Come in here - Katerina Elizabeth.

Sted: Hermoso Bydel, Valentins villa.
Omgivelser: De sædvanlige (beskrivelse i emnet)
Tid: Midt på eftermiddagen, hvor andre har mulighed for at besøge ham.
Vejr: Der er en smule koldt udenfor. Men det har der været længe.

Valentin sad i en blød lænestol, der stod midt i et forholdsvis tomt rum. Der var nogle vægdekarationer her og der, et langt tæppe der til en forveksling ligner en rød løber, bortset fra at den var mønstret i sort og hvidt. Der hang nogle sorte gardiner der var rullet op til en kort bølge. Valentin havde altid været glad for de mørke farver, det gjorde det hele mere hyggeligt i følge ham, mere fredeligt. Men stolen var i vinrød, en rigtig mørk en af slagsen. Et skrig lød som et ekko i det tomme rum og det fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. "Smith!" Han hørte kort efter trin der kom hen imod ham med hastige skridt. Han bukkede sig ned så han kunne høre hvad Valentin havde at sige. "Jeg ser dig som en af de bedste af mine krigere. Men det varer ikke længe, hvis du ikke får de skrig til at forsvinde herfra. Før dem ud af byen skaf dem af vejen der." Smith gik ned i baggrunden igen, hvor der stod to andre mænd, der også var højt oppe i hierkiet. Valentin satte sig tilbage i stolen og forventende en besøger inden længe igen, måske endnu en rasende en, men muligvis også en der stod på hans side. Ligegyldigt hvad, ville han håndtere det som en hver leder gjorde det. Han ville forholde sig roligt til situationen, hvordan den end måtte ende.

påklædning

hun smilede og så kort på Bradley før hun forsvandt ud af døren, hun ville se nærmere på denne Valentin, se hvordan han var, for han måtte da være respektfuld siden han var leder.
hun så rundt, alt åndede som det plejede smukt og dejligt. godt nok ville hun ikke vise offenligt at hun havde respekt for ham og måske endda beundrede ham for det han havde gjort, for det lå imod hendes natur.
hun åbnede døren, men dog stoppet af en vagt, men han flyttede sig da han fik et blik fra hende, det blik som var en vished på at hun havde store evner. i løbet af ingen tid stod hun ude foran hans dør "jamen hvem har vi her" hviskede hun og trådte ind, dette skulle nok blive sjovt, helt sikkert. i takt med at hun kom ind blev hendes skikkelse mere og mere tydelig, de små ting kom frem, alle detaljerne, men det samme gjorde hans

Valentin rejste sig da døren gik op. Han trådte et skridt tættere på så han kunne se om det var en medhænger eller en modstander. På afstanden var det svært at se, men da hans vagt trådte til side var det ikke svært at finde ud af hvilken side hun var på. Valentin så med et blød blikket mod hende, den unge kvinde han flere gange havde mødt. Hun var en af hans krigere og det beundrede han hende for. Men det var ikke til at finde i hans ansigt. Han var taknemmelig for hendes kamp for ham og hans ønske om mørkets overtagelse. Han trådte flere skridt tættere på hende og tog kort hendes hånd og lagde den anden ovenpå. "Altid en fornøjelse Katerina Elizabeth." Han huskede kun hendes navn, fordi hun var så stærk som hun var. Hun lå ikke lavest i hans hieraki. Måske en forfremmelse snart lå på sin plads. Men hun havde stadig mere at vise. "Hvad skyldes æren min kære?" Valentin stolede på ingen måde på hende, det havde intet med hende at gøre. Hun var bare levende og det gjorde at han ikke turde stole på hende, det var også sådan med alle andre. Han håbede bare på, de ikke en dag ville gå imod ham og ødelægge alt han havde opnået. Det kunne ske, hvis han var uheldig. Hvilket han tit havde været, så det burde være hans tid til at få lidt held på sin vej. Ja, altså udover hans held med at overtage øen.

hun klukkede og så på ham, hvilken styrke han måtte beside, dte var hun sikker på og selvom hendes øjne bare var ganske legesyge, var hun umiddelbart meget respektfuld overfor ham "åhh Valentin, sikke dog en gentleman de er" hun klukkede stille og lagde hænderne mod sine hofter. hun vidste skam godt at den eneste grund til at han kendte hendes navn var på grund af den styrke hun lå inde med, det hun kunne, det der gjorde hende hjerteløs og kold. hun så rundt og nikkede stille "hyggeligt sted de har, men ja hvad laver jeg her, det spurte Elijah også om, sød dreng han er, men jeg kom vel bare for at se hvad de nu end lavede" hun smilede og lagde hoved på skrå "det er jo altid så...spændende at være i nærheden af ham der gjorde ø'en her sådan en stor tjeneste og skilte sig af med den gamle konge" hvislede hun og grinede stille

