Don't let it break your heart ~ Elijah

"En whisky er på vej!" Det var forholdsvist tidligt på aftenen for denne unge bartender, der allerede syntes at have adskillige bolde i luften. Gruppen af hankønsvæsener i det ene hjørne var begyndt at blive utålmodige, selvom de lige havde bestilt deres drikkevarer. Den unge vampyr fik stablet drikkevarerne på en bakke og gik mod bordet. En ting man skulle finde sig i, når man om aftenen var en bartender, ville altid være mændene og deres blikke. Hun var en vampyr, for evigt ung. Mændene kunne lide dette. Hun himlede med øjnene over en ældre mands, menneske, forsøg på at flirte.
"I betaler vel denne gang?" Roligt blev ordene udtalt med en fløjlsblød stemme, man umuligt ville kunne blive mistænkt som en jægers. Et rovdyr af natten. Roligt men dog kølig af undertone. Hun gav dem et enkelt, altsigende blik, inden hun vendte ryggen mod dem. Fronten var mod baren, hvor en ensom vampyr i baren betænksomt betragtede hende. Hendes ene bryn røg i vejret spørgende, da Raquel nærmede sig med hastige skridt. Hun sagde intet, gjorde intet. Afventede.
Raquel gik med rank ryg og fremviste tydeligt, at hun var en stolt vampyr. Ved baren stod hun og betragtede de mange, dragende drikke, hun havde fået en kærlighed for. Havde hun ikke groet sig til at kunne lide dem, havde hun nok ikke valgt bartende. Ved dette kom man i kontakt med folk, der gjorde det nemmere at komme tæt på, hvem man skulle søge til, når man behøvede noget. Fordelen sang sin søde sang, Raquel sang med på.

påklædning

til hans egen og Katherina's store overraskelse havde han idag valgt at tilbringe sin aften på Hesteskoen, et lille "glædeligt" sted hvor alle kendte allve overe og alle var glade, hvor kvalme opvækkende. på vejen derhen sendte han stort set alle på sin vej, et koldt dræberblik hvilket kun forøgede den chance for at han faktisk kunne tage derhen uden at blive overbegloet. idet han åbnede døren stoppede det, det meste af al snakken og alle grinene, al deres opmærksomhed var rettte mod ham, dette fik han kun til at knurre svagt og advarende "har i kke noget andet i skal lave end at glo på folk" hvislede han og trådte ind.
her på det sidste havde han været meget vred og ikke bare vred, som i det alle var, men som i vred og muggen, dette havde Katerina godt bidt mærke i som nu havde slået tænderne i noget lidt mere spændende. han kørte en hånd igennem sit hår og lod blikket glide hen over de mange borde, før han til sidst gik hen og satte sig ved et, et langt henne i hjørnet, et sted hvor det faktisk ikke sad så mange op til, hvilket ville gøre det det perfekte sted for ham og hans dårlige humør

En klirren med glas hørtes fra baren i det øjeblik, døren gik op. Af ren automatik vendte Raquel sig ikke om, men lod blot ordene strømme over sine læber. De var så bekendte, at det næsten virkede absurd. Hvert et ord var med den silkebløde stemme, hun så ofte havde.
"Hvad ønsker du?" Ryggen forblev mod den nytilkomne, for gættede hun ikke meget forkert, ville det sikkert være en af vampyrerne. På denne tid ankom altid en bestemt ældre vampyr med en så dyb stemme, at det altid gibbede i Raquel. Dette var dog ikke tilfældet. Den nytilkomne talte, og noget ved stemmen var så underligt bekendt. Hånden gled igennem de uregerlige krøller, der i mørkeblonde lokker slangede sig ned ad ryggen på hende. Langsomt vendte hun sig om mod det bord, han sad ved.
"Elijah?" Spurgte Raquel overrasket med let hævede bryn, hvorefter hun langsomt lagde armene over kors. Et elevatorblik blev givet med de rødbrune øjne, der ikke var til at tage fejl af. Bedømmelsen sad dybt begravet i øjnene, til hun fik indset, hvem det egentlig var. Brynene røg hurtigt i vejret. Hvad lavede han så pludseligt lige her? Grunden til den mærkværdige stilhed før var blevet besvaret, og dér i hjørnet sad en ualmindeligt smuk vampyr. Endda en af dem hun egentlig kendte.

