Come in here - Katerina Elizabeth.

Valentin gjorde et kort træk på skulderne. Måske vidste folk hvem han var, men han burde stadig se professionel ud i følge ham. Han fulgte hendes bevægelser, og hendes gab bekymrede ham. Han ønskede ikke at kede hende. Hendes beskrivelse af blod var, som alt andet der havde blev blod at gøre, fascinerende. Da hun begyndte at danse, overvejede han kort at deltage. Han gik hen til hende og tog fat i hende, før han begyndte at dreje rundt med hende. Han havde det meget sjovere når han dansede sammen med en anden. Det var langt mere hyggeligt. "Så lad os danse. Alt hvad du ikke kan gøre med Elijah, kan du gøre med mig."

hun grinede og snoede rundt om ham "uhh det er et farligt løfte kæreste, for listen er meget lang" hviskede hun og bevægede hofterne smukt og næsten en smule sensuelt "hvad ville han ikke sige hvis han så mig sådan, måske noget med at han ville flå min halspulsåre ud af min hals..med sine tænder også ville jeg komme med den sædvanlige om at jeg ville rive hans hjerte ud" hun grinede og trak på skulderne, lænede sin ryg ind mod hans bryst, mens dansede fortsatte, med hænderne samlet omkring hans nakke og hofterne der svingede smukt og otte taler "jeg gør englelig ikke altid så meget som er sjovt, det er kun dræbende også at stå model for hans uendelig lyst til at male, jeg for aldrig lov til at gøre noget rigtig sjovt, fordi han ved hvad min svaghed er" hviskede hun og så op på ham

Valentin ville gør rigtig meget for Katerina, ikke alt, men meget. Han rystede blidt på hovedet og aede hende over håret. "Jeg har for meget fritid, den kan jeg godt bruge på dig kære." Han forsatte med at svaje en smule frem og tilbage, det var ikke fordi han som mand kunne danse meget, ikke i en traditionel dans. Hendes bevægelser var sexede, men stadig sofistikerede. Det var svært at få begge ting ind på engang. "Det lyder som min morgensamtale med Smith." Det kom lavt fra ham, fordi hendes øre var nær hans mund. "Hvad er din svaghed min kære?" Valentin regnede ikke med hun ville fortælle det, at fortælle sin svagheder var ikke smart. Så kunne Valentin, hvis han ønskede det, bruge det imod hende.

hun smilede og så på ham over skulderen "det ville jeg nyde" hviskede hun og lagde hoved på skrå "det er virkelig venligt at dem" hviskede hun og lukkede kort øjnene, da han strøg hende ned over håret. da han blev mindet om sin egen samtale grinede hun blidt "når truer i også hinanden med sådan nogle finesser" spurte hun og vente sig mod ham, et drillende udtryk gled over hendes øjne, idet de landede på ham. han var nu en mystisk mand, så kold og ond og dog var der noget anderledes, noget man ikke regnede med at se. da han spurte om hendes svaghed, overvejede hun et sekund ikke at svare, og dog måske kunne han i sin egen for være til en smule hjælp, så hun stillede sig på tær "min datter" hviskede hun i hans øre, hun havde før fået af vide der var en lille chance for at hendes datter stadig var i live, måske endda udødelig.

Valentin forsatte med at ae hendes hår. "Glæden er på min side kære." Han kunne ikke ligefrem sige at de sendte trusler mellem hianden, ham og Smith, det var udelukket Valentin der truede Smith. Men Valentin kunne aldrig drømme om at gøre Smith fortræd, han var den bedste af de mange tjenere han havde. Så at gøre ham fortræd ville være dumt af Valentin. "Ikke som sådan. Jeg truer ham på livet indimellem." Han lyttede til hendes svaghed, og blev på sin vis overrasket. Selvfølgelig var det godt at have børn, men han ville altid mene at det var dumt at sørge over nogle der allerede var ude af verdenen. "Katerina, min kære. Din datter er ikke længere i dit liv. At tro hun kommer tilbage holder dig blot tilbage. Du kan ikke leve fuldt ud før du giver slip på hende."

hun smilede og lagde hoved ind mod hans bryst, det var næsten underligt at sige det, men på en eller anden måde var det behageligt og måske ligefrem rart. hun lyttede i stilhed til hvad han sagde og nikkede svagt "sikke dog en slyngel de er, sådan at true folk på livet" hun grinede og lagde sin hånd på sit hjerte, lod som var hun forbavset, dog var hun ikke det, hendes og Elijah's skænderier, gik tit ud på at true hinanden på livet, så det kom vel ikke som nogen overraskelse.
hun trådte et skridt tilbage og tog halskæden op, hun åbnede den og inden i var der tre små billeder "sådan så hun ud, da hun blev født" hviskede hun og pegede på billed af en sød lille pige "sådan da hun fyldte atten" denne gang var det ene smuk kvinde, med mange lig træk af dem Katerina selv havde "og sådan her så hun ud i 1954" præcis samme udtryk i de smukke brune øjne, hun var som en tro kopi af Katerina "hun er ikke død" hun rystede på hoved og sukkede