Valentin fik et kort smil stablet op på sine læber. Det forsvandt lige så hurtigt som det var kommet og førte tilbage til det alvorlige og udtryksløse ansigtsudtryk. Valentin lød en hånd glide igennem hans hår, så det fik et mere roddet udseende. Der var ingen grund til at være så formel i venskabligt selskab. "Jeg byder såment bare min troværdige kriger velkommen." Valentin sendte et blik mod Smith, som ofte blev brugt til at hente ting eller tage imod ordre. "Kan vi få en stol til vores gæst?" Han gjorde et kast med hovedet, som tegn til han skulle hente en stol. Dernæst vendte han blikket mod den yndige Katerina igen. "Og hvem er denne Elijah du omtaler? Som jeg sagde før, er det altid en fornøjelse og du er altid velkommen i mit hjem." Det var måske ikke helt sandt, hvis hun vendte sig imod ham, ville hun ikke længere være velkommen. Men det skete forhåbentlig ikke. Valentin vendte blikket da Smith kom ind med en stol. "Tag en plads min kære." Valentin nikkede anerkende til Smith, der fik et fluetegn i hans bog, ved blot at gøre som det blev sagt. "Jeg har såment bare besøg af folk fra øen, hvorend det er modstandere eller medhængere. Det ser ud til at slutte af med en medhænger i dag." Han nikkede venligt til hende, for at vise han var teknemmelig for hun havde det på den måde. Det var altid godt med folk der respekterede ham for hans hårde arbejde.

hun lagde hoved på skrå og smilede "deres hår, det ser så...rodet ud" hun grinede blidt og rystede kort på hoved, en ting hun var og altid ville være, var en slags legesyg kattekilling, hun var tro og ville altid være det, men dog var hun også drillende, provokerende og en hel del andet. hun nikkede kort "sikke dog en...spændende ting" hun rettede hoved op og fulgte denne omtalte smith med øjnene "Elijah, det er den mand der skabte mig for mange år siden, en tro medhjælper til dem" pointerede hun og satte sig da stolen kom, med slæbet foran fik hun selv måden hun sad på en ussel stol det til at se kønt ud "mange tak, men vi ved begge to at det de lige sagde kun er halvt rigtigt, ja jeg er måske velkommen nu, men hvad hvis det usandsyndelige sker og jeg skifter side, så er jeg ikke længere velkommen...dog vil det aldrig sker, jeg lære aldrig at forstå den tidligere konge, fred og sødme" hun gøs og rystede på hoved. hun nikkede kort "jeg er sikker på at der er mange der følger dem, heller ondskab end kærlighed" grinede hun og sukkede stille, "det er så synd at de ikke er så meget ude, ude og se på dem der værdsætter dem" kommenterede hun og så kort på sine negle og derefter ham

Valentin rystede kort på hovedet, ikke for at modsige hende, men for at få håret til at sidde bedre. "Jeg er bare ikke så formel i dit selskab, eller en anden vens selskab." Han lyttede til hendes fortælling omkring ham Elijah. Han lagde kort ovedet til den ene side, dernæst til den anden for at få det knæk han ofte fik frem i hans nakke. "Ja så.. Når han er ven af en kvinde i din støbning og ikke mindst har skabt dig.. Er han også meget velkommen i mit hjem. Det må du gerne sige videre." Valentin var på ingen måde uretfærdig over for dem der støttede op om ham og gjorde hans ønske muligt. Så han måtte med stor glæde fra Valentins side, træde over hans dørtrin. Valentin satte sig ned ved hendes side og holdte interesseret blikket rettet mod hende. "Fordi du aldrig vil gå imod mig, er det rigtigt. Hvis du en dag dog blev hjernevasket og tvunget til at gå imod mig, ville jeg sørge for at du hurtigt blev normal igen. Alt andet ville være umenneskeligt af mig." Valentin fugtede kort sine læber, da han følte de blev tørre, hvilket overhovedet ikke passede ham. "Jeg vil skam også gerne komme ud noget oftere. Men lugten af lig giver mig bare utrolig meget kvalme. Jeg forsøger dog at ændre på det, så ligene bliver smidt et andet sted. I vandet muligvis? Har du nogle idéer imod disse stanke der overmander vores kvarter?"

