Dejá vu - Crudelis.

Sted: Slottet.
Omgivelser: Ikke andet ned ruiner og støv.
Vejr: Som altid køligt.
Tid:22:25

Valentin havde besluttet sig for at besøge slotttet. Han havde været der et par gange, første gang var da han skulle have noget inside information om kongen og ikke mindst slottet. Det var Smith, hans nu trofaste overtjener, villig til at give ham. På hans andet besøg af slottet slog han kongen og adskillige af hans vagter ihjel. Med hjælp fra nogle andre naturligvis. Han ville umuligt kunne klare det selv. Valentin gik op mod tronen, som var det eneste der stadig var helt på hele slottet. Han satte sig i den og fik et dejá vu, som gik helt tilbage til hans barndom.

Valentin var 3 år, han havde netop fået sin lillesøster. Men så skete det som Valentin ikke forstod, hans var skulle i krig, han skulle kæmpe for det gode, for det der skulle forstille at gøre det bedste for dem alle. Men fem år senere var han død, hans mor sindssyg og hans søster og ham selv på børnehjem. Der gik ikke mere end et halvt år før hans yndige lillesøster blev taget fra ham. Han boede på det usle børnehjem i 10 år, han kom først ud som 18-årig, fordi han var myndig. Han var hævngærrig, ønskede bare at hævne sig på hans søster og mor, han hadede dem for at efterlade ham. Som 20-årig var hans mor og søster døde, dræbt af ham selv. Kort efter det besluttede han sig for at overtage verdenen, men det var en for stor mundfuld. Så han besluttede sig for at Islandia var et passende sted at starte. Han samlede nogle krigere og fik kongen væltet af tronen, for selv at overtage den.

Han satte sig tilbage i tronen.

Crudelis kom med selvsikre skridt gående op mod slottet. Han vidste ikke hvad det var, men noget sagde ham der var noget, eller nogen han ville snakke med. Han kom med langsomme skridt op til porten. Han havde taget en af hans fine habitter på her til aften. Men det havde han jo hver aften.
Han gik ind i slottet, og begav sig med hastige skridt mod tronsalen. Der var noget. Han åbnede døren derind til, og han mærkede straks en tilstedeværelse. Noget ondt. Han smilede et stort smil. Han kiggede ind, og så en ond mand sidde på tronen. Han gik indenfor i tronrummet og kiggede op på personen, kunne ikke helt bedømme om personen havde set ham. Han kendte ham godt, hvem gjorde ikke det?
”Nyder du din stjålne trone?” spurgte han højt den mørke fyrste. Måske ikke den bedste måde at hilse på en så magtfuld person, men han smilede et stort smil, og fortsatte inden han nåede at svare. ”Jeg elsker hvad du har gjort ved stedet!” han kiggede kongen i øjnene og smilede et lille venligt smil. ”Her er.. ondere” han gik hen til et af de smadrede vinduer og kiggede udenfor. Sukkede et glad suk. Længe havde han haft lyst til at møde kongen, og nu skete det endeligt. Han vendte sig om, og gik med hurtige skridt op mod kongen. Han ville lige hilse ordentlig på ham. ”Crudelis Mors” sagde han og rakte hånden frem. Han havde nu aldrig prøvet at møde en anden person med sådan en venlighed før. Han overraskede helt sig selv med hvor venlig han var lige nu. Han kiggede på ham, hvordan han ville han reagere på alt det her? At blive afbrudt midt i hvad? Hvad havde han lavet? Han kiggede lidt på ham, med en undring i blikket, men det kunne ikke ses af andre.

Valentin fornemmede en person nærme sig. Hvem det var var ikke til at gennemskue på den afstand. Han lod blikket vende mod ham da han nærmede sig. "Naturligvis. Kun en tåbe ville ikke nyde den storhed jeg besidder." Han rejste sig da den unge mand nærmede sig, hvem han var vidste Valentin ikke. Men det var tydeligt at fornemme han ikke var på den gode side. Men om han var en mørk kriger kunne han ikke gennemskue. Valentin nærmede sig ham da han præsenterede sig selv. "Jeg går meget ind for ondskab. Mørke er langt bedre end lyset. I mørket kan alle være, her kan alle eksistere og føle sig hjemme." Valentin greb hans hånd og rystede den en enkelt gang. "Valentin Dorsik. Eller også kendt som mørkets herre, mørkets fyrste, eller af de dumdristige, idiot." Valentin blev ofte tilsvinet, men det skete ikke så ofte længere, da folk var bange for at blive dræbt hvis det skete igen. Så mange kiggede ikke engang på ham når han passerede dem. Det vidste bare at de respekterede ham.

