Den magiske bog - Dahlia

Tilbage ved det nærmeste hun kunne komme til at kalde for hjem. Overlykkelig ville ikke være en overdrivelse, for hun nød det virkelig. Nød at hun frit kunne ride rundt og nyde naturen, møde venlige væsner og ikke frygte en fjende bag hvert træ og sten. I denne næsten kvalmende rus af glæde, førte hendes hove hende mod en lysning. På afstand af så den ligefrem varm ud, men ligesom det sted hun stod, var det koldt og ikke rigtig et sted hvor man ville ligge sig til at sole.
Jo nærmere hun kom, jo mere satte hun farten ned. Der var ingen grund til at tordne igennem sådan et smukt sted og slet ikke når der sad et barn der inde. Siden hvornår hun var blevet så romantisk anlagt vidste hun ikke, men det virkede dejligt at slippe for alle de grumme tanker der ellers normalt prægede hendes sind.
Hendes hoves lyd var næsten uhørlig, da hun langsomt red tætter på pigen, iført en corsageligne ting i læder. Den havde både nogle elegant mønster i den måde den var syet sammen og den korte kappe der hang over hendes skuldre, gav - i følge hende selv - lige det ekstra der skulle til. Det med tøj var ikke så nemt med en hestekrop, men hun havde sin menneskeoverkrop og den yndede hun at klæde elegant på, hvis hun fik muligheden for det.
Da hun først var reddet ud i lysningen, havde hun ikke haft intentioner om at stoppe op og kigge på pigen eller nogle af hendes ejendele (æblet), men da hun så bogen ligge i græsset nær hende, stoppede hun alligevel op. Der var noget interessant over bogen. Noget tiltrækkende, som en flot attraktiv kentaurer, men bare på en hel anden måde. Der var ingen sensuelle undertoner i det, bare noget dragende og interessant. Noget som bare måtte undersøges.
"Hvad er det for en bog?" Alt om høflighed og præsentation var lagt til side, noget hun aldrig ville glemme hvis det ikke havde været på grund af bogen.

Det var helt utroligt at sådan en del af skoven, kunne blive så meget beskyttet af væsnerne. De kæmpede jo også virkelig for at denne del ikke skulle blive overtaget, næsten hver dag kom de onde væsner jo og prøvede på at dræbt alle de væsner og mennesker som opholde sig i denne del. Det havde dog ikke lykkes dem i meget langtid, men ingen af siderne ville nogensinde give op.
Hun så hurtigt op, da hun hørte lyden af hove. Det var bare for at tjekke hvad det var, om det var et godt eller ondt væsen. Hun blev lidt mere rolig over at se hvad det var, hun så bestemt heller ikke ud til at være en ond en af slagsen.
Abbie vende derfor bare sit blik ned mod bogen igen, og tog flere bider af sit æble. Det var som om hun ikke kunne stoppe, når hun først havde taget en bid. Det var jo også hendes lille sulten mave, der bare søgte efter at få spist hele æblet. Få sulten til bare at forsvinde en lille smugle, og i et stykke tid.
Hendes blik gled hurtigt op mod kvinden igen, da hun hørte hende snakke. Hun lukkede bare hurtigt bogen i, og sende hende et sødt lille smil "bare en bog min far gav mig" sagde hun helt stille, og med en ret så hæs stemme.. som viste at hun bestemt ikke snakkede ofte, det havde hun heller ikke nogen grund til.
Hun holde sig jo for det meste for sig selv, for ikke at riskere at gøre noget dumt. At folk ville finde ud af at hendes små hænder, havde den magiske bog.
Hun satte sig bare op på knæ og tog bogen til sig, mens hun holde smilet på sine læber.

En bog til hendes svar. Hun kiggede fortsat på den, før hun flyttede blikket mod pigens kønne ansigt. Det med udseendet var hun kommet rat godt af sted med, trods hun stadig var ganske ung og kunne ændre sig meget i løbet af årerne. Hun kunne ikke tvinge bogen ud af hånden på pigen, selvom hun næsten havde lyst. Den var stadig interessant, men der var andre veje at gøre tingende på.
"Jeg glemte helt at præsentere mig selv før. Jeg er Dahlia Shore, anfører for King Anshels Kriger." Hun håbede hendes prydende titel kunne hjælpe lidt på det med bogen og som en lille hentydning, forsøgte hun sig efterfølgende med noget mere. "Tilgiv mig min nysgerrighed, men hvad er det for en slags bog?" Hun gjorde en diskret gestus mod bogen. Så høflige vendinger brugte hun sjældent til børn eller generelt. Hun var kendt for at være det den der blev tiltalt høfligt, men det betød absolut ikke at hun ikke også kunne. Efter at være kommet op i toppen havde hun fået det lært i en fart. Ellers havde hun fået nogle meget kolde, iskolde, blikke og de forkerte tanker, ikke noget ønsket i de kræse.

Abbie lyste ligefrem op i ansigtet, da hun fik hørt hvem hun var. Hun kendte jo udmærket denne kvinde, også selv om hun ikke havde set hende ansigt til ansigt "jeg er Abbie.. Abbie Bella Moon.. medlem af King Anshel Kriger.. som min far også var" sagde hun og var ret så stolt over sin far, da han vel havde været med til at redde verden? selv om han blev dræbt kort tid efter.
Hun så kort ned på sin bog og kunne ikke lade være med at smile "en familie bog" sagde hun og vende sit blik op mod hende igen, hun turde ikke at sige hvilken bog det virkelig var. Da selv om hun var anføre, så viste man aldrig om hun skiftede side. Abbie havde ikke lyst til at afsløre at hun havde bogen, før det rigtige øjeblik også selv efter så mange år... så var dette øjeblik endnu ikke kommet.