han betragtede nøje menu kortet, læste alle retterne op inden i, og ligesom mad altid gjorde og stadig gjorde, fremtvang det kun kvalme hos ham ikke andet end massiv kvalme. i over fem hundrede år havde han levet sig lykkelig på kun at flå halsen op på de varmblodet, været ligeglade med hvordan deres liv var, de skulle bare give ham noget at spise. men så var der de få gange hvor han faktisk tog en kvinde ind og forvandlede hende, den eneste som han kunne huske var Katerina, men der var det stukke for omkring tre hundrede til fire hundrede år siden, et stykke som han ikke helt kunne genskabe sig.
han opdagede hende, før hun så meget som havde sagt hans navn, for hans unaturlig lyse grønne øjne lå på hende, som sne på isen, kolde og hårde, stak de næsten i hende. hun var nu ganske køn, ung, meget ung både af krop og af eksistens. hvorfor han vidste hun var så ung, var bel bare en ting man kunne mærke, ved den måde hun så på andre, snakkede til dem.
han kunne dog ikke holde spørgsmålet tilbage meget længere, da han på trods af ikke at have noget erindringer om hende, faktisk et eller andet sted fandt hende en smule bekendt "undskyld, har jeg mødt dig før" hvislede han med en smuk hæs stemme, en stemme som kunne blive betegnet som en kærtegn når hans sagde ens navn, da den jo var så hæs og måske endda en smule sexet

Raquel kneb brynene sammen, alt imens hun lod blikket vandre over denne vampyr. Hun kunne have svoret på, at hun kendte ham! Gjorde hun ikke? Han virkede så uendeligt bekendt. Så... Ikke til at placere. Hun havde allerede levet i 337 år, så det at placere hvert et væsen, hvert et år: Umulighed. Det ville være som at remse alle navne op, der nogensinde er blevet givet til et nyfødt barn.
Raquel rankede ryggen, for skønt hun ikke ville indrømme det, havde hans ugenkendelighed pirret til hendes stolthed. Hun havde en lighed med en kat med denne adfærd. Pludselig hadede hun denne frembrusende del af sig. Den, der altid var et skridt foran.
"Du ligner en, jeg har mødt engang…” Det var egentlig blot en kølig mumlen til Raquel selv, men en vampyr kunne man naturligvis ikke narre. Især ikke på lydniveau på denne afstand. En stolthed og selvsikkerhed gled ind i de rødbrune øjne naturligt, da hun mærkede hans blik berøre hende. Hans ansigt. Et sådant ansigt kunne man umuligt glemme!
"Du er da Elijah, ikke?" Krævede Raquel denne gang med sin silkebløde og fine stemme. Den hårdhudede vampyr kom op til overfladen, og med den lettere kølige og krævende tone, burde man ikke komme på tværs af hende. Hele hendes stolthed, selvsikkerhed såvel som en snert af abrupt arrogance stod malet i de rødbrune øjne, der interesseret betragtede vampyren.

han lagde hoved på skrå og betragtede hende nøje og et eller andet underligt sted blev hans øjne mildere da han så hvordan hun blev stødt af hans hårde tone. men vent hvorfor bekymrede hans sig i det hele taget om hvordan hun reagerede på hans hårde stemme, han holde jo ikke engang rigtigt af Katerina, de to kunne jo næsten flå hovederne af hinanden når de først var i det humør.
hurtigt og overraskende elegant gled han hen over gulvet og stod foran hende, han holdte en hånd under hendes hage og betragtede hende nøje, men et eller andet sted i hans koncentrede øjne kunne man se at der manglede et eller andet hukommelse, hun manglede. "ja jeg er Elijah" hviskede han og tog sig selv i at indånde hendes duft, en velkendt duft, en duft som han havde på fornemmelsen at skulle kende "men hvem er du og hvorfor har jeg det som kender jeg dig" spurte han og løftede hendes ansigt op, så han kunne betragte det lidt mere nærgående, end han havde gjort før. rynken mellem hans øjenbryn fortalte meget om hvordan han vitterlig prøvede at huske hende