Crudelis grinte lidt, latteren var kold, men det var stadig i en slags positiv stemning. ”Sandt nok” sagde han og smilede et dødt smil. Og han gik kiggede lidt mere rundt derinde. Han havde hørt om mange ting der var sket derinde, men han havde aldrig selv sat sine ben der før.
”You’re can’t hide in the light. But wait for the dark, and no one will ever find you” sagde han stille. Det viste at han var enig i det han sagde. Tiderne havde skiftet til det bedre, og han elskede forandringen. Ikke mindst fordi der ikke altid var folk efter en hvis man lige kom til at dræbe en. Førhen havde det været sværere at få et ordentligt måltid mad. Han smilede lidt for sig selv som han så nogle huller i muren. Formodentlig skader der var sket under den omvæltning af tronen. Han kiggede på øens nuværende herre, og han smilede et venligt smil.
”Godt at møde dig Valentin” sagde han, med den kolde stemme. Den kunne få mange personer til at få gåsehud, og give dem lyst til at stikke af. ”Mit kælenavn er nu mere svin” sagde han med en munter tone, og han kluklo også lidt.

Valentins smil og latter hørte sjældenheder til. Men det var ikke fordi han var ubænkinget ondskabsfuld. Hvis nogle støttede op om ham, modtog de hans respekt og bestemt også venlighed fra hans side. Men hvis ikke.. Ja, så kunne man godt sige at de var fjender. Han dræbte ikke folk, fordi de var fattige. Han dræbte folk fordi de fortjente det. Det betød også at det ikke altid var fattige der kom under hans dræbende hånd. Hvis en af hans medhængere gjorde noget der ikke passede ham, så kunne de også få en smagsprøve. Valentin trak sin hånd til sig og så nærmere på den unge herre. "Jeg kan kun sige i lige måde Crudelis." Han fulgte hans blik rundt og sugede alle indtrykkene til sig. "Om forlov, er du blandt en af mine medhængere, midt i mellem eller holder du til de gode?" Han så ikke ud til at være en der var med de gode, han var for fint klædt til det.

Curdelis smilede lidt, han gik stadig rundt derinde, men stoppede derefter op og vente sig om mod Valentin. ”Jeg er født, opvokset med at alle under mig er dårligere.. jeg syntes godt om at stedet har forandret sig, men jeg er ikke en af dem der er dine medhængere. Jeg er midt imellem, selvom jeg ville hjælpe til hvis der var brug for det.” han kunne godt hjælpe ham, eller dem, men han ville nok ikke gøre det gratis. De ville skylde ham en tjeneste, og det kunne han godt bruge fra de kongelige. Kaldte man dem det egentlig det. ”Hvad havde du gjort hvis jeg havde været en af de gode?” spurgte han med et grin, og kiggede på ham.
Curdelis gik hen til tronen, og kiggede lidt på den. ”Sidder man godt der?” spurgte han ham, og kiggede op på ham. Han havde hørt at der var ingen andre end den mørke fyrste der kunne sætte sig på tronen.

Valentin ville forsøge at overtale ham, det blev han nød til. Ellers var han ikke en ordentlig leder. "Hvis du ved du er over alle andre, hvorfor viser du så ikke andre det? Når du er en del af mine medhængere, vil det ikke være svært at vise du er bedre end alle andre. Man kan se det så snart du træder uden for en dør, fordi du vil udstråle det. Du har de samme meninger som jeg ikke sandt?" Han rettede en smule på sit tøj der var en smule roddet efter han havde siddet ned. "Hvis jeg var god, så var jeg ikke mig. Det spørgsmål kan man ikke spørge om, hvis er et fremtids- eller fortidsord, man vil ikke kunne svare på det, fordi det vil ændre en masse." Valentin gik hen til tronen og lod blidt hans hånd ligge på armlændet. "For at være hel ærlig.. Så kan jeg ikke forstå hvordan han kunne sidde på den dag ind og dag ud, jeg sidder meget bedre i min stol derhjemme."

