It's never too late ~ [Privat]

Et par spinkle månestråler kastede lys ned over den tomme markedsplads der da solen stod højt på himmelen havde været fyldt med mennesker. Tilbage var der kun et par udmagret hunde der forsøgte at finde nogle raster. Brød, kød, affald. Alt kunne bruges. I endnu et par sekunder var der tavst, før en mindre gruppe kom ind på pladsen og jagede de nærgående hunde væk.
Blandt dem var King Anshels Krigers anføre. En kvinde for en god gang skyld. Der var ingen grund til at det kun skulle være mænd, derfor havde Dahlia stilt sig op og sagt hun ville lede den store gruppe af kriger der søgte freden tilbage i landet. Det var selvfølgelig kommet som en overraskelse, men hun var blevet accepteret. Til hendes egen overraskelse når hun skulle indrømme det.
Efter en kort samtale splittes gruppen og gik ud i forskellige retninger. Dahlia greb en taske, før hun på fire hove red ind i en smal gyde. Kort efter vendte hun tilbage til markedspladsen, som hun på to ben krydsede pladsen for til sidst at gå ind på en kro der ikke så helt fyldt ud.
Nede i bunden satte hun sig, og vinkede bartenderen hen til sig. Et krus et eller andet der kunne kvikke en smugle op, før hun så ville tage tilbage til lejeren. Imodsætning til den gruppe hun kom med, ville hun ikke overnatte i byen. Hun skulle ikke være der i mange dage.

Han sad i mørket og betragtede det hele gå sin gang, betragtede dem alle gå og gøre hvad de nu end fandt rigtigt, selvom det aldrig kunne være hans leve stil, var der dog en der fangede hans øjne, en ung kvinde, ganske speciel.
de unaturlige grønne øjne, lyste op fra mørket som han betragtede hende, hun ville sikkert være morsom og usædvanlig, og at se på hende, måden hun var omkring alt, fortalte meget at hun var nok en af de gode, dingser, som holdte med den gamle konge.
han trak vejret dybt og fik et blidt smil på ansigtet, hvorefter han trådte ud i lyset og var på vej hen mod hende "smuk aften ikke" spurte han med en tydelig hæs stemme, hans øjne var næsten for intense da de betragtede hende. han så kort rundt og op på himlen før hans øjne igen lå som et blidt lag på hende.

Hun var næsten stolt da hun endelig havde bagdelen på fast grund. Det med at gå på to ben blev hun aldrig god til. Selv ikke efter mange timers øvelser, men hun kunne da gå nogenlunde normalt, hvilke betød at hun ikke gik som om hun havde en kæp stukket ind i ryggen eller et eller andet vanvittigt. Hun sad langsomt og nippede til det der blev serveret foran hende. Væsken var lige stærk nok, men noget der kunne få selv den mest sovende sovendetryne op at stå.
Langsomt gled hun væk i sine egne tanker. For et par dage siden havde en af hendes spioner fortalt hvor en gruppe af vampyrens mænd havde slået sig ned. Vest for byen. Selv lå de nord og havde planer om at angribe den følgende dag eller den kommende. De skulle have svar fra deres lille løber før de kunne være sikre på det. Alfer var meget brugelige til spionage.
Pludselig blev hun trukket ud af sine tanker. En mand med mørkt hår og et ganske kønt udseende stod og talte om vind og vejr. Noget hun generelt ikke var glad for. Folk kunne bare sige de ville snakke med hende.
"Godaften." Hilste hun med et kort nik mod manden.
Derefter flyttede hun igen sit blik og nippede til drikken. Det med at genkende racer var ikke ligefrem hendes speciale. Hun ville ikke prale med det, men en vampyr var altid let at skue på lang afstand. Deres lyse hud og egoistiske udstråling fik dem til at virke som kæmpebål i mørket.

han nikkede kort og lagde armene over kors "godaften miss, hvad laver du dog her ude så sent om natten" spurte han med et mystisk smil. han trådte frem mod hende i en glidende bevægelse "noget galt miss?" han hævede det ene øjenbryn, hvilket kun på en eller anden måde forøgede hans skønhed. han lagde hoved på skrå og smilede bredt, hvilket fik ham til at se mere dyster ud.
han trådte et skridt tilbage efter lidt tid, stoppede sin vejrtrækning og betragtede hende med et slag overvågende blik, han var små sulten, uheldigvis. en smule brænd ramte ham i halsen og han lagde kort en hånd mod sit bryst, den røg doh ned igen, da han ikke ville fremstå svag, for han var det stik modsatte af dette