Raquel kastede hovedet ganske let på skrå, da han gjorde mine til at rejse sig op. En smule uroligt skiftede Raquel vægten imellem sine fødder, til Elijah stod lige der foran hende. Med store, rødbrune øjne så hun ind i hans specialfarvede lysegrønne. Et trodsigt og tilbageholdende blik lå dybt begravet i dem, idet hun lod ham vippe hendes hage en anelse op. Det var som at blive frataget alt tøjet. Hvor meget kunne Elijah læse hende?
”Raquel. Mit navn er Raquel Redfern.” Stoltheden var tilbage i stemmen, da hun udtalte hvert et ord for ham. Læberne bevægede sig til tydeligt at kunne blive mundaflæst. Nysgerrigt så Raquel ind i Elijahs koncentrerede. Hvor meget manglede han? Hvad manglede han? For hvert spørgsmål, det hult ekkoede i hendes hoved, ønskede hun at besvare hver og et af dem. Hånden, Elijah havde under Raquels hage, berørte hun let med en flygtig berøring. Det var som når sneen lige nåede at ramme jorden, før den smeltede. Frivilligt vippede hun hovedet en anelse mere tilbage.
”Du er den første erindring, jeg har som vampyr..” indrømmede Raquel en smule modvilligt og rynkede på sin lille fine næse. Et sted dybt indeni i hende skreg en del af hende, at hun skulle lade den kølige parade forblive oppe, men hvor nysgerrigheden og interessen berørte, syntes kulden at smelte bort. Smelte som isblomsterne på vinterruderne om morgenen.

han hævede det ene øjenbryn og så nærmere på hende, det hele var ved at dykke for ham, han huskede også alligevel ikke, det hele var så svært, men hvad var grunden til at han ikke huskede hende, når det var som en stemme inden i ham skreg at han skulle genkende lige præcis denne unge pige, denne kønne unge pige.
"Raquel, hvorfor har jeg det som jeg skal huske dig, hvorfor kan jeg ikke huske dig, når jeg genkender din lugt" han rettede sig hurtigt op og så rundt "har du et sted vi kan være alene og snakke mere privat" han kløede sig i nakken og så rundt på alle de andre som efter hånden var begyndt at blive stille, kune for at se hvad lige præcis de stod og lavede.
han rynkede brynet over hendes bemærkning "den første, det er umuligt medmindre..." han lukkede øjnene i og spændte i kæppen, efter få sekunder åbnede han dog igen øjnene og betragtede hende med en nyvundet nysgerrighed "jeg har det som når jeg lugter til dig at jeg har mødt dig før, at jeg har lugtet til dig før, og måske endda elskede.." han gik i stå og stivnede, det var umuligt han havde aldrig elsket nogen, men på den anden side, gjorde denne kønne pige et eller andet ved ham

Raquel blinkede. De rødbrune øjne blev mere intense og levende, som hun fulgte den ’udvikling’, han gennemgik på så afsindig kort tid.
”Jeg..” Påbegyndte Raquel, men stoppede brat op. Ord forsvandt fra læberne af hende, og det virkede komplet absurd endda blot at sige det. Disse sølle ord han nemt ville have opsnappet af nonverbal samtale. Øjnene. Hun tog en dyb indånding, hvor hun samtidig indtog duften af ham. Så bekendt. Så ualmindeligt savnet. Det var mange år siden, måtte hun indrømme. - ”.. ville ønske jeg kunne besvare dit spørgsmål..” Afsluttede Raquel oprigtigt og langt mere selvsikkert, end hun havde troet muligt.
Årene, der var gået, stod malet som et relief på den korte afstand, der befandt sig imellem dem. Raquel bed sig let i læben, da hun bemærkede den stilhed, der herskede omkring dem. Det var, som var Raquel og Elijah et helt andet sted end på Hesteskoen med alle disse forskellige væsener. Stilheden var som et slag i ansigtet, der sendte hende til brat opvågning til den virkelige verden. Den der forsatte omkring hende.
”Eh, jo. Vi har et baglokale lige herovre” Mumlede Raquel en smule fjernt og nikkede mod døren ved siden af baren. Hun lavede en håndbevægelse for at indikere, at han blot skulle føre an. De rødbrune øjne kastede et iskoldt blik rundt i kroen for at få den private samtale, Elijah ønskede.

han nikkede og sukkede "jeg ved det, men det er som manglerne der hundrede år af min hukommelse og jeg kan ikke huske dig, men alligevel" han greb fat i hendes hår og duftede åbenlyst til det "din lugt den er så delikat og frembringer noget underligt" hvislede han og lod ubevidst en hånd glide ned af hendes ribben, ganske blidt og næsten sensuelt, men i det sekund, han bemærkede det, trak han sin hånd til sig og smilede næsten undskyldenden til hende, som var dette ikke meningen eller kunne han bare ikke styre sig nok.