Crudelis grinte lidt, han gjorde som enhver anden leder ville gøre. Prøve at overtale ham. ”Hvad så hvis.. jeg allerede udstråler min overlegenhed?” Spurgte han Valentin. Han udstrålede det i forvejen, bare ikke mod dem han så som jævnbyrdige. Men når han gik ned af gaden udstrålede han det fuldt ud. Han udstålede det heller ikke hvis han følte han kunne få noget ud af det, hvis han ikke gjorde? Hvem gjorde det? ”men jo, samme mening” sagde han og smilede ”Men, jeg tror jeg udøver det lidt mere end dig” han smilede et skævt smil. Han udøvede det nødvendigvis ikke på en mere ond måde, men han udøvede det meget tit, mod alle, meget groft. Men han kom lige i tanke om han snakkede med den onde fyrste og han ændrede han udtalelse ”Måske ikke mere, men nok omkring ligeså meget”
”Jeg har lagt mærke til at du er en dæmon. Ligesom mig” fortsatte han, og kiggede på ham. han havde faktisk fået det at vide nede på den hesteskoen, for omkring en uge siden eller deromkring. Han syntes det var lidt interessant, nu ville han bare gerne vide om han var samme salgs som ham, eller?
Han nikkede lidt om hvad han ville havde gjort hvis han havde været god. ”Selvfølgelig, helt anden attitude, og alt det. det rigtig nok” sagde han og smilede til væggen, han nu gik hen til. Han kørte hånden over væggen. Slottet var fuldt af historie. Det var noget han havde lært at se på bygningerne i løbet af alle hans år.
Han kluklo og han sagde med en munter stemme ”Det er vel bare noget der følger med jobbet” han vendte sig om fra væggen, og kiggede på ham. Han lænede sig tilbage mod muren, med hænderne i lommen og kiggede på herskeren af hele øen.

Valentin havde altid et svar. Ligemeget hvad han spurgte om ville han kunne finde et svar. "Jeg har altid været overlegen. Men det stoppede mig ikke fra at overtage øen. Jeg er endnu mere overlegen nu. Alle frygter mig. Med en håndbevægelse kan jeg få alle dræbt. En magt i den dur kan du komme til at besidde, hvis du følger mig. Du skal blot komme til mig og nævne en der har været imod dig, nævne hans eller hendes forbrydelse og så vil personen blive skaffet af vejen. Så let er det." Valentin så sig igen omkring. Han var fascineret af slottet, det havde gået fra at være smukt og stort, til at være ødelagt og tomt. Det havde han fået til at ske. Han så over på Crudelis med et hævet øjenbryn og et strengt blik. "Jeg har folk til at gøre det beskidte arbejde nu. Men før i tiden holdte jeg mig ikke tilbage. Jeg dræbte alle der kom i vejen for mig." Valentin gik hen imod den unge herre og stilte sig ved hans side. "Jeg er dæmon ja. Den overlegne race." Valentin nikkede da han gav ham ret. Der var ikke meget mere at sige. "Sådan er det at være hersker. Man må tage det sure med det søde."

Crudelis stod nu stille, og kiggede ud af vinduet igen.”Ja, men det samme ville jeg kunne med nogle lejemordere. Desuden, ville jeg nok selv havde dræbt personen først?” han trak lidt på skulderen og gik så lidt rundt igen, han var ikke så glad for at stå det samme sted for lang tid.
Han kiggede lidt på ham. Han ville aldrig have nogen til at gøre sådan noget for ham. Han nød det ganske enkelt. Han havde en slags kærlighed for at dræbe. Måske havde det noget at gøre med, nu også var sådan han spiste. ”Jeg kan nu ellers godt lide det ’beskidte’ arbejde” fortalte han, og smilede et lille smil for sig selv.
Han kiggede på hans konge. Den sætning lød underlig inde i hans hoved, og den ville nok heller ikke komme ud. Han var meget enig i det han sagde, men følte dog at der ikke var noget at tilføje, så han nikkede bare en gang med hovedet.
Han smilede et lille smil, og vendte sig nu om mod Valentin, og kiggede på ham. ”Fotæl mig lidt om at være hersker. Hvilke andre frynsegoder følger der med jobbet?” spurgte han nysgerrigt, han ville aldrig selv være så stor en hersker. Han blev irriteret hvis han bare skulle høre på for mange af bønderne derhjemme der havde et problem.

