Mere alkohol, og en gammel tjeneste? - Raquel.

T. middag kl. 12
S. markedspladsen
O. Mange mennesker
V. Solrigt
P. Avatar

Crudelis kom med fart gående ned igennem de fattige dele af landsbyen, han kiggede på folkene der sad og tiggede med foragt. ”Har du ikke noget mad?” hørte han en der spurgte bag ham. Han vendte sig om, og sagde: ”Har du ikke noget mad min ven?” Han fik et nej til svar. ”Det var godt nok ærgerligt var?” han grinte en ond og kold latter, hvorefter han fortsatte.
Han drejede rundt om et hjørne, og så et lidt mere middelsted for folk at være. Der var ingen tiggere, og han gik ind imellem husene. Snart fandt han den store markedsplads, og han gik ind i mellem de mange boder. Han lagde mærke til hvordan folk kiggede efter ham, med forhåbentlig øjne. Som om han ville købe noget ved dem? Han nåede den ene ende, hvor han så nogle enkle mennesker var. Han gik hen til boden, og skubbede ganske enkelt 2 ældre mænd, og en dame væk fra boden. Det var en bod med en højere standard og mændene han stod ved siden af var da også klædt fint, hvis man nu så bort fra mudderet. Han grinte igen en ond latter, hvorefter han kiggede på manden der stod i boden. Det var en bod med alkohol. ”Jeg vil gerne have den whisky helt til venstre i bunden!” manden kiggede på ham, og genkendte ham så. Curdelis fik sin whisky, og smed beløbet på bordet, plus gode drikkepenge. Han kiggede på dem der lagde ned, og smilede et smil, i starten skulle det forestille et undskyldene, men det blev hurtigt bare ondt. Han gik lidt væk og kiggede op på solen. For derefter at gå videre, på vej væk igen, og han tog en slurk af sin whisky, den første slurk idag.

At være vampyr havde sine fordele, men hvor fordele herskede, gemte ulemper sig også. Solen havde hun set det sidste til for mere end 300 år siden. Dens varme og dens tidligere glæder var et overstået kapitel.
Hvem kunne få sig selv til at tro, at man var så gammel allerede?
Raquel var denne dag iført en blodrød kjole, der næsten nåede ned til anklerne på hende. Det var utroligt, hvordan noget tøj kunne få en til at se mere fremtrædende ud. Mudderet over tiggerne, det lasede tøj og de udhungrende jamren fra dem var ikke et særsyn længere i Islandia. Ryggen var rank og blikket køligt og stolt. Skulle hun selv sige det, var hun på vej op. Sødmen kunne smages!
Dumheden slog hende fra dét øjeblik, solen var oppe. Hun havde ikke nået hjem, og måtte erkende sit nederlag i skyggen af en bygning. Snarere stod hun i døråbningen og undgik kontakt med dens stråler. Fra døråbningen kunne hun se markedet. Der var liv og mennesker, og som den kloge person hun var, havde hun selvfølgelig udsyn over den mere middelklasse og højere ramte del af markedet. Hun kneb brynene sammen. Adskillige bandeord og andre forbandelser forlod hendes rosa læber, som hun så frem for sig. Der var ikke et øje i huset, der udefra lignede en nedlagt bager. Raquel havde ikke flere gøremål, så solen fik sin helt egen forbandelse smidt efter sig.
"Crudelis?" Raquel kunne ikke nå at stoppe den spørgende hilsen, før ordene allerede var nået over hendes læber. Det var efterhånden et god håndfuld tid siden hun sidst havde set noget til ham. Ikke at hun klagede. Blikket hvilede på ham. Køligt.

Crudelis drejede hovedet som han hørte nogen sige hans navn. Og der i døråbningen? Var det ikke? ”Raquel?” næsten spurgte han, og hans mundvige steg opad, op i et af de charmerende smil, og han gik hen mod hende. Hvorfor stod hun derinde i skyggen? Og hvorfor var hun stadig i live? Pludselig stod svaret klokkeklart for ham, og han kiggede nu på hende med helt nye øjne. Han smilede et smil for sig selv, og han gik næsten helt hen til hende, men blev i solen. ”Godt vejr i dag? Synes du ikke?” spurgte han hende, med et smil der viste at han havde regnet det ud.
Han stod og nød solens varme stråler som de ramte ham. ikke noget han gjorde så tit, mest fordi han ikke rigtig havde tid til det. Han trådte lidt efter helt hen til hende, helt ind i skyggerne. Han mærkede skyggernes kølighed ramme ham, og han smilede til hende. ”Bor du her?” spurgte han og kastede et blik på det hus de var op ad. En bager forretning. Han kiggede dog hurtigt ned på hende igen. Hvor lang tid siden var der sidst han havde set hende? Han kunne ikke lige sætte tal på det, kun at det var lang tid siden.