hans øjne så rundt og lagde sig til sidst på hende igen "sikke en underlig en du er, vækker ting, ting jeg måske aldrig har set før" hviskede han i hendes øre, med et smil, bar han hende op og gik mod det lokale hun havde vidst. og først i det sekund han havde lukket døren lod han hende røre gulvet igen "så fortæl mig hvornår blev du skabt, omkring" spurte han og så på hende med alvorlige øjne, der dog også var en smule milde, måske var det hans smil, det smil som kun fik hans læber til at se smukkere ud, de perfekt formede læber, som buede så smukt ud "hvorfor gør du det her ved mig" spurte han og var hurtigt henne ved hende

Overrasket veg hun en smule tilbage, da han tog fat i en lok af hendes hår, og da han tilmed duftede åbenlyst til den, var hun i vildrede. Skulle hun være helt ærlig, var hun ikke van til så megen kontakt af en så omhyggelig grad. Normalt når hun havde med mænd at gøre, var det hende, der havde sat det i værk. Men dette? Intenst betragtede hun sin hårlok ud af øjenkrogen, og endte blot med at nikke af hans.
Det gibbede i Raquel ved berøringen. Det var så let, så flygtig, at den næsten ikke havde været eksisterende. Det var som et kærtegn af vinden en sen vinter eftermiddag. - ”Måske fordi du kendte mig bedre, end hukommelsen tillader dig det” Påpegede hun med hovedet lagt ganske let på skrå, så de mørkeblonde lokker dansede til den ene side. En ualmindelig en af sin slags.
Et ufrivilligt, dog lavmælt, hvin forlod Raquels rosa læber, da hun mærke Elijahs stærke arme løfte hende op. Havde hun ikke vidst bedre, havde det næsten virket som en skønjomfru reddet fra en fare. Der gik ikke længe for jorden atter var solidt under fødderne på hende igen. Ikke før hér kom tankerne klart tilbage til hende.
” For godt 300 år siden” Tydeligvis talte Raquel efter i hovedet, men hun sikker på, at hun havde rundet de 300. Hvor gammel måtte Elijah så ikke være efterhånden?
"Jeg gør da slet ingenting.." protesterede Raquel stædigt og satte hænderne i siden. Hun forstod det ikke engang selv, så hvordan skulle en forklaring så blive fundet?

han gjorde store øjne og trådte tilbage som havde hun stukket ham en hård flad "det er umuligt for tre hundrede år siden, måske endda fire... det er sort jeg kan ikke se det" han tog sig til hoved og så væk, da det slog ham, et billede af ham og Katerina oppe og skændes, men over hvad, de slås og hun... "hun knækkede min nakke" hvislede han og knyttede næverne, en smule vrede kom op i ham og han havde hurtigt rettet sig op. på en måde kom en masse styrke op i ham i lige præcis denne lille uskyldige bevægelse.
han blev opmærksom på at hun stod der da hun igen snakkede og på en eller anden måde gjorde det ham mindre vred, at hun stod der, snakkede til ham. han stod ind mod muren og så på hende, som var hun den farlige af de to og ikke ham selv. hans brystkasse hævede og sænkede sig hurtigt "dette er umuligt" hviskede han og klemte sig op mod muren "du kan ikke gøre det her" hviskede han og overvågede hver eneste bevægelse hun lavede. han borede fingrene ind i sin håndflade, smerten afholde ham fra at gøre noget, noget som måske ikke ville ende så godt og især ikke i disse tider.