Valentin ville ikke fortælle ham at han ikke måtte dræbe. Det var der nogle af hans krigere der gjorde, Crudelis kunne blive en af dem. "Så kan du blive en af de krigere der dræber. Der er plads til mange personligheder og behov i mit hieraki." Valentin kunne godt bruge sådan en som ham, en der holdte af at dræbe. Det var sådan nogle der var vigtige at have med i hans hær. "Jeg kan godt bruge flere 'killers' som jeg kalder dem, er du interesseret?" Valentin kunne fortælle en masse om at hvordan det var at være hersker. Det var ikke altid lutter lagkage, men man kunne sagtens fokusere på de positive ting. Som man kunne med alt andet. "Det at være hersker er ikke altid positivt. Men jeg har det største hus på øen, jeg har en masse tjenere, respekt og flygt fra hvem som helst. Der er ingen der går uden at føle en af delene for mig."

Crudelis kiggede lidt på ham. Det var nogle fine argumenter, men han kunne stadig ikke se hvad han skulle få ud af det. ”Men, hvad er det helt præcist jeg ville få ud af det?” han løftede det ene øjnebryn som han kiggede på ham. Altså havde han ingen interesse i at gå rundt med et skilt der sagde at han var en af hans tilhængere, det var ikke ligefrem en pigemagnet. Han smilede lidt, måske kunne han vende til sin fordel, men han så stadig utallige ulemper ved det. ”Og hvad er det egentlig jeg skal gøre som en af dine tilhængere?”
”hmm.. alle?” han kiggede på ham med et lille grin. Han kiggede lidt på ham. han frygtede han ikke, men han ville da heller ikke mene at han respekterede ham som sådan. Eller jo det gjorde han, men han respekterede ham som et andet menneske, eller i dette tilfælde dæmon. Og han havde selvfølgelig også respekt for hvad han havde gjort på øen. Men det var nu heller ikke ham han mente, nok mere nogle af de arrogante nar hoveder der tit var nede på kroen. Nej de var nok også bange for ham.

Valentin rystede blidt på hovedet. "Du får retten til at være overalt på øen. Der ingen chance for du uden videre bliver dræbt. Du bliver respekteret af alle. Som en af mine krigere får i alle lige meget respekt. I bliver skam også respekteret ellere frygtet af alle andre på øen. Højst sandsynligt mere frygtet. De fattige rundt omkring vil hver gang de ser dig krybe sammen, fordi de frygter at blive dræbt. Den magt får man ikke alle steder." Valentin fremhævede en enkelt krigere, eller det var vel mere en tjener, men det skyldtes at han fra starten af Valentins plan havde støttet ham. Smith havde hjulpet ham ind på slottet. Valentin så hen imod ham. "Der er ikke noget du skal som sådan. Du skal naturligvis stå bag mig, hvis der en dag sker noget hvor jeg skal brugere mine tilhængere. Men ellers er der forskellige positioner du kan have. Som allerede nævnt kan du blive kriger, hvilket vil sige du skal dræbe andre, det kan være nogle du selv ønsker at dræbe eller nogle som andre vil have dræbt. Så kan du være tjener, hvor du skal barde mig og mine gæster op. Så er der almindelige tilhængere, der bare skal leve livet. Og så skal almindelige tilhængere bakke op om mig, hvis jeg ender med at skal i krig eller noget lignende." Valentin nikkede, det var rigtig svært at finde nogle der ikke frygtede eller respekterede ham. "Ja. Det er nærmest umuligt at finde nogle der ikke frygter eller respektere mig."

Han hævede øjenbrynet. Var der nogen chance for at han bare uden videre nu blev dræbt? Det ville han ikke mene. Så var chancen nok større for at der var en anden der mistede hovedet. Han rakte ned efter hans stok, mest for at mærke hans våben, hvorefter han opdagede han havde glemt den derhjemme. Noget han tit var begyndt at gøre. Han sukkede af sig selv. men kiggede så på Valentin. ”Hvor har jeg ikke retten til at være nu?” han vidste ikke at der var et sted på øen, hvor han ikke var tilladt at være. Men det med lige meget respekt kunne han ikke lide. Han syntes ikke alle fortjente lige meget respekt. Og hanfnyste også lidt som han nævnte det. ”Hvordan kan du sige at alle skal have lige meget respekt? Der er jo forskel på hvem der fortjener den!” sagde han, og mente selv at folk som ham, havde en stor ret til den, eller bare at han havde ret til den.
Han lyttede til det han sagde, men efterhånden kiggede han bare ud i luften. Han kunne ikke forestille sig selv som en tjener, og han skulle heller ikke regne med at han nogensinde ville varde andre op. Aldrig. ”Krigerne lyder lidt som lejemordere, tjener bliver jeg aldrig. Og det sidste kan jeg ikke se, hvorfor folk ikke bare skulle udnytte den kraft de får, og så når du får brug for dem stikker de bare af?” spurgte han ham, og kiggede på ham, spændt på at høre hans svar. Ikke at han selv kunne finde på det, der var mange ting man kunne sige om ham. Men et løfte var et løfte.