Valentin rystede på hovedet over hendes sarkastiske udsagn. Det var tydeligt at høre hun ikke mente det. Han aede hendes overarm. "Jeg er jo mørkens herre af en grund. Det er ikke meningen jeg skal være så sød." Han så nærmere på billederne. Hun var en meget flot kvinde, præcis lige som Katerina. Næsten en kopi. Han lukkede halskæden sammen igen og bukkede sine knæ en smule, så han var i øjenhøjde med hende. "Det betyder ikke at hun er en del af dit liv, bare fordi hun lever Jeg forstår det er hårdt, men hun holder dit liv tilbage. Du kan ikke leve det fuldt ud. Jeg ønsker ikke at se dig spilde dit liv på en du ikke kender. Selvom hun er din datter er hun fortid."

hun grinede og lagde en hånd på hans kind "nej, men det ville jo heller ikke være sjovt, hvis de var sød vel, så ville det bare være kedeligt" hviskede hun og smilet brød frem på hendes læber, han var en interessant person, måderne han reagerede på tingene, var næsten spændende.
hun sukkede og rynket brynet, nikker "de har ret, men derfor er det stadig svært, måske skulle jeg bare give slip" hun åbnede den igen og tog billederne ud, bortset fra det da hun var helt lille, hun smed dem væk og så hvordan de forsvandt med vinden "hun er død nu" hviskede hun og vendte sig mod ham, så lige ind i hans øjne

Valentin kunne kun give hende ret. Når man var sød, tiltrak man alle de typer.. Ja alle typer. "Sødt er klamt." Han forstod udemærket at det var svært, men han prøvede bare at hjælpe hende. Intet andet. Da hun smed halskæden væk blev han overrasket, men positivt. Han vidste hun var stærk, men ikke så stærk. "Det var hårdt. Men det var det værd. Nu kan du leve." Igen hviskede han, for ikke at gøre det alt for højt for hende. Valentin lagde en arm omkring hendes arm og om på hendes ryg og den anden på hendes ben for at løfte hende op. "Lad os leve."

hun nikkede stille "ja og kvalme opvækkende, jeg for sådan lyst til at brække mig, når jeg ser to, ny forelskede sige "jeg elsker dig"" hun gøs og vrængede på næsen. hun betragtede ham nøje, lod kort sin hånd glide hen over hans kind "ja det var det, men du de har ret, det var det værd" hviskede hun og smilede svagt. hun grinede da han bar hende op og lagde armene om hans hals "hvad forslår de vi skal lave" hviskede hun i hans øre og lagde panden mod hans hals, sukkede stille, men var ellers helt stille. hendes øjne så rundt, betragtede hver eneste ting, så på ham med drillende øjne

Valentin kunne ikke gøre andet end at give hende ret. Man fik en voldsom træng til at kaste op når man troede man var forelsket. Det var man sjældent alligevel. Det var nåede man bildte sig selv ind. Han nikkede til hende, for at vise hun gav hende ret i begge ting hun sagde, at det var kvalmende og at det var bedre at komme videre. Han sørgede for at hun lå godt i hans arme, han gik ud fra hun ville tilpasse sig. Så hun lå så godt som muligt. Valentin overvejede et kort stykke tid, hvad de skulle lave. "Lad os.. Overtage natten."

hun grinede stille og lagde armene om hans hals, blidt lagde hun hoved mod hans bryst "mhh dette er nu uvant, jeg plejer ikke ligefrem at blive båret rundt på, men det er da meget hyggeligt, tror jeg nok" hun grinede stille og puttede sig ind mod hans bryst "overtage natten, okay på hvilke måder har de tænkt at vi skulle gøre dette, for ja det er da en god ide, men hvordan kan man ligefrem overtage aften" spurte hun og smilede blidt, drillende og legesyg til ham

Valentin vidste ikke hvordan han skulle reagere på at hun ikke vidste om det var hyggeligt. "Hvis du hellere vil gå, skal jeg ikke stoppe dig." Et blidt udtryk var til at finde i hans øjne, dog stadig intet smil. Glæde var en svaghed, ligemeget hvad ville det komme til at være en hindring for ham i det lange løb. Hvis han første begyndte at blive glad, kunne han lige så godt smide alle hans planer væk. "Det er såment enkelt. Når vi har skræmt alle indendøre og vil kan bevæge os hvorend vi vil på øen, så er den vores."