Et tilsvarende, charmerende smil blev givet til den mand, der stod lidt længere fremme. Raquel, rap i replikken som hun var, lod ikke et øjeblik passere. Hun gav ham et altsigende elevatorblik med sine kølige øjne. Det var ikke meget, han havde ændret sig. Knuden i maven ved synet af ham var der stadig, men intet der blev tydeligt på den ydre, unge kvinde.
”Længe siden! Har du savnet mig?” Raquel blæste Crudelis et luftkys og lod en latter passere sine læber. Det var en blød, klar latter, der lød som små sølvklokkers fine ringen. Hans blik ændrede sig en smule og blot for at være på den sikre side, trådte Raquel et skridt tilbage. Delvist på grund af solen, der var uhyggeligt tæt på.
”Ih jo. Det er lige til at nyde! Desværre er jeg ikke til sol mere..” Med påtaget dramatisk tone og påtaget bedrøvelse smilte hun et tilsvarende, let smil. Blikket fandt sin vej til kanten mellem skyggen og solen, hvor det blev en smule tid. Det var underligt at være så tæt på og føle sig så langt væk. Det var næsten som følelsen af en ekko fra en dyb skrænt.
”Her?!” Raquel rynkede på næsen i afsky. Der var afskyeligt i den lille, tidligere bagerbutik. Støv lå på borde og hylder som tæpper, og der var stadig rester af mel rundt omkring. - ”Tror du virkelig min standard er så lille?” Raquel skiftede vægten fra den ene fod til den anden. Man skulle være godt dum, hvis man ikke opfangede den faretruende tone. Det var ikke nu, man skulle spøge med hende for meget, hvis man havde livet kært.

Crudelises smil forblev i den charmerende del, og med venlighed. Noget man ellers aldrig så fra ham, men den her kvinde havde bare haft den virkning på ham. Måske var det fordi at han havde mødt hende for så længe siden. ”Hvordan kunne jeg undgå det?” sagde han, og grinte et lille grin. Men hvis han skulle være ærlig så havde han ikke tænkt så meget på hende. Han havde jo faktisk troet hun var død, så han havde også fået et lille chok før.
”Det er ellers ærgerligt! Der er lige vejr til en skovtur i dag!” sagde han med et grin på læben. Vel vidende om at han aldrig ville tage på en skovtur, han ville ikke kunne holde ud at sidde i en skov i flere timer. Han var mere en inde person. Han kom helt i tanke om hans whisky og at han sikkert var uhøflig ikke at tilbyde hende noget. Han rakte den frem mod hende, og spurgte ”En tår?” og han kiggede lidt på hende. hun så stadig lige så smuk ud, som dengang for længe siden. Måske endda smukkere?
Han kiggede op på huset, det var ikke særlig pænt, og han måtte dog også sige at han ikke troede at hendes standard havde sunket så meget! ”Men, hvis du ikke bor her, hvad laver du her så? Det er jo midt om dagen?” spurgte han hende nysgerrig. ”Og hvorfor går vi ikke indenfor? Jeg kan forestille mig du måske synets her er lidt, ja skræmmende?” igen var det et spørgsmål. Noget han tit kunne undre sig over. Savnede vampyrer solen, eller var de alle blevet bange for den?