hun smilede og trak på skulderne "jeg bad skam heller ikke om at de skulle gøre det helt store ud af det, det var skam bare en simpel konklusion, også klær det dem, giver dem et slags ungdommelig udtryk" hun lagde armene over kors. med hoved på skrå og nikkede "det vil jeg siger, det er jeg sikker på at han værdsætter meget højt" hviskede hun og lagde hånden over sin halskæde, en ganske særlig halskæde hvis det ikke skulle være løgn. hun fulgte ham med øjnene, som en kat fulgte en mus med øjnene "mange tak, det er vældig...venligsindet af dem, jeg vil huske det og jeg kan love dem for at der skal meget til for at jeg så meget som tænker på at skifte side til disse...disse freds elskere" hvislede hun og rynkede brynet, dog blev de rettet hurtigt ud igen og hun smilede drillende "hvad med at give dem til de fattige, sige det er deres problem, de er en hersker en nobel konge, de burde ikke have lugte og rødne lig uden for deres vindue, vidste de ikke at det te ligger under de kongelig standarter" hun kørte en hånd igennem håret, hun var i bund og grund en meget princip fast kvinde, kom det til den gode side, vidste hun dem ikke andet end had, hvor den onde side, de havde hendes fulde respekt. dog når det kom til stykket anså hun sit eget liv for at være mere værd end f. eks Elijah's, hun elskede ham, for det han havde givet hende, for det han havde gjort, men hun ville hellere redde sig selv end ham

Valentin rettede på det, så det sad nærmere hans normale frisure. "Du er utrolig smigerende idag på jeg sige. Eller jeg må rette det til igen i dag." Han nikkede til hende som svar på hendes næste bemærkning. Han var meget stolt af Katerina, og det håbede han hun vidste, ellers måtte han fortælle hende det igen. "Det ved jeg udemærket min kære. Men hvis er et drislk ord. Man bliver nød til at sætte hvis foran mange ting for at det til en sandhed. Du kan sagtens sige at du nu vil støtte mig til evig tid, ikke at jeg ikke tror dig, men måske sker der noget en dag der gør at du vil gå imod mig. Det kan lade sig gøre. For at bruge et eksempel vil jeg fortælle om en tid fra da jeg var yngre. Jeg blev sat på børnehjem som 8-årig, efter min far blev dræbt i krigen, mens han kæmpede mod de gode. Det gjorde min mor sindssyg og min søster og jeg blev placeret der. Efter kort tid, blev hun valgt ud mens jeg måtte sidde der i ti år før jeg kunne komme fri. Dernæst tilintetgjorde jeg min mor og min søster. Det var aldrig en tanke jeg gjorde mig igennem min barndom. Men de havde taget hele min barndom fra mig. Derfor skulle de straffes. Ser du.. Jeg kunne have sagt 'Hvis jeg en dag dræber jer, dræber jeg mig selv.' Men jeg dræbte dem af egen fri vilje og ønskede ikke at dræbe mig selv." Valentin så afventende på hende, for at finde ud af om hun ville forstå ham og ikke mindst hvad hun ville sige til hans korte fortælling. "Har du brug for noget? Noget at drikke, spise. Lige meget hvad du mangler, så kan du spørge mig."

hun nikkede stille "i know" klukkede hun og betragtede ham stille, lyttede til hvordan han fortalte hvilket måske overraskede hende en smule at han faktisk fortalte hende alt dette "jeg ser de tilintetgjorde deres moder og søster fordi hun lod dem side inde, mens deres søster gik fri, det er vel fair nok, jeg myrdede min fader, han tog min datter fra mig" hun trak på skulderne og så kort væk før hendes øjne igen landede på ham, denne mand, han kunne gå ud fra at være en helt almindelig mand, hvis ikke det var for hans udstråling, den måde han bevægede sig på, udviste stor styrke. idet hun kørte han igennem håret grinede hun over hans spørgsmål "uhh det er nu et farligt spørgsmål, man kunne føle sig fristet til at sige noget andet, men ja jeg kunne vel godt bruge lidt fra den varme vene" hviskede hun og fik et drillende og måske direkte charmerende udtryk i øjnene, et typisk kendetegn for hende. hun lod tungen glide hen over tænderne og sukkede