Undrende hævede Raquel brynene, som hun betragtede hans pludselige tilbagetrukne adfærd. Den var så uvant med tydelig kontrast imod hans person, han havde fremvist ved indgangen til Hesteskoen. Det var som sort blev forvandlet til hvid så pludseligt, at øjnene skulle vende sig til den nye ændring i farver.
”Hun? Hvem er hun? Hvorfor gjorde hun dog det?” Raquel begyndte at ligne ét stort spørgsmålstegn. Raquel måtte endnu engang indrømme, at hun ikke havde regnet med et så hurtigt skift i hans humør. Forundringen plantede sig i hendes øjne, som et egetræ slår rødder. Med det blik han havde på hende, følte hun sig netop som det rovdyr, der lå og lurrede lige under overfladen. Når hun ikke jagede, var der ingen grund til at lade denne være fremme.
En gnist blev tændt indeni hende, da Raquel blot lyttede til hans ord. Gnisten tog fat i Raquel og snart var der en steppebrand i hendes øjne. En steppebrand af intense, blandede følelser og størst var vreden.
”Du forsvandt” Lettere snerrede Raquel lavmælt og lavede korslagte arme. Vægten skiftede fra den ene fod til den anden, bestemt og overlegent. - ”Hvad skete der overhovedet? Jeg gør intet, jeg ikke tidligere har gjort! Led ordentligt efter, Elijah!” Tonen var blevet mildere, men noget faretruende lå over hendes kropsholdning. Med den ene hånd tog hun fat i en hårtot, der omgående blev snoet omkring pegefingeren. Hvor kom den pludselige vrede fra? Vrede blev til en kvindelig stolthed og en velkendt rolighed svøbte sig om hende. Dog lå gnisten lige under overfladen. Parat.

han tog sig til halsen og betragtede hende nøje, vidste ikke hvad han skulle gøre hvis hun kom for tæt på "Katerina, hun brækkede min hals, da jeg vågnede kunne jeg intet huske" han rynkede brynet og kløede sig i nakken.
han fulgte hver hendes bevægelser med øjnene, næsten sm et rovdyr, klar til at lave den mindste bevægelse hvis hun gjorde udfald, det kunne nemt ende galt og da han jo ikke var i det optimale humør og snare mindede om en muggen teenager, kunne det måske være farligt for hende.
forsvandt, hvordan, kendte de hinanden og i så fald hvor godt og hvorfor havde han en sådan lyst til at gøre noget, bare springe ud i det, denne mærkelige følelse, spredte sig i ham og det var ikke til at holde ud "jeg forsvandte" spurte han og trådte et skridt frem.
før han så meget kunne stoppe sig selv, var han henne ved hende, han greb hende om nakken og pressede sine læber mod hendes i et langt og ømt kys, et kys som fyldte ham med minder. gispende betragtede han hende "jeg forlod dig aldrig, jeg mistede bare alt" hviskede han og strøg hende blidt i nakken, dette var meget nyt for ham og alligevel var der et eller andet der sagde ham at han havde prøvet det før, mange gange endda

Raquel var løbet tør for ord, og med et sådant nederlag måtte hun blot nikke en smule stift. Denne Katerina. Havde hun ikke hørt om hende før? Det pirrede til en del af hendes hukommelse, men hun vovede ikke tage flere erindringer frem. Kom der blot én til, ville bægeret flyde over. Der var så meget. Så mange indtryk. Indtryk hun oplevet før engang for længe siden.
"Du var ingen steder at finde" Talens brug blev genvundet. Styrken bag ordene var lamslående, når man så tilbage på det tamme, stive nik fra før. Hver en muskel var spændt i kroppen på hende i vrede og bevidsthed om, at han havde været væk.
Øjenbrynene skød i vejret ved det første skridt, hvilket også var det eneste, hun nåede at opfange. Inden sekundtælleren rullede videre stod han foran hende. Stod der, som havde han aldrig gjort andet. Raquel forbandede sig selv over, at hun ikke fattede mistanke, da hånden gled om nakken på hende. Læber mødtes, længe og ømt. Først strittede hun delvist imod af bare overraskelse, men efterhånden gav hun sig selv ind i kysset også. Raquels arme gled om nakken på Elijah. Øjnene var lukket hårdt i. Hvornår ville dette øjeblik ligeledes forsvinde mellem fingrene på hende?
”Jeg burde have regnet det ud” Hviskede Raquel tilbage, da gispene og overraskelsen fra hans afbrydelse af kysset havde lagt sig. Hun mødte hans blik med et forundret og stærkt udtryk begravet i de rødbrune øjne. Øjne, der var begyndt at antage en mere klar, rød farve.