En kort latter forlod Raquels læber, som hun stod og betragtede Crudelis. Det var adskillige hundrede år siden, de havde set hinanden sidst. Faktisk dengang hun havde været et menneske. Det virkede som en absurd tanke efter så mange år, at hun nogensinde havde været menneske. Det var ikke til at løbe fra. Blodet, der løb i hendes årer, var ej længere hendes. Andres blod fornyede hendes blodbaner og holdt hende kørende. Raquel hævede let øjenbrynene.
"Jeg hører, jeg har den virkning på folk. Men hvem ville dog ikke savne mig?" En påtaget overdrevet selvsikkerhed hang praktisk talt som en kappe omkring hende, da hun udtalte hvert et ord. Raquel lavede en pirouette for at underbygge sine ord. En ironisk undertone kunne anes, for hvorfor skulle han dog have skænket hende særlig mange tanker, når det efterhånden var så længe siden?
"Ja, det er det sørme! Desværre er jeg ikke så vild med skovture. Eller solen!" Med en beklagende dramatik lavede Raquel vilde armfagter mod blandt andet linjen mellem sol og skygge.
"Jeg troede aldrig, du ville spørge" udbrød Raquel i et af sine mere normale tonefald. Kulden lå på overfladen og de rappe replikker 'varmede' sig heri. Hun tog imod flasken og tog en tår. Den alkoholiske væske var som smør mod halsen. En tiltrængt nødvendighed. Var hun allerede ved at blive sulten?
"Jeg havde forretninger at tage mig af. Her ville ingen forstyrre.." Forklarede Raquel ham roligt, som var det blot en samtale om et ganske almindeligt job. - Hvilket det vel egentlig havde været for hende. - "Kom da endelig indenfor! Jeg ejer jo ikke stedet.." Raquel lavede en armbevægelse mod huset. Hun havde en stemmeføring, som burde han bare selv være gået ind. - "Du indikerer vel ikke, at du tror, jeg er bange for solen?" En snerren var at opfange og den faretruende måde at bruge stemmen på. Som et rovdyr inden angreb. Lettere udfordrende lavede hun korslagte arme og hævede øjenbrynet.

Crudelis lo, og kiggede så lidt på hende. Selvom at det var så lang tid siden, havde han nu godt kunne huske hvordan hun så ud der. ”Du ser godt ud” sagde han, og smilede et af de charmerende smil. Han havde ærlig talt ikke talt tænk på hende, men da han så hende, kunne han huske hvordan hun havde set ud.
”skovture er eller så hyggelige” sagde han, og han fik nærmest en forkert grimasse på hovedet. Mest fordi tanken om at tage på en skovtur foragtede ham. ”Eller, De er ret ringe..” sagde han lidt efter det andet. Man kunne også godt se på ham, at han ikke lige var skovtur typen.
Han grinte en kort latter, inden han kiggede lidt på hende. ”Der er ikke nogen bedre måde at starte dagen på!” sagde han. Det var som regel sådan han startede hans dag, et enkelt glas, og så ellers se hvad dagen førte med sig. Som så tit blev til mere alkohol. Han smilede, og tog selv en tår, da hun havde taget en, og han sukkede tilfreds.
Han løftede hans ene øjenbryn. Vampyrer med arbejde? eller dagarbejde var ikke noget han hørte særlig tit. ”Jeg troede ikke at vampyrer arbejdede om dagen?” sagde han, og kiggede nysgerrigt på hende. ”Hvad skulle du egentlig?” spurgte han helt nysgerrigt.
Han smilede et skævt smil til hende, og sparkede så døren op, mest for dramatikkens skyld. Selvom at den havde været låst kunne han nok have nøjes med at slå hårdt til den, så gammel som den var. Døren hang nu kun på det yderste af dens hængsler og han kastede et kort blik på den inden han smuttede indenfor. ”Det gætter jeg på du ikke er?” sagde han, uden at det var meningen at fornærme hende, men kiggede dog på hende. ”Men, er der ikke mange vampyrer der er bange for solen?” denne gang sagde han det uden at nævne hende.

Raquel kunne ikke dy sig. Endnu en pirouette blev lavet, så de mørkeblonde lokker dansede vildt om hovedet på hende. Et let smil var af finde om hendes læber. Et kønt men dog dødbringende smil. Man skulle ikke falde i fælden, hvis man havde sit liv kært.
"Du ser da heller ikke værst ud selv, må jeg indrømme" Åbenlyst lavede Raquel elevatorblikket, mens hendes smil blev til et mere charmerende smil. Et smil der oftest blev sammenkædet med kvindelige vampyrer. Det passede på hendes læber som sneen passede til vinteren.
"Jeg kunne ikke være mere enig! Det giver dagen en frisk start." Hun vendte ryggen til Crudelis som hun talte, studerede hver en del af skyggerne og den nedlagte bagerforretning nu foran sig. Alkohollens sødme havde fyldt hendes mund. Hver en smagssans var vækket, og herpå dansede den fyldige og let stærke smag af whisky. Raquel havde ikke fået noget af denne fyldige drik længe, så det havde næsten været som en lettelse for hende. Crudelis havde praktisk talt reddet hendes dag..
"Det var nu mere et ærinde, og vampyrer afslører da ikke alle sine hemmeligheder" Raquel blinkede med det ene øje lettere legesygt, da hvert et ord gled over hendes læber. Crudelis måtte være nysgerrig, hvis ikke hun mistolkede hans blik for meget. Da han bevægede sig frem og sparkede døren ind, lod hun en klar, fin latter hænge kortvarrigt i luften. Dette syn ville hun aldrig blive træt af. Hun nikkede anerkende til Crudelis.
"Det er for dumt at bruge sit udødelige liv på at være bange. En uendelighed er længe at frygte én ting i. Men jo, du har helt ret. Mange vampyrer er bange for solen.." Raquel følte, at hun havde plapret i uendeligheder allerede, så hun stoppede sine egne ord. Raquel trådte ind efter Crudelis med en ret ryg, som man ville have set kvinderne fra det 17. århundrede have gået med. Stolthed manglede denne af ydre unge kvinde i den grad ikke.