Valentin gjorde et træk på skulderne. Det var måske ikke retfærdigt at han dræbte hendes søster. Men hun ville bare stå i vejen for hans planer. Så det var bedst at få hende af vejen. "Det virker måske sådan nu. Men hun var på den gode side, præcis som min mor. De ville begge stå i vejen for min plan om at overtage verdenen og vise alle at man er bedre tjent med ondskab. Så du har mistet et barn? Det er jeg frygtelig ked af." Valentin vidste godt at hans ord ikke trøstede, men hun skulle bare vide det. Valentin lagde en trøstende hånd på hendes overarm. Han så sig over skulderen og viftede en mand hen til hende. Denne gang var det ikke Smith, men en på der var længere nede i hierkiet. Lavest faktisk. "Jeg håber du vil finde ham udemærket." Valentin vippede kort hænderne for at vise han skulle rulle hans ærme op. "Kom igang, uimodståelige kvinder skal ikke vente så længe." Han så over på Katerina igen og fjernede hånden fra hendes arm. "Du er en meget tiltrækkende kvinde Katerina, og en meget nær ven af mig. Men fremfor alt er du en fantastisk kriger og for det vil jeg rose dig. Du kæmper for din sag og det vil ikke blive svært for dig i dette hieraki. Du vil hurtigt krybe dig op af stigen til at få en høj rang."

hun nikkede "jeg dømmer dem ikke, jeg ville selv havde gjort det hvis jeg stod i deres sted" hun smilede svagt, men dog falmede det "ja en lille datter, men hun blev taget fra mig kort efter fødslen, vi var fattige og vi havde ikke råd til endnu et barn" hun rystede på hoved og samlede sig selv overraskende hurtigt, hendes øjne faldt på hans hånd rundt om sin arm, en smule overrasket måske, men dette var dog ikke til at se i de drillende dådyr øjne. hun smilede og hugtænderne kom frem da hun fik øje på manden "han går an" grinede hun og tog fat i hans hånd. hun fandt dette møde måske bedre end hun havde forventet, alle der var dumme nok til at stå i vejen for denne mand, ville være så godt som døde, hvorfor stå imod ham, når man kunne være med ham. hun skævede til ham og smilede "og de siger det er mig der smigrene idag, jamen mange tak det værdsætter jeg meget" hun lod tungen glide hen over tænderne før hun bed ham i håndledet, der gik dog ikke så lang tid før hun gav slip på ham og tørrede sig om munden "delikat må jeg sige, en god eftersmag" pointerede hun som var det en vin hun snakkede om og ikke en anden mands blod

Katerinas mening omg ham betød meget for Valentin, hun var meget som ham og det var der gjorde at hun kunne klare sig i hans hieraki, hun kunne nemt have overtaget øen hvis han ikke var til stede. Det ville hun uden tvivl kunne have gjort. "Børn er nu meget dejlige, de er gode at træne op og de kan hurtigt blive gode krigere. Fattigdom er en forfærdelig ting, det lever du ikke i længere heldigvis. Elijah tager sig vel godt af dig, formoder jeg?" Hvis ikke, ville Valentin tage en snak med ham, ikke noget negativt. Men Katerina skulle have det godt, især når hun var det tætteste han havde på en rigtig ven. Han nikkede da hun godkendte manden. "Min kære, jeg kan ikke lade vær med at smigre dig." Han så fascineret til mens hun drak hans blod. Vampyrer var et yderst fascinerende væsen, de var kraftfulde væsener der kunne meget mere end mange andre væsener. "Det får han tit af vide." Valentin viftede ham væk igen, for så at se over på Katerina igen.

hun nikkede stille "det er de vel, men nej til jeg blev 22, så mødte jeg Elijah, han hjelp gav mig alt det jeg aldrig har haft, penge og et godt liv" hun lagde benet over kors og strakte derefter sit ene ben helt ud. faktisk var hendes liv et helved før den aften hvor hun havde mødt Elijah, de fik næsten ingen mad, det var koldt og mange blev syge, det var helt igennem forfærdeligt "selvom jeg måske aldrig siger det, redde Elijah mit liv og de redde ø'en" hun smilede og rettede de drillende øjne mod ham. hun grinede og rystede på hoved af ham "smigr er nu også dejligt engang imellem, det ved de vel selv alt om" refererede hun med et mystisk smil, hun var aldeles god til at indsmigre sig på folk, komme under huden på dem, men det var nu ikke i alle tilfælde som denne at hun faktisk mente nogle af de ord hun sagde. hun bemærkede hurtigt hans beundrende blik, som var han måske direkte fascineret af vampyr racen, så med et drillende og måske charmerende smil rejste hun sig op og så rundt