han sukkede stille og knyttede næverne "Katerina er mit barn, jeg forvandlede hende for over fem hundrede år siden" hviskede han og betragtede, dog var der noget forandret i hans øjne, noget mildere, noget man kunne holde af i stedet for det kolde skulende øjne, han ellers normalt havde.
et suk kom igen fra ham, men denne gang måske en smule mere længselsfuldt, varmere. han lod sin hånd fra hendes nakke glide ned af hendes ryg idet han begravede sit ansigt mod hendes hals "du dufter af havet, blomster, roser, sommer" sukkede han og duftede ind ad "jeg kunne dufte til dig dagen lang, bare blive ved hele tiden, det er som ved min krop hvem du er, men min hjerne gør ikke" han fjernede sit ansigt fra hendes hals og betragtede hende nøje.
han følte hendes arme om sin hals og smilede "må jeg kysse dig igen" spurte han og lod en finger glide hen over hendes læber, de bløde læber, som han på en eller anden måde kendte så godt også alligevel ikke. han så dybt i hendes øjne og smilede mildere "de øjne, de smukke øjne, de ligner blodet der strømme igennem os, så smukke" sukkede han og nussede hende op og ned langs ryggen

Selvfølgelig havde Elijah forvandlet flere til vampyrer end kun hende. I det øjeblik, i den tæthed hun følte, virkede det blot som ualmindeligt. Var det der, hun havde hørt om Katerina? Raquel tvang sig selv til at glemme dette, og endte blot med at se ham i øjnene. Søge dybt.
"Dufter jeg virkelig sådan?" Hviskede Raquel, der ikke kunne skjule, at hun var en smule mistroisk. Det var en alt for sød duft, besluttede hun sig for. Han kunne da ikke få det fra hende. Hun var en rovdyr. Hun var den farlige. Hende, der ikke interagerede med andre på en sådant niveau. I hvert fald ikke med så mange følelser indblandet. - "Og jeg kunne stå her hele dagen lang. Bare lade dig. Du skal søge dybt, Elijah... Du ved, det er der et sted!" Denne gang var Raquels hvisken langt mere intens og stærk. Hun lænede hovedet en anelse tilbage og blot betragtede ham. Hans ansigtstræk. Indtog hver og en af indtrykkene, han udsendte.
Raquel nikkede blot til hans spørgsmål. Over var overflødigt. Sprogløsheden hærgede hende, som den aldrig havde hærget hende før. Hun skulle helt tilbage til sit menneskelige liv, før dette var en realitet igen. Hun lod sit blik møde hans, lod sine øjne svæve langt ind i hans blik. I hvert fald så langt han tillod det. Hænderne forblev om nakken på hende, hvortil hun sendte et af sine mest charmerende smil. Ikke at han behøvede at blive charmeret, for han var vist allerede langt over det behov. Langsomt for en kort stund lukkede Raquel øjnene. Hun indsnappede alle de indtryk, øjeblikket gav hende. Hesteskoen på den anden side af døren var så langt fra hendes erindringer, at den ligeså godt kunne have være ikkeeksisterende..

han nikkede stille og sukkede "ja du dufter vidunderligt, som en aldrig endende parfume" hvislede han og strøg hende ned over kinden, denne kvinde hun må havde betydet noget for ham, men hvad og hvorfor huskede han det ikke, det dræbte ha m indvendigt.
han smilede svagt, et smil det faktisk så pænt ud på ham, et smil der på trods af dens størrelse lyste hans ansigt op "det er jeg glad for, for jeg føler mig en smule fristet til at gøre det" han små grinede og sukkede stille. da hun så kom til det svær forsvandt hans smil "jeg prøver, men det er som at løbe ind i en mur, med hoved først, men denne mur går ikke bare i stykker" hvislede han også alvorligt ned på hende. han tog sig selv i at betragte hende nøje, de smukke øjne, de bløde læber.
da hun gav grønt lys, nikkede han svagt og bøjede sig ned mod hende, blidt landede hans læber mod hendes. med hånden på hendes kind og ryg, trykkede han hende mod sig. han fangede hendes under læbe mellem sine egne og gjorde langsomt det blide kys mere ømt og måske endda en smule hårdere, det var osm dukkede der billede op på den måde

