måske endda køter hvis det skulle være, men ville drengen så kende nogle af modsvarende, noget alle varulve plejede at kalde vampyrerne...efter at havde betragtet ham længe rystede han på hoved, tvivlsomt.
han lagde armene over kors og gik langsommere tættere på, men hans bevægelser var alt for glidende til at være menneske og det var måske en af de ting som ville afsløre ham...afsløre hvad han var, men hvis denne dreng var så uviden som han så ud til ville han kunne fornemme dem, men ikke vide det.
han grinede over drengens kommentar "ja det ser sådan ud, men hvad skulle jeg frygte, den kan ikke gøre mig noget jeg ikke allerede har oplevet, tro mig der er ting der er værre end et par uhyre under sengen" sagde han spydigt og i en neutral monoton. han stoppede op knap en meter fra ham og lagde hoved på skrå "du er ung...meget ung" konstaterede han og ville nok lyde kryptisk i sin måde at snakke på hvis man ikke vidste på hvilke punkter han snakkede om

De naturlige instinkter skreg i ham... Anspændtheden han følte virkede absolut helt naturlig for varulven i ham. Det virkede som om han stod foran en livslang fjende, og alligevel var han sikker på at han aldrig havde mødt denne mand før. Vampyr... Ordet strejfede ham kun kort varigt. Han huskede hvad hans far havde fortalt ham dengang han havde bidt ham. - At varulve og vampyrer var naturlige fjender. At de altid havde haft et udstående med hinanden. Kunne det være grunden?
Øjnene klemte han lidt i, mens han betragtede den unge mand, uden at lade blikket glide væk fra ham en eneste gang. Trods han havde forstærkede sanser kunne han ikke høre den unge mands hjerte slå, som han kunne med menneskene. Alt i ham fortalte ham at han skulle passe på. Tilsyneladende roligt stak han hænderne ned i lommen på sin frakke, og knyttede derefter disse. Han yndede ikke at vise den fremmede hvor anspændt hver en muskel i hans krop var lige i det sekund, hvor han nærmede sig. Derek stod stille som en stenstøtte, stadig med øjnene lidt på klem. Hvis det koldblodige monster prøvede på noget, ville han flå hovedet af ham.
Latteren der undslap den fremmedes læber, syntes ikke at falde i Dereks smag. Tværtimod gjorde den unge mands selvtillid ham umådelig dårligt tilpas. Men han rørte sig stadig ikke en tomme.
"Ja... der er værre ting," kom det så fra Derek, "- meget værre."
Da den fremmede stoppede op, og kom med sin kryptiske bemærkning, blev Derek i et kort sekund mere perpleks. Og hvor gammel skulle han så forestille at være? Hvis han var en vampyr havde han muligvis mange år bag sig, og efter tonefaldet i hans stemme - kunne det tyde på, at han havde levet gennem mange menneskealdre.
"Det er du også... Udadtil i hvertfald," kom det så fra ham. Han brød sig ikke om dette. Hvis han stod foran en vampyr med mange år bag sig, kunne det ikke nødvendigvis komme til hans fordel. Dog ville han selvfølgelig aldrig indrømme, at han tvivlede på sine egne kræfter. Han var ikke naiv, og han var ikke svag.
"Du narrer ikke mig med dit ydre," sagde han så med en rolig tone i stemmen. Igen lyttede han... Blot for at være sikker - men nej. Intet hjerteslag. Ingen menneskelig lugt. Han følte sig konstant fristet til at træde et skridt tilbage. Han brød sig ikke om at være så tæt på denne unge mand, når han ikke anede hvad han lavede ude i denne skov.
"Mit hjerte banker i det mindste..."

han klukkede og hans øjne landede på drengens skuldre "uhh er man lidt bange hva' Hund" hvislede han og smilede ondt, han havde stået over for adskillige varulve gennem hans tid, endda være intimt sammen med et par af dem, dog ar der også dem som måtte lade livet, da han havde hamret sin hånd igennem deres brystkasse.
han lagde hoved på skrå og smilede bredt til ham "uhh den gjorde ondt, men nej jeg har ikke haft en hjertebanken i hvad 692 år, mange tak Amanda" udbrød han sarkastisk, det var tydeligt i hans stemme at han virkelig hade den kvinde til Amanda, alt hun havde gjort ved ham, hun havde kun givet ham smerte.
han kredsede rundt om ham og betragtede ham med et blik som kun et rovdyr sendte sit offer "du ved psykiske ar forsvinder ikke nær så let som de fysiske, men det ved du vel alt om ikke" spurte han og så kort på hans hals, man blev ikke ligefrem født som varulv...så en eller anden måtte havde gjort det ved ham, men hvem mon det havde været.
han klukkede stille "ja jeg er skam gammel, hvis man kan kalde mig det, men sådan er det jo, når psykotiske...ting beslutter sig for at skulle ødelægge andres liv, uden at tænke på konsekvenserne af deres dumme handlinger...men hun lærte bedre da jeg flåede hjerte ud af brystet på hende"
hans smil blev mere dystert...mere koldt og ondt, han var ikke ligefrem en stor tilhænger af mørkets herre, men på den anden side havde han heller ikke været en tilhænger af den gamle konge, han var for svag efter hans egen mening.