Valentin lyttede til hendes historie om hendes møde med Elijah. "Fascinerende. Han har gjort dig en stor tjeneste ham Elijah." Valentin havde måske gjort det samme, hvis han fandt en på gaden som manglede et sted at være, hvis han eller hun naturligvis gerne ville være en del af de mørke krigere. Han nikkede til hende. "Jaså.. Jeg ved ikke helt om jeg helst ville ønske at redde øen eller dig, min kære." Han så hen imod hans mænd, de stod bare og ventede på han gav dem en ordre. Hvilket ikke ville ske lige forløbig. "Hold i bare en pause. Hvis vi mangler noget kalder jeg." Han vinkede dem væk og vendte igen opmærksomheden mod Katerina. "Jeg er vant til at modtage måde smigr, men også fornærmelser. Jeg håndterer begge dele med hævet pande." Katerina havde et vidunderligt smil, der ofte spillede over hendes læber. Det klædte hende utrolig godt, i forhold til Valentin, der så godt som aldrig smilede og faktisk heller ikke så specielt godt ud når han smilede. Han var mere til det alvorlige og seriøse.

hun nikkede og så rundt med en nysgerrighed "det gjorde han, han gav mig det liv jeg altid havde ønsket mig, væk fra alt sødmen og ind i noget bedre" hun smilede og kørte en hånd igennem håret, som faktisk uden hun gjorde noget sad perfekt, det var vel en lille fordel ved at være en vampyr, man var jo død, derfor voksede man ikke mere, men håret og altid sad på mirakuløst vist altid godt. hun hævede det ene øjenbryn "ville de ikke vide hvad de helt ville være, men nu har de jo gjort begge dele på en eller anden måde, måske redde han mig, men de redde både ø'en og mig ved at gøre som de nu gjorde" hun lagde hænderne om på ryggen og gik rundt i rummet, betragtede næsten hver eneste ting med nysgerrighed "jeg går vel ud fra at de for mange fornærmelser fra den fattige del, men tag dem ikke af dem, de er bare misundelige og ufattelige dumme" grinede hun og betragtede ham stille, hun lagde hurtigt mærke til hvor alvorlig han var, så ed et smil gik hun om bag ham og lagde hænderne mod hans skuldre "hvorfor så seriøs kæreste" spurte hun og masserede ham blidt på skuldrene

Valentin lod blikket følge hende, mens hun gik rundt og så nærmere på de få ting der pyntede rummet. "Han har gjort dig en stor tjeneste ved at vise dig mørket. Det er langt bedre end lyset. Mørket klæder alle, lyset viser blot sandhedens grimme ansigt." Valentin lod kort blikket falde mod jorden, han var taknemmelig for hun havde det på den måde, han ville til hver en tid beskytte dette fantastiske hunkønsvæsen, men redde hende over ham selv var imod hans natur. Men alle andre ville dø før hun ville. "Det glæder mig du ser på det på den måde. Det viser endnu en gang bare hvor trofast du er. " Valentin kunne ikke andet end at give hende ret. De fattige ville så inderligt gerne være en del af hans side. Han ville gerne give dem alt, men det krævede såment bare de trådte over på hans side. Han kunne give dem et hjem, penge, mad, alt hvad de ønskede. "Naturligvis. Mange af dem vil snart indse at mørket er stedet at være." Valentin mærkede hendes hænder på hans skuldere og blev langt mere afslappet af det. "Besøgene fra de utaknemmelig gør mig dårlig."