Raquel lænede sig mere eller mindre uvilkårligt en smule tilbage, da han begyndte at stryge hende over kinden. Hun havde intet imod det. Tværtimod! Raquel ønskede at se hans ansigt, ønskede at studere hver en følelse, der passerede hans ualmindeligt lysegrønne øjne. Øjne, hun engang havde været helt og aldeles fortabt i. Hun fandt sig i situationen endnu en gang, og med lukkede øjne lod hun øjeblikket tryllebinde hende for en stund. Tid havde det med at virke magisk, hvis man blot lod sig selv føle den opdigtede magi. Selv var hun ikke meget for det, men det var svært at modstå.
"Samme her. Meget." Raquel besvarede Elijahs ord ømt og endnu med lukkede øjne. Hun lod hans berøringer løbe ned over hende, og langsomt begyndte hun at lege let med hans hår, da hendes arme stadig var om halsen på ham. Raquel åbnede øjnene i takt med, hans smil forsvandt. Som dug for solen.
"Prøv! Jeg ved du kan!" Insisterede Raquel med en mere hård stemmeføring, der på det nærmeste krævede dette af ham. Hvorfor kunne han ikke? Det var der inde, det vidste hun. Men hvor langt inde?
Raquel gengældte kysset med al den passion og lidenskab, der var af finde i hendes spinkle krop. Det var som at have været væk hjemmefra så længe og endelig være vendt tilbage. En underlig fornemmelse bredte sig i kroppen på hende. Alt dette var noget, hun havde lukket ude af sit liv som vampyr. Mere end 300 år havde hun ikke tilladt sig selv at komme så tæt følelsesmæssigt. Hvad havde ændret sig? Hun vidste, hun ikke var den samme kvinde længere, som hun havde været dengang. En let smil brød frem om læberne på hende midt i kysset. Svagt men til at mærke.

han så på hende, betragtede hende som hun lænede sig tilbage, et sekund overvejede han at hun ikke gad være tæt på ham, indtil han så udtrykket i hendes øjne, de næsten betragtede ham. helt uviden og set i bagspejlet nok ikke særlig klog på grund af hun ligesom ham selv havde et godt syn, dog afholdte dette ham ikke fra at tænde en lille flamme i sin håndflade "du er så smuk" hvislede han og hans accent fik r'erne til at rulle smukt på tungen, som han spandt.
han klukkede hæst, men gispede da hun legede med hans hår, det sendte næsten en gysning igennem ham og han lagde sin arm tæt om hende "gør det igen, jeg kunne se noget" hviskede han og slukkede flammen i hans håndflade, hvorefter han lagde begge arme om hende.
et suk forlod hans læber, hun havde ret han skulle nok genvinde sin hukommelse og når det skete ville han straffe Katerina, på måder hun aldrig var blevet straffet før. han skiller let læberne gispende "rør mig, det hjælper, jeg husker når du gør" han går på knæ og ser på på hende med et næsten tilbedende udtryk i det mystiske grønne øjne.
han tager blidt fat om hendes hænder og kysser håndfladen "jeg har savnet dig s meget, det var som om jeg misted alt lysten til at leve da du var væk" hans øjne strålede næsten og man kunne ane en smule genkendelse i hans øjne, noget som bare vidste at han genkendte hende på flere måder end han før havde gjort "du er lige så smuk som dengang og dengang du var menneske" hviskede han og giver hendes hånd et blidt kys

Raquel bemærkede den lille flamme i hans hånd, og hvor meget hendes indre end skreg på at gøre det samme, undlod hun. Hun kunne ikke starte en flamme selv, men behøvede derimod en allerede tændt flamme. Selvfølgelig kunne hun have benyttet sig af Elijahs, men det virkede for absurd, for sukkersødt.
"Det er intet i forhold til dig.." spandt Raquel og rykkede endda yderligere tættere på ham. Det føltes, som passede deres kroppe sammen som to puslespilsbrikker. Elijah havde været den irriterende manglende brik i midten af puslespillet.
"Her er jeg. Jeg gik aldrig nogen steder, og alligevel er dette som at se dig for første gang igen" Det lød næsten som den lille summelyd, en kat ville lave, når den spandt. Blikket fulgte ham hele vejen ned på hans knæ, og hun lod blot svaret være det let til side kastede hovedet og hendes læben fanget mellem tænderne. Så man godt efter, ville man se de små hugtænder i rækken af tænder. Raquel kunne ikke løbe fra den, hun var. Hvor meget det til tider havde fristet hende, var hun den, hun var. Et rovdyr. En jæger, der aldrig holdt sig på den gode side. Bag det smukke ydre var en farlig personlighed. Måske ikke i den forstand, at hun bar koldblodigheden som en frakke i ansigtstrækkene, men det var der. Lige under overfladen.
Med al den kraft, der lå i hendes besiddelse, skubbede hun ham mod væggen, fastholdt ham med ryggen mod muren og sin krop mod hans. Hun sagde intet, rullede blot en enkelt hårtot af hans om sin ene pegefinger. En legesyg latter fandt sin vej op gennem struben og lå legende let på læberne, som havde den aldrig gjort andet. Det var en fin og blød latter. Smuk. Den syntes at blive hængende i luften en kort rum tid, hvor den gengav den person, Raquel til fulde var. De nu mere mørkerøde øjne vandrede op og ned ad Elijahs krop, optog hver en detalje..