Han fnøs og rystede så på hovedet, "Bange?" han sendte ham et nedladende blik, "For dig?" En hånlig latter kom fra ham. Som varulv havde han et elendigt temperament, og derfor skulle der ikke meget til før at få ham helt op i det røde felt. Allerede nu borede han nærmest sine negle ind i sine håndflader, trods denne gestus var skjult i lommerne på frakken, "Jeg er ikke bange for en blodsuger," kom det så fra ham, "Der er igler i denne skov, der virker mere skræmmende end dig."
Derek bevægede sig stadig ikke en tomme. Derimod så han på vampyren med en foragt i blikket. Han havde kun mødt få af disse væsner før. Men de havde aldrig talt sammen. Derimod havde han stødt på dem, da han opholdte sig i bymidten, men eftersom det sidste møde havde resulteret i at han angreb vedkommende - holdt han sig gerne på afstand. Den sarkastiske kommentar der kom fra vampyren, fik blot Derek til at hæve øjenbrynene end smule. 692 år... Derek havde knapt nok været i denne tilstand i 3 år.
Da vampyren gav sig til at kredse rundt om ham, stirrede Derek blot frem for sig. Han fulgte ham ikke med blikket, men var heldigvis i besiddelse af sine stærke sanser. Han kunne fornemme hans nærhed, men veg ikke ét øjeblik. "De psykiske ar er med til at udvikle os... De fysiske skal ikke definere hvem vi er... Eller hvad vi er..." Han kunne mærke vampyrens blik hvile på sig. På halsen sad intet mærke, så han havde intet at finde. Tværtimod sad bidemærket på hans ene arm, og var stadig rødt eftersom det ikke havde fået lov til at hele længe nok.
"Så har vi noget tilfælles," konstaterede Derek, stadig med en kølig tone i stemmen. Denne kommentar var myntet på vampyrens bemærkning om, at han havde givet sin ´skaber´ det hun fortjente. Derek havde gjort det samme. Han havde dræbt sin far... men ikke for hvad han gjorde mod ham. Nærmere for hvad han havde gjort mod hans mor - en kvinde Derek aldrig havde kendt. "Vi er begge i denne tilstand uden at vi selv har valgt det," blev han så ved, "Forskellen er blot, at du teknisk set er død - mens jeg lever."
Derek havde aldrig taget stilling til øens situation. Han havde intet formål. Ingen side. Intet der gjorde at han faktisk ville holde fast på livet. Han levede en ligegyldig tilværelse, uden nogen milepæl at holde fast i. Derfor dræbte han som hans natur ville. Det mærkelige var, at han stadig led af dårlig samvittighed efter hvert drab. Han kunne ikke overgive sig fuldstændig til dyret i ham.
"Hvorfor leve i 692 år? Hvad er din drivkraft?" Han forstod det oprigtigt ikke, og klemte øjnene undersøgende sammen, "Vi er monstre. Vi har intet formål."

han trak på skulderne "det sagde jeg ikke, det var dig" hans smil blev mere mystisk ligesom den måde han snakkede blev mere kryptisk og fremmed artet, som om han snakkede et underligt fremmed sprog.
han klukkede og kørte en hånd igennem håret "igler, blodsuger...wauw den gik virkelig efter sidebenet" hvislede han sarkastisk, sarkasme var han efterhånden god til, og folk lavede tit den fejl at undervurdere ham, tro de kendte ham før de faktisk gjorde, for ja Christian var anderledes end andre, han gjorde tingene anderledes, han så på tingene anderledes end de fleste gjorde.
han trak på skulderne "ja du har muligvis ret, men tit er psykiske sår svære at læge end de fysiske...tro mig jeg taler af erfaring" med et kunne man faktisk se en smule smerte i hans øjne, ja selvfølgelig var han stadig i smerte over alt det Amanda havde gjort ved ham i over 100 år, det var smertende, men sådan var det jo, ikke alle kunne få det perfekte liv eller blive født ind i det, nogen var nød til at kæmpe sig op til de, op til rigdommen og det perfekte luksus liv, så som ham selv, han blinkede og hurtigt var smerten væk og han så igen neutral ud.
han nikkede stille "jeg tænkte nok det var sket mod din vilje, men forskellen fra dig og mig er at jeg blev solgt til min skæbne, fattigdom gør noget" han trak på skulderne og lagde armene over kors, han havde ikke i tankerne at få denne dreng til at have ondt af ham...nej for guds skyld ikke, han pointerede bare endnu en forskel ligesom drengen selv havde gjort. for ja hans familie havde været fattig og når man ingen penge har til mad...så bliver man desperat og de havde endt med at sælge ham til Amanda, kvinden der 13 år senere ville forvandle ham til det han er i dag, en koldblodig vampyr med en skam og samvittighed på størrelse med noget andet i denne verden.
han så kort tænksom ud "det tænker jeg på hver eneste dag, og sandheden er nok jeg faktisk ikke ved det, jeg frygter ikke døden, ej hvornår det skulle ske, men jeg tror det er fordi jeg på trods af mit had til denne verden nyder livet, gør du ikke selv det, ja vi er monstre, men alle ønsker vel et sted at leve" han trak på skulderne og så opmærksomt på ham