Noget ved den ganske kønne herre, på to ben, var ildevarslende. Det var afgjort vampyrdelen, så det var til dyb irritation for hende, at han også skulle være så ... ja, tiltrækkende. Det ville hun sige om et hvert andet væsen. Men, for pokker, det var en vampyr, et væsen af selv samme skabning som det bæst der havde væltet deres konge. Idiot. Håbløse tåbe, med mangel på både tanke og forstand.
Hendes tanker omkring blodsugeren blev ikke mildnet yderligt op, af hans måde at ligge armene over kors på og derefter spørge hvad hun dog lavede så sent. Han ejede ikke natten! Fæhoved! At rejse sig op og smide et par ord efter ham var noget hun gerne ville, men det var udelukket. Lige så lidt som han ville, ville hun heller ikke. Hun var anfører, ikke en eller anden forpulet ungmø der var ude og frille.
"Får mig lidt at drikke inden jeg går til køjs." Svarede hun en anelse stift og ville godt have givet ham et pr hove i maven, bare lige for at markere hvem der var konge i det skakspil, men det var også en håbløs idé, så hun lod den pænt ligge og blev siddende hvor hun var.
Uønsket veg hun en smugle tilbage, da han stak trådte tætter på.
"Nej." Måske ikke videre overbevisende, men det var hun ligeglad med. Hvad hun derimod ikke var ligeglad med, var det blik hun fik over sig. Åh gud, nu troede idioten vel ikke også at han ejede hende. Det måtte hun ændre lidt på, når hun fik en chance.
Noget dybt ubehageligt løb hen over hendes krop, da hun bemærkede hans stoppet vejrtrækning. Det vakte så meget ubehag at hun helt overså hans hånd mod brystet. Hurtigt vendte hun hoved væk, trak vejret dybt og fandt et par mønter frem, smed dem på bordet og gjorde mine til at rejse sig op. Med dyb koncentration, forsøgte hun sig at rejse sig værdigt og gå hen imod udgangen. Det krævede mere end det plejede, for irritationen og ubehag lå lige under overfladen og ville uden tvivl sende hende i gulvet hvis der bare kom de mindste bølger på skorpen.

han grinede over hendes udbrud og holdte hånden oppe, en smuk flamme dannede sig i midten af hans håndflade og han snerrede "pas på med hvad du siger hoppe, du skulle jo nødigt brændmærkes vel" han lagde hoved på skrå og sendte hende et ondt smil, et smil han havde lært af sin kære Katerina, et smil der fik flere mennesker til at løbe skrigende væk, fordi det virkelig samlede all ondskaben og sendte det ud.
han hævede det ene øjenbryn og det onde smil fortog sig "jeg spurte dig bare, det var ikke en invitation til at blive min blodpose, selvom jeg er sikker på at du har en masse gode vener der inde et sted" han lod tungen glide hen over sine tænder. han duftede til hende og sukkede "udsøgt" hviskede han og grinede. måden han var på, var helt igennem ond, men dog også anderledes, anderledes end de fleste mennesker eller vampyre, men det var jo også Katerina der holdte ham i live, gjorde at han overhoved stadig levede, dog kunne det ikke ændre hans hævntørst

Hun var næsten kommet hen til døren, da hr. ego idiot pludselig dukkede op og legede med ild foran næsen på hende. Hun sprang næsten et skridt tilbage, men hendes ben kunne ikke følge med, så hun var ved at gå i gulvet, hvis hun ikke havde fået fat i dørkarmen og på den måde kunne trække sig op igen. Hun sendte ham et koldt blik, på ingen måde berørt af hans smil. Sådan nogle havde hun efterhånden set en del gange og de havde igennem årernes løb givet hende et forsvar imod dem. De afgav ikke den store effekt på hende.
Da han syntes at ville stikke sin store grimme næse ned til hende, forsøgte hun at skubbe ham væk. Han skulle fandme ikke tro han bare kunne gå og lugte til hende. Arrigt trampede hun næsten ud, på vaklende usikre ben, til hun var kommet ud. Der smed hun sin nederdel og skiftede underkroppen ud. Nu gag hun ikke lege lille pige længere. Menneskeben gav ikke andet end problemer. Hvis hun fik muligheden, ville hun give ham et velplaceret spark med bagbene der nok skulle sende ham på en fin flyvetur, men ellers ville hun vende sig i mod ham og nyde den højdeforskel hun havde skabt. Hun var udentvivl den højeste af dem og hun kunne blive endnu højre om nødvendigt.
"Smut med dig, jeg har ingen interesse i at have dig hængende på mig." Vrissede hun og trampede irriteret i jorden med den ene hov. Næsten som havde det været en knap hun trykkede på, kom to andre kentaurer ud af mørket og red hen imod dem. Begge med deres våben hævet og et vågent øje mod vampyren. Med en hurtig håndbevægelse, fik hun dem til at sænke deres våben. Hun var ikke interesseret i kamp på åben gade.