hun nikkede og så på ham over skulderen "ja det har han, jeg har aldrig været den helt stor tilhænger af freden, selv dengang da jeg var menneske fandt jeg den måde kongen var på...hvordan siger man det kedsommeligt" hun grinede og gik videre rundt, alt dette var nu meget interessant, at se hvordan han levede "de ved jo at de der er smukkest også er farligst, tillid er svær at give og selvom man giver den, vil man altid i sidste ende redde sig selv, muligvis er jeg loyal, og jeg ved at de er til deres tilhængere, men hvis valget stod mellem at at de skulle dø eller redde en de holdte af, så skulle de ikke forkomme mig som en overraskelse at de valgte at redde deres eget skind, vel" spurte hun og hævede det ene øjenbryn, der var intet had i hendes øjne, og hvis han nu svarede ja, ville det intet ændre, da hun jo selv var sådan. hun nikkede og så ned på ham "ja det vil de, de skal bare åbne deres øjne for ondskabens sande skønhed" hviskede hun i hans øre, mens hun lod sine hænder glide op og ned af hans ryg, fornemmede hvordan han langsomt begyndte at slappe af "tag dem ikke de uslinge de ved intet om hvor godt de har det, de kunne jo være døde, eller værre igang med at blive torturet" hun smilede og lagde hovede på skrå

Valentin havde det nu meget godt inden han kom på børnehjem, han havde det helt fint med hans mor og søster. Men så skete der en masse der ødelagde freden og fik ham ændret. "Freden er også bare.. Hvad er det til for? Hvorfor kan man ikke lige så godt skabe lidt spændning og ødelægge det hele." Han foldede sine hænder sammen og lyttede interesseret til hendes ord. Hun var en af dem, hvis ord hun altid ville lytte til. "Naturligvis ville jeg redde mig selv. Jeg vil altid gøre hvad der er bedst for mig selv. Men mine tilhængere betyder også utrolig meget for mig. Jeg ville ikke kunne gøre det uden jer." Valentin drejede hovedet så han kunne se på hende, eller vel noget af hende. Han vidste godt at hun havde ret. Han behøvede ikke skulle bekymre sig om de fattige øboere. Det var der ingen grund til. "Ja, de burde åbne øjnene. Jeg kan kun give dig ret min kære. De ved intet."

hun nikkede stille og sukkede "jeg kan se hvad de mener, hvad er der med al den fred og al den sødme, jeg har aldrig forstået den, kærlighed, det siger det er stærkere end så meget andet, men i sidste ende vil de forlade en eller også forlader man dem" hun trak på skulderne og lod fingrene glide ned af hans rygsøjle "jeg dømmer dem ikke, jeg ville skam selv havde gjort det, hvis jeg stod i det tilfælde, stod det valget mellem mig og Elijah, ville jeg vælge mig selv, men jeg ville hævne hans død" hviskede hun og et smil brød frem på hendes læber, de hun med overmenneskelig hurtighed var løbet op foran ham, havde skubbet ham ned og ligge, hvorefter hun havde sat sig på hans mave, alt dette i løbet af få sekunder "hvad ville de gøre, hvis de ingen våben havde, var dem selv og skulle kæmpe mod lad os sige en sulten sindssyg vampyr" spurte hun og lagde hoved på skrå. hun greb fat om hans håndled og tvang dem over hans hoved "de har ikke deres små evner, står næsten til at dø" hun havde bøjet sig ned mod ham og hviskede ham i øret, dog rettede hun sig op og med håret ned på den ene side betragtede hun ham nøje

Valentin hadede kærlighed. Alle gik og sagde det var så fantastisk, men i sidste ende ville de altid ende med at man blev såret af den man elskede. Kærligheden kunne såre en mere end noget andet. "Kærlighed er bare et forstadie, man tror man elsker nogle. Men med tiden vil man blot blive såret af den man elsker." Valentin nåede næsten ikke at reagere før hun havde fået ham ned at ligge og sat sig på ham. Hun var da bare herlig. Han så hende i øjnene og kunne ikke lade vær med at smile. "Spiller du den sindssyge vampyr? Så kan jeg vise dig det." Han var utrolig fascineret af hende, hun var stærk. Meget stærk endda og det var svært at finde nogle der var som hende. Det var nærmest umuligt. En som hende var kun til at finde i hende. Unik. Valentin holdte blikket rettet mod hende, uden at se væk. Han viklede hans ben i hendes, klar til at beskytte sig selv. Det var ikke svært, medmindre hun brugte en evne imod hende. Hendes evne vidste han dog intet om. Så det var svært at vide hvad hun kunne gøre.