Crudelis kiggede på hende, og han mærkede hvordan hans læber kørte op i et smil, som hun lavede elevator blikket, og han spurgte ”finder du noget du kan li’?” og han løftede armene med et grinene smil. Men lod dem falde ned langs siden igen lidt efter. Han kunne ikke lade være med også hurtigt at lade hans øjne køre op af hendes krop, og han smilede et lille smil.
Han nikkede roligt og kiggede på hende. måske startede hun også gerne dagen med et lille glas, han kunne ikke lade være med at stå og køre rundt med flasken, så indholdet kørte op af siderne på den firkantede flaske. En ren vane han havde fået, af at side med whisky glas.
Han nikkede lidt, sandt nok. Han ville sikkert heller ikke selv have gjort det. ”Nej det selvfølgelig rigtig. Men, hvem skulle jeg fortælle din hemmelighed til, og jeg tvivler stærk på at det var noget godt du skulle?” Han løftede øjenbrynet for at se om hun ville sige ham imod. Hun lignede ikke ligefrem en af dem der kæmpede for det gode.
Som han gik indenfor kiggede han rundt derinde. Der var nogle gamle stole, og et enkelt gammelt bord. Man kunne sagtens se det engang havde været en bagerbutik, for der lagde stadig rester efter bagning. Blandt andet havde det meste derinde et fint lag mel over sig.
Crudelis gik hen til stolene derinde, og så det tynde fine lag af mel der lagde der. Han kørte hurtigt en hånd over begge stole, og de var nu frie fra mel. Han trak den ene stol ud for Raquel, og kiggede kort hen på hende. Man havde jo stadig sine gode manere.

Lidt for selvtilfreds over hans elevatorblik sørgede Raquel for, at hun stod ekstra elegant. Som en vampyr var dette ikke noget problem for hende, og hun havde aldrig i dit efterliv som vampyr betvivlet dette. Trangen til at lave endnu en pirouette var stor, men større var viljestyrken.
"Det er da ikke helt værst.." kommenterede Raquel på Crudelis' udseende med et lettere legesygt smil om sine læber. Raquel havde en af sine mere glade og spilfulde dage, hvor hun ikke lod et øjeblik passere for en bemærkning. Når hun først havde sat sig det for, kunne Raquel være yderst stor i munden og ironifyldt. En god egenskab ville hun selv mene.
De rødbrune øjne blev fanget af den gyldne væske, der i en spiral slikkede sig om kanterne på flasken, som Crudelis stod og kørte rundt i små cirkler. Det var en gylden væske, der med sit udseende viste tydeligt, hvor en egentlig værdifuld væske, det var. Den tog altid toppen af enhver spænding i ethvert selskab.
"Godheden forduftede den dag mit menneskelige liv ophørte." Poetisk lød hvert et ord, der med en stålfast vilje blev fremført bag silkebløde og stolte ord. Hvert et ord var sandt og svar nok på hans spørgsmål. Det afholdt hende dog ikke fra at fortsætte sit svar. - "Skønt du ikke har mange at fortælle det videre til, er det ikke taktisk klogt at spytte ud med sine gode kort, er det vel, kære Crudelis?" Næsten spandt Raquel fornøjeligt og lagde sit hoved en anelse på skrå. Mørkeblonde lokker fulgte bevægelsen lydigt.
"Hvad har du overhovedet lavet de seneste 300 år?" Spurgte Raquel en smule brat, idet hun satte sig på stolen, Crudelis havde været så flink at trække ud for hende. Hvem skulle have troet, at der bankede en gentleman i denne dæmon? Blikket fulgte nøje hans bevægelser. Aldrig havde hun glemt den gæld, hun stod i overfor ham. Det var en gæld, der var dyrere end penge. Tjenester havde det med at blive gruopvækkende. Huskede han mon stadig denne tjeneste, hun reelt havde skyldt ham i over 300 år?