Valentin havde formuleret sig forkert, han ville højst sandsynligt have ret til at være overalt, fordi han var dæmon og mange frygtede ham. Men det var svært at gå med frygt overalt. Mange ville frygte ham, men mange ville også være fuldstændig ligeglad. Hvis han var en af Valentins krigere derimod, så ville alle frygte ham. "Det var forkert formuleret. Der er ikke som sådan nogle steder du ikke kan være. Men nogle vil ikke frygte dig. Ikke lige så meget som de ville frygte dig, hvis du var en af mine krigere." Valentin var ikke en af de ledere der ville lave forskelsbehandling på hans krigere, ikke i arbejdstiden i hvert fald. "Fordi mine krigere får lige meget respekt. Til store forsamlinger og mens de arbejder i hvert fald. Når i har 'fri' så vil jeg give jer den respekt i fortjener." Valentin sagde med vilje 'i' i stedet for 'de' fordi det allerede det gjorde ham til en del af fællesskabet. "Krigerne er på sin vis lejemordere. De skal dræbe alle der gør mig uret. Jeg forstiller mig heller ikke dig som en tjener. Hvis de stikker af, så bliver de dræbt på stedet. Jeg respektere ikke mistillid. Hvis de svigter mig, så dør de."

Crudelis kiggede lidt op i loftet. Hvordan skulle han få formuleret det han ville sige nu. Mest sådan det ikke lød fornærmende. ”Respekt er noget man skal gøre sig fortjent til, ikke noget man bare kan få givet. Hvad har andre krigere gjort for at få deres respekt?” han kiggede nu Valentin direkte i øjnene. Han menes at kunne se den kolde ondskab derinde, og der kom et lille smil på hans læber. Han kunne ikke se hvordan det ikke bare kunne være at der var nogle af dem der havde meldt sig op, og så derefter sat sig ned på Hesteskoen og begyndt at drikke. Måske var der en optagelsesprøve. ”Er der en slags optagelsesprøve?”
”Du virker ret sikker på at jeg vil være en af dem?” sagde han, og en lille latter passerede. Han havde fortalt mange ting, nogle ting gode, andre knap så, men i helheden kunne han ikke se hvordan det skulle hjælpe ham. Han var ikke så vild med ideen om at folk frygtede ham for et skilt, men heller fordi de vidste hvad han kunne finde på at gøre. Frygte ham som person, og ikke fordi han blot var et redskab for den mørke fyrste.
Han kiggede på ham, og nikkede derefter lidt. Han var ikke så vild med ideen om at han skulle til at arbejde. Ikke at han ikke havde arbejdet før, men han var blevet ret glad for sit liv lige nu. Han havde fået smag for det søde liv.

Valentin gav kun respekt til hans krigere fordi de var det. Hans kriger. "Når man er min kriger, får man repsekt. fra mig. Man gør sig fortjent til min respekt så snart man støtter mig. Men som sagt, er det kun over for alle. Hvis jeg er alene med en kriger, som jeg er med dig nu, får du den respekt du fortjener." Valentin havde bestemt en optagelseprøve. Det var ikke noget der skadede den forhåbentligt nykomne kriger, men han, eller hun, skulle igennem en række øvelser der beviste deres værd. "Jeg vil ikke som sådan kalde det en optagelsesprøve. Men der er nogle øvelser man skal igennem, det beviser dit værd, men samtidig også din styrke fysisk og psykisk." Valentin var rigtig sikker på han ville være en del af hans krigere. Det ville ske, om end han kunne lide det eller ej. "Jeg tror ikke helt du forstår. Så længe du ikke er en af mine krigere, så vil du være i stor risciko for at ende med at bo på gaden. Dit hus ville blive dig frataget. Du vil ende med at være fattig. Det vil ske. Men du kan forhindre det. Ved at forene dig med mig."