hun nikkede og smilede ned til ham "de har ret, derfor har jeg ikke elsket nogen siden min lille datter, jeg så hende kun i hvad fem sekunder, også blev hun taget fra mig, fra den dag af sværgede jeg at jeg aldrig ville elske nogen igen, det er latterligt at tro at noget der er noget så stærkt" hun fnyste og fordi kærlighed ikke var hendes ynglings emne lod hun i stedet blikket glide ned på ham, så hvordan smilet brød frem "nej se hvem der smiler, sikke dog en forandring" hun klappede ham på kinden og følte hvordan viklede sine ben ind i hendes "det kan du måske gøre eller også kunne jeg vise dig det" hun tog hans hånd og lagde det mod sit hjerte "af en eller anden grund virker det, spørg mig ikke hvorfor, men hvis du kan få et godt angreb ind, så skulle det være oppe omkring her, helst flå hjertet ud" hviskede hun og lagde hoved på skrå "pas nu på pretty boy jeg har evner" grinede hun og på ingen tid stod hun nu foran ham og så ned på ham "men jo i teorien kunne jeg være en sindssyg vampyr, de komme for det meste bag fra, går efter halspulsåren, den er mest delikat, der løber blodet mere frist" hviskede hun og lagde hænderne på hofterne "og jeg har hørt du har et eller andet usynligheds træk, et godt råd det virker måske på andre men ikke vampyrer, de ved de efterlader en lugt" hun pegede på sin lille opstopper næse og grinede stille

Valentin rystede blidt på hovedet da hun påpegede hans smil. Det skete ikke ofte, men indimellem skete det da. Hun hævede et øjenbryn da han kunne mærke hendes hjerte. "Dit hjerte banker? Hvordan er det muligt?" Han kunne godt se at det altid var en god idé at skade hjertet, det var jo ikke muligt at leve uden et hjerte, så selvfølgelig skulle man gå efter hjertet. Han rejste sig, da hun havde rejst sig. "Du er da ikke sindssyg min kære." Valentin syntes det var dejligt at høre mere fra hendes side, hun vidste en masse om vampyrer selvfølgelig, ligesom han vidste en masse om dæmoner. "Det lyder meget sandsynligt." Han vidste godt at det ikke ville være let at bruge hans transporterings evne, det ville være let for en vampyr at finde ham igen. "Men hvad så hvis jeg gør sådan her?" Han trådte nogle skridt tilbage og blev forvandlet til en anden, han var lavere end Valentin rigtig var, han havde blond hår, blå øjne og var noget mindre muskelløs. Hans duft var også menneskelig.

hun trak på skulderne "pas, jeg ved det faktisk ikke, for mig er det bare endnu et mysterie som høre med til det jeg nu engang er" hun trådte stille tilbage og lod hånden glide hen over halskæden, mens hun spekulerede over tingene "ja det siger jo lidt sig selv" hendes øjne lå på ham og et drillende og måske provokerende smil dukkede op på hendes læber "det sagde min kære fader inden jeg separerede hans hjerte fra resten af hans krop "du er sindssyg, et monster"" hun grinede over sin egen parodi af sin far, den måde han havde talt til hende kort inden han døde, ja alle og enhver ville finde det ondt og nedværdigende, men Katerina, tog det næsten som en kompliment. hun lagde armene over kors og betragtede ham ændre skikkelse "så ville de dræbe dem, flå pulsen ud af deres hals" hun trådte frem og lod en finger glide ned over hans puls. efter lidt tid hvor hun bare havde stået og betragtede ham, trådte hun med et suk tilbage "kan vi ikke lave noget sjovt, Elijah er så kedelig, dengang vi var unge plejede vi at drikke os fulde hver aften, men nu sidde han bare op på sit værelse og stirre ondt ind i væggen" hun rullede med øjnene og sukkede stille

Valentin lod sit øjenbryn falde på plads igen, det var stadig et mysterie for ham også. Han var meget nysgerrig efter at finde ud af hvad der var med hende. Hvorfor hun ikke var som andre vampyrer. "Et monster? Det er er et hårdt ord. Jeg vil kalde dig fantastisk. Fascinerende." Valentin forvandlede sig tilbage til sig selv igen, han gjorde et træk på skulderne. "Jeg bruger nu heller ikke min form så tit." Valentin så hen imod døren hvor Smith og de andre var gået ud af for kort tid siden. "Smith!" Kort efter kom han rendende. "Katerina og jeg tager en tur ud i byen. Når jeg kommer tilbage vil jeg gerne have i har fået fjernet alle ligene her fra gaden." Valentin gik hen til Katerina og foldede sin arm, så han kunne tage fat i den. Hvad de skulle lave, havde han ikke fundet ud af endnu, men det måtte de se når de kom udenfor.