han grinede og fulgte efter hende "pas på lille ven" hviskede han og så hvordan hun skiftede benene ud med en heste del "sikke dog en transformering, du slog bogstavligt talt benene væk under dig selv" han betragtede hendes våben, og idet var han klar til at kæmpe, at flå hendes hals over og suge hendes tør.
han lagde hoved på skrå og hans øjne begyndte at lyse, hvilket var et tegn på at han brugte sine evner inden for telekinese. han så skarpt på hendesvåben, men da hun sænkede sværene slappede han en smule af og lagde armene over kors "du er kun en blod pose, en mad pakke for en eller anden vampyr der kommer forbi, og det ved du godt selv, eller du vil bare ikke indrømme det at du endag vil ende som en af dem, død og tørret ind" hviskede han og gik hen mod hende, han legede svagt med en flamme og så på den, før han lod den skode "sådan er det bare" han rettede sine kolde øjne på hende og trak på skulderne "om man så vil ændre det vil det bare ikke ske, aldrig nogensinde ske" han smilede svagt, og et sekund var det ægte, men det forsvandt igen og det kolde dukkede op

Et tørt suk slap ud. Imens han gik i gang med at ævle om sin åh så store styrke, ventede hun tålmodigt til han mente at være færdig og havde en stolthed der var højre end himlen selv. Hun greb fast i hans krave og trak ham tætter på så hun kunne stikke sit hoved helt ned til hans.
"Jeg bliver ingen blodpose, hverken for dig eller nogle andre. Jeg er sikker på at mange andre af din familie har meget mere vigtige ting at tage sig til, end at løbe rundt og forsøge en blodpose." Hun skubbede ham fra sig og rettede sig op. Han kunne ikke mene at han ikke havde andet at lave. Landet var i krig, der var ikke tid til den slags leg.

han grinede da hun trak fat i hans skjorte, hans ene hånd begyndte at gløde idet den kom tættere på hendes ansigt "åh kæreste det kunne du nemt bliver" han greb fat i hendes hoved og tvang hoved tilbage, således at hendes has var blottet "uhh det er da noget af en hals du har, med en ekstra ordinær god puls lige her" han lod fingeren glide hen over hendes puls åre og slikkede sig om munden, dog efter noget tid gav han slip på hende og skubbede hende væk "af min familie, refere du så til dem der er døde eller levende, idet jeg ingen levende familie har tilbage, jo min lille Katerina er der dog" han smilede og og så igen hvordan en flamme dannede sig i sin hånd flade "men jeg selv, åhh jo jeg har da masser og lave men man må da nyde de små øjeblikke" pointerede han og betragtede hendes pulsende vene i halsen

Hun fandt ingen interesse i manden der syntes at se lidt tørstig ud. "Jamen så smut hen til din frille." Irriteret begyndte hun at sætte i gang, ned af gaden sammen med sine to ledsagere der red lige i hendes baghove. Magen til mand havde hun aldrig mødt og hvis hun kunne komme af med ham, ville hun blive frygtelig glad.
Hvis han forsøgte at følge efter hende, ville han presse farten op. Hun var sikker på at hun havde en del fart i sig, nok til at løbe fra de fleste og langsom nok til at en vampyr ville løb alt for hurtigt frem og skulle løb frem og tilbage for at følge med på ruten.

han klukkede og rystede på hoved af hende " til vi ses igen min kære, må deres vej være forfærdelig, og usundarisk" grinede han og betragtede hende kort, da hun tog afsted, med lethed ville han havde kunne overfalde hende, dræbe hende og tømme hende, dræne hende for alt indholdet, også selvom det lød tiltalende, var det ikke sjovt, nej at se dem lide det var sjovt.
han gjorde omkring og gik op mod den lidt kønnere del af øen, den hvor de onde boede, hans slags, ingen søde forpulede kryp, der troede på sødmen i alt og alle, ikke nogle der troede der altid ville være et godt håb et eller andet sted, det var dog det mest kvalme opvækkende han nogen sinde havde hørt, venskab og kærlighed, nej det var respekt og frygt de skulle have for den mørke side.