han klukkede stille og rejste sig op "det kommer an på hvordan vi opfatter skønhed kæreste, for jeg synes personligt at du er den smukkeste, selv som menneske var du smukkere end noget jeg nogensinde har haft set i mine mange år" hans strøg hende over kinden, nød følelsen af hende under sin hud.
han så ned mellem dem den kort plads der var kommet, ikke de irriterede ham, det vidste bare at de var som magneter, flyttede den ene sig gjorde den anden det også "jeg har det på samme måde, jeg har det som jeg ser alt med nye øjne og alligevel har jeg den irriterende deja vu fornemmelse af at jeg har prøvet der her før" han rullede med øjnene og fik et drillende udtryk i øjnene.
da hun rørte hans hår gispede han svagt og så billeder for sit indre...ligesom hvis han var rejst tilbage i tiden, han så de to sammen , trykket mod hinanden, han så igen Katerina inden hun ødelagde hans hukommelse helt..ved hjælp af sin gave den evne hun havde til at hypnotisere, hun brugte den på ham. da hans fik øje på hendes hugtænder smilede han og hans egne gled fint ud "de er så smukke" hviskede han og nussede hendes læbe med sin tommelfinger. blidt tog hans hendes hånd og lagde på sit døde hjerte "åhh gud" gispede han og lukkede øjnene hårdt i, flere billeder dukkede op, billeder af dem sammen, hjemme hos ham..ja over alt. det var som om at fra det sekund gav alting mere mening, det hele gav mere mening for ham, nu havde han ikke den irriterende lyst til at forsvinde op i mørkt og forbande alt og alle langt væk, nej nu gav alt pludselig menning igen

Det var en hårfin grænse mellem accept og 'for meget'. Mange tanker havde allerede halet ind på hende, og hvor meget de end skreg af hende, nægtede hun at bukke under. Dette føltes så korrekt. Var. Er. Raquel tillod sig selv at lukke øjnene endnu en gang og lod tanke for tanke regne ned over sig, alt imens Elijahs dybe stemme rungede et sted fjert fra den egentlige bevidsthed. Hun var faldet ind i en bizar verden, hvor verdenen udenfor baglokalet ikke rigtigt eksisterede. I hvert fald havde den ikke fået en eneste tanke siden, hun var blevet båret herind.
"Jeg vil nu ikke melde mig enig, Elijah" Den bløden spinden fra hendes strube lød så uvant fra Raquel. Ikke desto mindre klædede den hende ganske passende, og da hun åbnede øjnene, var det tydeligt: Hun vidste det ganske udmærket også selv. Hun kunne ikke skjule et selvtilfredst smil ved hans ord. Hun havde altså efterladt noget i ham. Dog gik denne tydeligvis begge veje.
"Det er ikke blot et deja vu. Det ved du. Dybt inde!" Raquel blev insisterende. Tålmodighed var ikke hendes bedsteven, og hvor meget hun end ville være blid omkring dette, kunne hun ikke. Raquel ønskede Elijah skulle huske, hvordan det var. Hver en detalje, hver en tanke. Følelserne. Hun placerede sine hænder på brystet af ham, nød følelsen af vampyrisme, der vibrerede imod hendes krop.
Et tilfreds smil spillede i hendes mundvige da hans hugtænder også gled ud. Det beviste hvilken forskel der var på fortid og nutid. Dengang kunne hun kun gisne om livet som vampyr, om hvordan et barn af natten måtte have det. Efter adskillige år var hun stadig vild med det hele. Styrken, ungdommen og den frygt, hun kunne skabe. Med hans ryg allerede mod væggen pressede hun sin krop tættere mod hans, lod to puslespilsbrikker finde hjem. - "Du gør fremskridt! Det er godt" Hviskede Raquel langt mere intenst, end hun havde forventet af sig selv.